EU-direktivers omkostninger for dansk erhvervsliv

Udgivet d.

25. juli 2024 - 09:00

Analyse

Erhvervsliv

EU

Regulering

Pressemeddelelse

Nye EU-direktiver, som bl.a. bæredygtighedsdirektivet og arbejdstidsdirektivet, koster hvert år danske virksomheder milliarder af kroner i øget administration. En ny analyse fra CEPOS viser, at alene de EU-direktiver som Folketinget har implementeret i dansk lovgivning de seneste fem år, hvert år koster danske virksomheder 12 milliarder kroner. Det svarer til 0,4 procent af Danmarks BNP.

”Der er tale om betydelige omkostninger, som bliver påført danske virksomheder, uden at vi i Danmark har haft en debat om, hvorvidt omkostningerne overhovedet står mål med gevinsterne. Samtidig er det ofte svært at se, at reglerne lever op til nærhedsprincippet,” siger Jonas Herby, specialkonsulent i CEPOS og nævner bl.a. kravene om, at alle skal registrere deres arbejdstid som eksempel. Et krav der forventes at koste virksomhederne mellem 1,0 og 2,4 milliarder kroner årligt i administration.

De samlede omkostninger kan dog være langt højere end 12 milliarder kroner. Opgørelsen dækker nemlig kun de ca. 0,4 procent af EU-retsakterne i perioden, der er implementeret i dansk ret gennem lovforslag i Folketinget, og for hvilke Folketinget systematisk får opgjort omkostningerne for erhvervslivet. Hvad de resterende 99,6 procent koster, bliver ikke opgjort systematisk.

“Det er bekymrende, at Folketinget ikke har en opgørelse over de samlede omkostninger relateret til EU’s retsakter. Et samlet overblik over omkostningerne ville styrke den demokratiske debat om EU-reguleringen, der i dag udgør 60 procent af al regulering i Danmark,” siger Jonas Herby, specialkonsulent i CEPOS.

Resumé

Siden folketingsåret 2019/20 har Folketinget implementeret EU-direktiver med varige omkostninger for dansk erhvervsliv på næsten 12 mia. kr. om året. Særligt bæredygtighedsdirektivet og arbejdstidsdirektivet er skyld i omkostningerne.

  • I løbet af de seneste fem folketingsår har lovforslag, der implementerer EU-direktiver, påført danske virksomheder varige omkostninger for næsten 12 mia. kr. årligt svarende til ca. 0,4% af BNP.
  • Regnes implementeringsomkostningerne på over 18 mia. kr. med, løber omkostningerne op i næsten 14 mia. kr. om året i gennemsnit over en 10-årig periode.
  • Opgørelsen omfatter kun direktiver, som Folketinget har implementeret i dansk ret via nye love, svarende til ca. 0,4% af alle EU-retsakter. De resterende retsakter i form af forordninger (96,4%) og direktiver, der implementeres i dansk ret via bekendtgørelser (3,2%), indgår ikke i opgørelsen. Der er altså et betydeligt mørketal i opgørelsen.
  • Analysen viser, at EU har en betydelig indvirkning på gældende reguleringsomkostninger i Danmark. Man kan dog ikke konkludere, at erhvervslivet ville have været påført færre omkostninger uden EU, da danske politikere sandsynligvis selv ville have reguleret i EU’s fravær, ligesom EU i visse tilfælde begrænser nationale parlamenters muligheder for at indføre omkostningsfuld regulering.
  • Det er bekymrende, at Folketinget ikke har en samlet, systematisk opgørelse af de samlede omkostninger relateret til EU’s retsakter. Et samlet overblik over omkostningerne ville styrke den demokratiske debat om EU, herunder en debat om nærhedsprincippet.

 

Hent Analysen

På fem år har Folketinget implementeret EU-direktiver med varige erhvervsomkostninger på næsten 12 mia. kr. om året.

Relateret artikel

Arbejdspapir 80: Vi er i en international statsgældskrise, og den berører også Danmark

9. september 2024

Mange vestlige lande og EU som sådan befinder sig i en offentlig gældskrise. En gældskrise kan tage flere forskellige former.

Relateret artikel

Danmark har de højeste forbrugerpriser i EU

15. august 2024

ABCepos: Danmark har de højeste forbrugerpriser i EU.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed