EU’s strukturelle statsgældskrise kan bryde ud i lys lue

Bragt i Finans d. 27. oktober 2026

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Det er ikke noget problem at læne sig for langt ud ad vinduet. Hvis man falder ud, kan man altid læne sig ind igen.

Det er forhåbentlig let at se fejlen i dette dårlige råd.

Det er også et dårligt råd, når det gælder statsgældskriser. Man bør ikke vente, til en statsgældskrise bliver akut. Så kan det være for sent at rette op på udviklingen, før den får meget alvorlige, irreversible konsekvenser.

En akut gældskrise opstår, når kreditorerne mister tilliden til, at staten kan honorere sine forpligtelser. Så vil de enten helt stoppe med långivningen eller forlange en væsentligt højere rente for at kompensere for risikoen. Udtørrede kreditkilder og større rentebyrder vil i sig selv svække de offentlige finanser og sætte en ond spiral i gang.

I en union som EU er der desuden en særlig risiko for, at landene vil forsøge at vælte byrder ved for høj gæld over på hinanden – og at vælgerne vil forsøge at stemme sig til andre EU-borgeres penge.

Euroens fædre var klar over denne risiko. Derfor blev der fastlagt regler i EU-traktaten for at hindre, at landene hæfter for andres gæld. Statsgæld og underskud skal holde sig inden for givne grænser. Grænserne er dog blevet systematisk fraveget, og hverken Kommissionen eller Rådet har håndhævet dem effektivt. Derfor har EU længe befundet sig i en gradvist forværret strukturel gældskrise. Statsgældsproblemerne har ind imellem været så akutte, at det reelt har rykket især euroen mod en gælds- og transferunion. Men også ikke-eurolande som Danmark er kommet til at betale bl.a. gennem fælles EU-gæld. På den måde er de konstitutionelle rammer blevet trukket i retning af mere centralisering, uden at vælgerne har fået lov at tage stilling til det.

Nu er endnu en akut krise rykket nærmere. Statsrenterne er gået op. Især situationen i Frankrig er alvorlig med blandingen af høj gæld, stigende renter, kroniske underskud, lav vækst og ikke mindst en udbredt politisk uvilje mod at reformere. Tysklands gæld er endnu overkommelig, men Merz-regeringen har svækket grebet, og de tyske vælgere virker i stigende grad modvillige mod at betale for de franske.

En krise, der involverer EU’s største og mest centrale lande, kan få yderligere alvorlige økonomiske og politiske konsekvenser. Det kan føre til mere centralisering i EU, flere udmeldelser, mere vind i sejlene til populistiske bevægelser, større ustabilitet og manglende evne til at håndtere udfordringer som Ukraine-krigen.

Straffen for ikke at have taget gældsproblemerne alvorligt kan blive hård – desværre også for os med orden i de offentlige finanser.