En rigid budgetlov er guld værd

Budgetloven har været en kæmpe succes.

Lars Løkke Rasmusen formulerede grundstrukturen for budgetloven, da han oven på finanskrisen i 2010 lancerede genopretningspakken, som blandt andet indeholdt offentlig nulvækst i en årrække samt en sanktionsmekanisme, der straffede kommuner, som overskred budgetterne.

Bjarne Corydon formaliserede dette i budgetloven, der blandt andet også indeholdt en underskudsgrænse for det offentlige underskud på 0,5 procent af BNP.

Overskridelserne er forsvundet som dug for solen

Fra 1992 og frem til 2010 overskred kommunerne år efter år deres budgetter. Det resulterede i, at det offentlige forbrug i perioden voksede med cirka 90 milliarder kroner mere end planlagt.

90 milliarder kroner er et enormt beløb. Det svarer til knap fire procent af BNP eller omtrent hvad der årligt udbetales i løn til ansatte i staten. Eller det der svarer til cirka 15 point på momsen.

Det er så voldsomme tal, at det er næsten umuligt at underdrive betydningen af, at de årlige budgetskred er kastet på historiens mødding. Det var i dette lys, at Løkke tog initiativ til sanktionsmekanismen, da han skulle sikre sig at den offentlig nulvækst blev realiseret.

Siden indførelsen af sanktionsmekanismen overfor kommunerne fra 2011 er det offentlige forbrug ikke vokset mere end budgetteret.

Budgetoverskridelserne er forsvundet som dug for solen. Effekten af sanktionsmekanismen på budgetoverskridelserne illustrerer, at økonomiske incitamenter kan have store effekter for kommunerne.

Wammen bør ignorere opfordring

Kommunernes Landsforening, FH og mange på venstrefløjen har anbefalet, at man lemper budgetloven, så der indføres flerårige budgetter med mulighed for at overføre forbrug mellem årene. Ideen er, at der skal være fleksibilitet så for eksempel kommunerne i nogle år kan bryde budgetterne (uden sanktioner) mod, at de bruger mindre i andre år.

Mit håb er, at Nicolai Wammen (S) ignorerer denne opfordring. Hvis man ændrer sanktionsmekanismen, så man i nogle år gerne må overskride budgetterne, er der en betydelig risiko for at vi kommer tilbage i det gamle paradigme med overskridelser år for år. Altså at politikerne år efter år overskrider budgetterne og efterfølgende lover, at ”det ordner vi næste år”.

Den falske sang hørte man også i årene 1993-2010 inden budgetloven og sanktionsmekanismen. Og intet blev ”ordnet året efter”. Denne dårligdom er den offentlige økonomi kommet ud af, og der er ikke nogen grund til at løbe risikoen for, at vi vender tilbage til store årlige budgetoverskridelser i kommunerne.

Vi er færdige, før vi er begyndt

I forbindelse med den nye aftale om at bruge to procent af BNP på forsvarsudgifter, blev man enige om at stile efter et offentligt underskud på 0,5 procent af BNP i 2030.

Jeg havde gerne set, at man i stedet finansierede forsvarsudgifterne via arbejdsmarkedsreformer eller omprioriteringer på det offentlige forbrug. Man skal tænke på, at der skal ansættes mange tusinde nye soldater, og det vil dræne det private arbejdsmarked.

Og så ville jeg i stedet anvende råderummet fra et offentligt underskud på 0,5 procent af BNP til at finansiere lavere skattetryk. Det ville gavne danskernes familiebudget og øge væksten.

Men bundlinjen er, at jeg støtter, at man stiler efter budgetunderskud på 0,5 procent af BNP i 2030 og samtidig udvider budgetlovens underskudsgrænse til en procent af BNP. Finanspolitikken er markant overholdbar på den en lange bane, fordi der i fremtiden kommer store offentlige overskud. Det skyldes i høj grad levetidsindekseringen af pensionsalderen, som politikerne ikke bør pille ved.

I mine øjne er vi derfor færdige med at revidere budgetloven, før vi egentligt er begyndt: Underskudsgrænsen er meget fornuftigt revideret fra 0,5 procent af BNP til 1,0 procent af BNP. Og der er ingen grund til at give kommunerne mulighed for at lave budgetoverskridelser. Så luk bare arbejdet – så kan de hænder og hjerner frigives til nyttigt arbejde.

Bragt i Altinget d. 18. marts 2022.