Udgivet d.
26. marts 2026 - 10:59
Debat
Energi
Bragt i Finans d. 25. marts 2026
Skrevet af Otto Brøns-Petersen
Iran har lukket Hormuzstrædet, som en femtedel af verdens olieforsyning normalt sejles igennem. Oliepriserne er skudt i vejret. Markedsforventningerne tilsiger fortsat høje priser i al fald et år frem i tiden.
Alt dette er dårligt nyt. Det vil få negative konsekvenser – også for et olieproducerende land som Danmark. Men den største risiko er ikke krisen i sig selv. Det er dårlig politisk håndtering.
Inden den politiske panik breder sig, er det værd at huske på den overvejende gode håndtering af seneste energikrise. Det var det pludselige afbræk af gasforsyningerne fra Rusland i 2022 efter Putins overfald på Ukraine. Myndighederne i både EU og Danmark lavede rationeringsplaner, men lod dem blive i skuffen. Energipriserne – som er det eneste effektive redskab, vi har – fik lov at løse opgaven.
I første omgang sikrede priserne, at den knappere gas blev fordelt til de mest effektive anvendelser. I anden omgang løste prismekanismen opgaven med at skaffe alternativer til gassen, og i løbet af efteråret faldt gaspriserne igen. Manglende indgreb var politikernes vigtigste bidrag. Aktive bidrag som incitamenter til at fylde gaslagre op og bane vejen for etablering af LNG-terminaler til flydende gas hjalp også.
Men det var også en lang liste af misforståede politiske indgreb, både nationalt og i EU: Skatter på ”overnormale” profitter, statsstøtte til vedvarende energi og fjernvarme, misforståede forsøg på at afkoble elprisen fra gasprisen, ”forbrugerbeskyttelse” mod svingende energipriser og midlertidige afgiftslettelser.
Hvorfor er midlertidige afgiftslettelser ikke så god en idé? Afgifter bør afspejle såkaldt eksterne omkostninger – f.eks. forurening – ved forbrug af en vare. Eksternaliteterne ændrer sig ikke, fordi energipriserne gør. Fra forbrugernes perspektiv (og vælgernes!) er afgifterne naturligvis med til at gøre varerne dyrere. Men i en akut knaphedssituation er der brug for at sænke forbruget til udbuddet.
Hvis alle lande sætter afgifterne ned, vil det under akut knaphed faktisk blot få prisen før afgift til at stige – gevinsten ender hos producenterne i stedet.
Der kan være god grund til at sænke afgifter, som er ude af trit med eksternaliteterne (f.eks. elafgiften), men så bør det ske permanent.
Også bekymrende er den reelle udvidelse af velfærdsstaten, hvor staten ikke alene kompenserer for bortfald af indkomst, men i stigende grad forventes at kompensere for svingende priser på fødevarer, energi og andet med midlertidige almisser.
Erfaringerne fra 1970erne burde være skræmmebilledet på, hvorfor prislofter ikke hører til i en markedsøkonomi som Danmarks. Alligevel synes det opportunt for nogle politikere at ignorere de erfaringer.
Det er langt mere oplagt at sænke elafgiften permanent frem for at give lavere moms på fødevarer, hvis målet er at øge husholdningernes råderum.
