Finans­mi­ni­ste­riets nye bededags­for­kla­ring holder heller ikke

Igennem lang tid har Finansministeriet brugt en undersøgelse fra 2012 som grundlag for at indregne en varig beskæftigelseseffekt på 8.500 personer af at afskaffe store bededag. Finansministeriet har i denne uge efter pres offentliggjort notatet, og det viser sig, at effekten kun er på 6.000 personer i notatet.

Nu har Finansministeriet droppet 2012-undersøgelsen og er i stedet kommet med en helt ny forklaring på, hvorfor effekten skulle være de 8.500 personer. Den nye forklaring baserer sig i høj grad på, at man gennem de seneste årtier har set en betydelig samvariation mellem den aftalte og den præsterede arbejdstid – de er begge faldet siden 1980.

Det kan man ikke undre sig over. Når lønmodtagere og arbejdsgivere – frivilligt – bliver enige om at reducere arbejdstiden, så arbejder lønmodtagerne mindre. Finansministeriet overfører denne observation til, at en afskaffelse af store bededag på linje med frivillige aftaler på arbejdsmarkedet vil øge arbejdstiden.

Men det ræsonnement holder ikke.

Store bededagsindgrebet er ikke frivilligt, og lønmodtagerne er kraftigt imod. Så Finansministeriets nye argument holder (heller) ikke, for der er jo ikke noget, der hindrer fagbevægelsen og arbejdsgiverne i for eksempel at aftale en ekstra fridag.

Afskaffelse af store bededag ændrer ikke på de økonomiske incitamenter, og derfor kan man heller ikke forvente, at der på den lange bane kommer et øget arbejdsudbud. Og denne økonomiske tankegang har Finansministeriet – desværre – forladt omkring store bededagsindgrebet.

Her er jeg enig med bl.a. overvismand Carl-Johan Dalgaard og formanden for arbejdsmarkedskommissionen Jørgen Søndergaard. Man må klart forvente, at fagbevægelsen før eller siden får forhandlet en ekstra feriedag hjem som kompensation for afskaffelse af store bededag. Eller på anden måde får nedbragt arbejdstiden.

Og så giver regeringens forslag lige præcis nul effekt på arbejdsudbuddet. SVM-regeringen burde bruge sin politiske kapital på at gennemføre reelle arbejdsudbudsreformer, der gennem f.eks. lavere skat og lavere indkomstoverførsler øger incitamentet til (frivilligt) at arbejde mere. I modsætning til store bededagsindgrebet er der videnskabelig evidens for, at disse reformer virker.

Bragt i Børsen d. 17. februar 2023.