En reform af udligningssystemet bør udstille de ineffektive kommuner

Skrevet af Karsten Bo Larsen

Bragt i Altinget den 7. november 2024

Der er et stort behov for at få løst de værste fundamentale problemer i det nuværende kommunale tilskuds- og udligningssystem.

Derfor bør en udligningsreform ikke begrænses til kun at omfatte marginale tilpasninger i forhold til en sundhedsreform, nye ejendomsvurderinger og lignende.

Den seneste reform af udligningssystemet indførte særordninger, hvor betydelige milliardbeløb fordeles via tilskud til henholdsvis ‘udsatte ø- og landkommuner’ og ‘udsatte hovedstadskommuner’.

Begge puljer er i loven målrettet en række navngivne kommuner med en fastlåst fordeling.

Dermed var der tale om et fundamentalt brud med de grundlæggende faglige principper for et velfungerende, veldokumenteret, regelbaseret og objektivt udligningssystem, som det danske kommunale tilskuds- og udligningssystem hidtil havde været baseret på.

Eftertragtede særtilskud
For det første bygger etableringen af puljerne og udvælgelsen af kommuner på et meget tyndt evidensgrundlag. For det andet sker der ikke en løbende revision af databaserede objektive kriterier for at få del i tilskuddet, da modtagerkommunerne og fordeling som nævnt er fastlåst i loven.

Ydermere skete der ved den seneste udligningsreform en omlægning af de såkaldte særtilskudspuljer, som efter reformen er blevet markant forhøjet og tildeles til færre kommuner end hidtil.

Derfor er det nu blevet endnu mere afgørende, om man er med i gruppen af vanskeligt stillede og økonomisk udfordrede kommuner.

Den reducerede objektivitet og dermed mindre gennemsigtighed i tilskuds- og udligningssystemet har desuden gjort det nemmere og langt mere attraktivt for kommunerne at forklare enhver form for dårlig service med, at kommunen ikke har fået nok i tilskud og udligning.

Den anden mulige forklaring er, at kommunen ikke er effektiv, og således ikke er god nok til at omsætte borgernes skattekroner til velfærdsydelser.

Plads til effektivisering
I Cepos laver vi løbende en række analyser af effektiviseringspotentialet i kommunerne, hvor vi gang på gang dokumenterer, at langt de fleste kommuner har meget betydelige muligheder for at levere mere velfærd for pengene i folkeskolerne, daginstitutionerne, ældreplejen, administrationen med videre.

Borgmestrene med de største forbedringspotentialer er ofte de første til at afvise, at man kan bruge vores analyser til noget, da de mener, at man slet ikke kan sammenligne kommuner, selvom vi tager højde for forskelle i geografi, befolkningssammensætning og så videre.

Det er sjovt nok også ofte de samme borgmestre, der argumenterer for, at de får for få penge fra tilskuds- og udligningssystemet sammenlignet med andre kommuner, og i den sammenhæng er det således pludselig ikke længere helt umuligt at sammenligne service- og udgiftsniveauer på tværs af kommuner.

Det kræver en meget stor indsats for den enkelte borger på egen hånd at sætte sig ind i, hvorvidt problemer i borgerens kommune skyldes for få penge eller ineffektiv drift.

Det er tilsvarende meget vanskeligt at finde ud af, hvor meget ineffektiv drift og kommunale prioriteringer reelt set koster den enkelte borgers familie i højere skatter og dårligere velfærdsydelser.

Der er altså behov for et mere gennemskueligt og enkelt system, hvor ansvaret for det kommunale skatte- og serviceniveau entydigt kan placeres hos lokalpolitikerne, fordi der er en klar og gennemskuelig sammenhæng mellem det lokale beskatningsniveau og kvaliteten af velfærdsydelserne.

Grundprincip i ny udligning
Cepos har udarbejdet et konkret forslag til, hvordan sådan et udligningssystem – med en bedre incitamentsstruktur og udelukkende baseret på objektive kriterier – kan udformes.

Meget kort beskrevet er grundprincipperne i forslaget, at der indføres en høj eller eventuel fuld udligning af kommunernes service-/udgiftsniveauer op til niveauet i den mest udgiftseffektive kommune (i de seneste mange år har det været Vejle), hvorefter yderligere udligning ophører.

Alternativt kan man også udligne til det landsgennemsnitlige serviceniveau, hvis man ønsker at være mindre ambitiøs i forhold til at give kommunerne incitament til effektiviseringer.

Hvis man i en kommune ønsker et højere serviceniveau, skal dette fuldt ud betales af borgerne i kommunen med samme gennemsnitlig skatbetaling i kroner og øre per borger.

Hvis man ønsker et lavere serviceniveau og/eller kan drive kommunen mere effektivt, kan man i stedet sende det samme beløb til hver borger i kommunen.

Denne udligningsreform vil både revitalisere det kommunale selvstyre og give stærke incitamenter til en effektiv drift af kommunerne.