Dette problem kan løses enten ved at sikre, at produktiviteten også stiger i produktionen af velfærdsydelserne, eller ved at borgerne betaler for en kvalitetsforbedring i velfærdsservicen ved at bruge en større del af deres indkomst på velfærdsydelser. Sidstnævnte kan dog ikke i væsentlig grad ske gennem skatteforhøjelser, da Danmark allerede har verdensrekord i skattetryk. Derfor vil yderligere beskatning af gevinsten ved at arbejde og starte virksomhed i Danmark få alt for store samfundsmæssige omkostninger.
Befolkningen kan således kun komme til at bruge en større andel af deres indkomst på velfærdsydelser ved, at de selv køber dem hos private leverandører af velfærdsydelser via forsikringsordninger eller brugerbetaling. Den udvikling ser vi allerede – eksempelvis er antallet af danskere med en privat sundhedsforsikring stærkt stigende.
Produktivitetsstigninger i produktionen af velfærdsydelser er altså den eneste vej frem, hvis Socialdemokratiet og Venstre vil redde den nuværende velfærdsstat med universelle skattefinansierede velfærdsydelser, som de selv har skabt. Det vil som tidligere nævnt kræve, at man tager et opgør med de offentligt ansattes fagforeninger og kommunerne repræsenteret ved KL. Her bliver sidstnævnte formentlig den hårdeste nød at knække, da kommunerne har meget på spil, da vejen til øget effektivitet går gennem øget markedskonkurrence – f.eks. øget udlicitering som Produktivitetskommissionen foreslog – og gennem øget frihed til institutionerne, som var et stort tema under valgkampen. Begge dele kan kun gennemføres ved at reducere kommunernes indflydelse og afvikle deres rolle som de store altdominerende producenter af velfærdsydelser.
Som alle andre monopoler vil kommunerne bruge store ressource på at kæmpe hårdt imod, at de mister deres magt og monopolfordele. Kommunerne har endvidere den helt særlige fordel, at deres politiske ledelse i høj grad også udgør det politiske bagland for folketingspolitikerne i både Socialdemokratiet og Venstre, og der har hidtil været meget lidt lyst til at udfordre dette bagland, der samtidig repræsenterer en stor gruppe vælgere i den forstand, at de mange offentligt ansatte i kommunerne naturligvis også ønsker, at monopolfordelene for deres arbejdsplads bliver opretholdt.
En regeringsalliance mellem S og V vil have bedre mulighed for at tage det nødvendige opgør med kommunernes velfærdsmonopol, da det vil være nemmere at modstå angrebene fra det kommunale bagland, når man ikke har store politiske modstanderpartier på Christiansborg med solid kommunal forankring, der hele tiden forsøger at få en kortsigtet vælgergevinst ved det kommende folketingsvalg ved at stille sig på velfærdsmonopolets side og blokere for grundlæggende reformer.
For problemet er, at der vil gå noget tid, før de nødvendige reformer vil være implementeret, og endnu længere tid, inden de slår igennem med produktivitetsstigninger, der for alvor kan mærkes af befolkningen. Hvis en SV-regering skal blive en succes, skal der altså være tale om et langvarigt tæt regeringssamarbejde, hvor ingen falder for fristelsen til at stille sig på velfærdsmonopolets side, indkassere en hurtig vælgergevinst og vende tilbage til blokpolitikken. Dette vil naturligvis være særligt fristende, hvis man selv kunne erobre statsministerposten ved den lejlighed.
Selv om man kan have berettigede forhåbninger til, at en SV-regering vil have en unik mulighed for at tage et opgør med det kommunale velfærdsmonopol. Kan man på den anden side have en endnu mere berettiget frygt for, at det ikke vil være en stabil regeringskonstruktion, der kan holde længe nok til at få gennemført de nødvendige reformer, der løser velfærdsstatens mest presserende problemer.
Bragt i Jyllands Posten den 6/12 2022