Er effektiv bilbeskatning over politikernes formåen?

Regeringen har valgt at sparke bilafgifterne til hjørne – igen. Finanslovsaftalen indebærer endnu en udskydelse af den ellers aftalte indfasning af eldrevne biler i registreringsafgiften. Desuden nedsættes endnu et ekspertudvalg. Egentlig skulle forligskredsen – regeringen og de røde partier – bag aftalen om grøn transport fra 2020 have holdt “pitstop” om bilafgifterne i år, men det er nu aflyst.

Det er svært at pege på et reelt teknisk behov for endnu et udvalgsarbejde. Problemet er politisk. Den politiske håndtering af bilbeskatningen er efterhånden så ringe, at det stiller grundlæggende spørgsmål ved den politiske kompetence til at indføre samfundsøkonomisk meningsfulde afgifter.

I princippet er bilbeskatning enkel. Den bør svare til de eksterne omkostninger, som bilisterne påfører andre. Ministerierne har allerede for et år siden kortlagt, hvor store de er. Kort fortalt viser kortlægningen, at konventionelle biler er overbeskattede, mens elbiler beskattes lavere end de eksterne omkostninger. Samtidig er beskatningen i ekstrem grad målrettet klimaskader, som imidlertid udgør højst en tiendedel af de samlede eksterne omkostninger. Langt den største eksterne omkostning er trængsel.

CEPOS har i en ny analyse peget på, hvordan en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig beskatning bør se ud på baggrund af regeringens opgørelse. Reformen har to trin, fordi der endnu ikke er noget effektivt redskab til at beskatte trængsel.

I første omgang bør registreringsafgiften afskaffes – vel at mærke for både eldrevne og konventionelle biler. Opretholdes den nuværende begunstigelse af elbiler, medfører det ekstremt høje omkostninger for at begrænse CO₂-udslip fra transport. Benzin- og dieselafgifterne bør desuden justeres, så de tager hensyn til, at disse drivmidler vil blive omfattet af EU’s kvotesystemer.

I anden omgang bør indføres ægte trængselsafgifter, når teknologien er moden. Ægte trængselsafgifter vil sige, 1) at prisen varierer med den faktiske trængsel, og 2) at prissignalet fra trængsel kommer til at styre udbygningen af vejnettet. Men lige så effektivt afgifter kan være til at løse trængselsproblemet, lige så stort er potentialet for store samfundsøkonomiske skader, hvis trængselsafgifterne i stedet bliver drevet af politiske hensyn og fiskal kassetænkning.

Sporene fra den hidtidige bilbeskatning skræmmer desværre. Den skaber enorme samfundsøkonomiske forvridninger – gennemført med åbne øjne. Det stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved det politiske systems evne til at håndtere et instrument som trængselsafgifter.