CEPOS logo

EU er dårligt rustet til internationale konflikter

Udgivet d.

2. februar 2026 - 09:49

Debat

EU

Internationalt

Bragt i finans.dk d. 28. januar 2026.

Skrevet af Otto Brøns Petersen.

Store uløste strukturelle økonomiske problemer og svag politisk vilje gør EU til en ineffektiv aktør.

EU slap med skrækken i denne omgang. Trump trak de annoncerede toldforhøjelser mod bl.a. Danmark tilbage. Handelskonflikten kan dog med den ustabile amerikanske præsident in mente hurtigt blusse op igen. Samtidig fortsætter de sikkerhedspolitiske kriser: Ukrainekrigen, NATO-opløsningen og Trumps pres mod Grønland.

Når kriserne rammer, reagerer vi instinktivt med et ”nu må Europa træde til”. Problemet er, at dette Europa er et fatamorgana. EU er udfordret af store strukturelle økonomiske problemer og manglende politisk evne til at gøre noget ved dem.

EU klarede for så vidt første fase af toldkrigen i 2025 godt. Vi undlod efter nogen sabelraslen at svare igen med toldforhøjelser mod USA. Det var klogt, fordi det ville have ledt til eskalerende protektionisme, og fordi toldforhøjelser primært rammer én selv. En analyse af de amerikanske toldforhøjelser i 2025 viser, at de ligesom under Trump I alt overvejende blev båret af amerikanerne.

Anden fase er derimod kikset for EU. Den gik ud på at øge frihandlen med andre lande end USA og at afvikle de tekniske handelshindringer i EU’s eget indre marked, som ifølge IMF er langt større end Trumps toldsatser.

Det indre marked har dog ikke rykket sig meget, og det første store forsøg på handelsaftaler med tredjelande er nu faldet til jorden, efter at bl.a. franske landbrugsinteresser og et protektionistisk flertal i EP fik dræbt aftalen med Latinamerika.

Ukrainekrigen foregår på EU’s dørtrin. Alligevel er det først efter, at Trump har stoppet den militære støtte, at EU har indhentet de amerikanske donationsbeløb. Og vi giver ikke nok til at bremse den russiske fremmarch, selv om det kan gøres for få procent af BNP. Det holdt hårdt at give Ukraine det nødvendige lån til at forhindre akut statsbankerot, og det kom kun i stand ved optage mere fælles EU-gæld. Landene var ikke villige til at prioritere, hvad svarer til en halv procent af EU’s BNP.

EU har et erkendt problem med lav strukturel vækst, som bidrager til andre problemer som sikkerhed, stærkt uholdbare offentlige finanser samt populisme, som langt fra blot er et amerikansk problem. Der er desuden i mange lande en uholdbar og traktatstridig gældsætning, som ikke er under kontrol, og som truer den økonomiske og politiske stabilitet. Der er sket meget lidt på vækstdagsordenen, og gældshåndhævelsen er blevet yderligere udvandet.

Disse problemer går ikke væk af politisk ønsketænkning eller højtidelige erklæringer om solidaritet. Som udenrigsministeren udtrykte det engang, er det svært at være ”vinder i en taberregion”. Men så bør man gøre noget ved det.

Relateret artikel

Danmark har den 3. højeste skat på aktieudbytte blandt OECD-lande

27. januar 2026

ABCepos: Danmark har den 3. højeste skat på aktieindkomst blandt OECD-lande.

Relateret artikel

Store offentlige underskud og gæld frem til 80’erne er afløst af sunde offentlige finanser

23. januar 2026

ABCepos: Hen mod slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne under statsminister Anker Jørgensen (S), voksede de offentlige underskud til at udgøre over 9 pct. af BNP i 1982

Hjælp os med at rykke Danmark i en borgerlig-liberal retning

I CEPOS kæmper vi for individets frihed, det private initiativ, lavere skat og en begrænset statsmagt. Vi arbejder for, at de offentlige finanser bruges fornuftigt, og råderummet omsættes til reformer, der styrker Danmarks fremtid.
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed