EU lovgivning bliver overimplementeret i dansk lovgivning
Udgivet d.
16. november 2023 - 10:48
Analyse
EU
Produktivitet
Regulering
Pressemeddelelse
Danmark går længere, end EU påkræver, i hvert fjerde stykke lovgivning, viser ny analyse fra CEPOS
Flere skiftende regeringer har haft som princip, at Danmark ikke skal gå længere end absolut nødvendigt, når direktiver fra EU implementeres i dansk lov.
Men alligevel sker det i knap hvert fjerde tilfælde. Det viser ny CEPOS-analyse, der tager udgangspunkt i ministeriernes egne opgørelser.
Siden 1. januar 2016 har Folketinget overimplementeret 44 ud af 188 EU-direktiver svarende til knap hvert fjerde EU-direktiv.
”Problemet i forhold til overimplementeringen er, at det er EU, der bliver drivende for, hvilke områder Folketinget regulerer. EU regulerer en række områder, som danske politikere næppe selv havde kastet sig over. Men når EU så har sat dagsordenen, så bliver Folketingets opmærksomhed vendt mod det emne, EU har valgt, i stedet for de emner, som Folketinget ville have valgt af sig selv, ”siger Jonas Herby, specialkonsulent i CEPOS.
På den måde er der en risiko for, at EU tager Folketingets opmærksomhed fra vigtigere dagsordener.
”Danske politikere kan let komme til at bruge tid på at diskutere, om man skulle udvide EU-reglerne lidt, når man nu er i gang, i stedet for at bruge tiden på vigtigere dagsordener som f.eks. at komme bureaukratiet til livs,” siger Jonas Herby, specialkonsulent i CEPOS.
Der er ikke nogen let løsning på problemet. Men Folketinget bør arbejde på selv at sætte dagsordenen og i højere grad holde sig til et minimum, når det gælder EU-reguleringen. Et konkret tiltag, der effektivt kan dække op for problemet, er CEPOS’ eget ’bureaukratiloft’, mener Jonas Herby.
”Et bureaukratiloft baseret på bl.a. at en ny regel ikke må indføres, medmindre (mindst) en anden regel samtidig fjernes, vil effektivt reducere problemerne med overimplementering. For så vil Folketinget – hver gang EU-retten bliver overimplementeret – skulle tage stilling til, om de nye regler er vigtigere end de eksisterende regler, der skal fjernes,” siger Jonas Herby.
Resumé
EU-retten bliver ofte overimplementeret i dansk lovgivning. Det viser ministeriernes egne data. Overimplementeringen sker ad to omgange. For det første overimplementeres EU-ret ved gennemførelsen i dansk lovgivning. For det andet overimplementeres EU-retten løbende, når danske politikere ændrer i eksisterende lovgivning, som udspringer af EU-retten.
- Folketinget har overimplementeret hvert fjerde EU-direktiv siden 2016
Siden 1. januar 2016 har Folketinget overimplementeret 44 ud af 188 EU-direktiver svarende til knap hvert fjerde EU-direktiv (23,4%). - Overimplementering er dyrt for danskerne
Overimplementering af EU-ret kan være uheldigt, idet den videnskabelige litteratur peger på, at der ofte er store fordelingsmæssige og økonomiske omkostninger ved regulering. - Overimplementering kan skade konkurrenceevnen
Overimplementering af EU-ret kan desuden ende med at stille danske virksomheder dårligere i den internationale konkurrence. - Anbefaling: Et bureaukratiloft kan mindske problemerne
Et bureaukratiloft baseret på bl.a. at en ny regel ikke må indføres, medmindre (mindst) en anden regel samtidig fjernes, vil effektivt reducere problemerne med overimplementering. Det skyldes, at Folketinget, hver gang EU-retten bliver overimplementeret, vil skulle tage stilling til, om de nye regler er vigtigere end de eksisterende regler, der som følge af bureaukratiloftet bliver fjernet.
Forfatter
Vi kan sagtens løfte vores forsvar betydeligt uden at skulle beskatte danskerne yderligere
Jeg kan godt blive bekymret for, at det helt legitime ønske om at styrke NATO vil blive brugt herhjemme som anledning til at introducere de allerede hårdt beskattede danskere for endnu en skat.
Forsvaret for markedsøkonomien handler om mere end velstand
Den måske største debat i det 20. århundrede om, hvad der kendetegner et retfærdigt samfund, blev skudt i gang for 50 år siden.