Pressemeddelelse

CEPOS’ nye fordelingspolitiske redegørelse viser bl.a. en meget positiv udvikling i antallet af børn i familier med lav indkomst. Antallet af børn i familier med lav indkomst tre år i træk er reduceret med 75 procent fra år 2000 til 2021, når man måler på en absolut lavindkomstgrænse. I 2021 er det kun 0,2 procent af alle børn, der har lav indkomst tre år i træk.

”Den positive udvikling skyldes i høj grad, at højere produktivitet i den private sektor øger lønningerne. Det smitter af på kontanthjælpen gennem satsreguleringen. Dertil kommer, at højere beskæftigelse også løfter indkomsterne,” siger Jørgen Sloth, chefkonsulent i CEPOS.

Desuden viser redegørelsen, at top 1 procents skattebetalinger er på et rekordhøjt niveau.

Top 1 procents andel af skattebetalingerne er vokset til 10,2 procent i 2021. Det er rekord for hele perioden siden 1994, hvor top 1 procent stod for 6,4 procent af skattebetalingerne.

”Top 1 procent betaler dermed 10 gange så meget i skat som gennemsnittet. Det vil sige, at de leverer et betydeligt bidrag til at finansiere de høje offentlige udgifter. Er man i top 1 procent, betaler man i gennemsnit 2,2 millioner kroner i skatter og afgifter. Det finansierer 3,5 offentligt ansatte,” siger Jørgen Sloth, chefkonsulent i CEPOS.

Selv hvis man afskaffede topskatten, ville top 1 procents andel af de samlede skatter kun blive reduceret fra 10,2 procent til 9,5 procent.

Endeligt fremhæver redegørelsen, at kontanthjælpen er højere end Ydelseskommissionens grundbudget for de fleste på trods af høj inflation de senere år. 

”En enlig kontanthjælpsmodtager med to børn får 19.100 kroner i udbetalte ydelser i 2023. Det er 1.000 kroner mere end Ydelseskommissionens grundbudget. For de fleste familietyper på kontanthjælp er de udbetalte ydelser højere end grundbudgettet, selvom der har været høj inflation,” siger Jørgen Sloth, chefkonsulent i CEPOS.

Resumé

Fordelingspolitisk Redegørelse 2023 beskriver og analyserer udviklingen i indkomster, ulighed og incitamenter. Det primære grundlag er egne beregninger på Danmarks Statistiks personregistre og Finansministeriets familietypemodel. Der anvendes i publikationen opgørelsesmetoder mv., som de anvendes i Finansministeriet og andre ministerier. Publikationen kan bl.a. anvendes som opslagsværk i debatten om ulighed, fordeling og incitamenter.

I rapporten beskrives bl.a.:

• Udviklingen i realindkomsterne for forskellige grupper (opdelt på indkomstlag, alder og kommuner)
• Udviklingen i ulighed fra starten af 1900-tallet med særligt fokus på udviklingen de seneste 4 årtier
• Uligheden i et livstidsperspektiv. Normalt, når ulighed analyseres, er udgangspunktet et ”øjebliksbillede”. Noget af uligheden skyldes, at forskellige personer befinder sig i forskellige livsfaser med hhv. lav eller høj indkomst. For eksempel har studerende lav indkomst. Senere i livet får mange studerende pæne indkomster. Måler man uligheden på livsindkomster, reduceres uligheden markant
• Dagpengemodtageres og kontanthjælpsmodtageres incitament til at tage et lavtlønsjob
• Hvor meget man kan få udbetalt i offentlige ydelser på kontanthjælp og integrationsydelse
• Top 1 pct.’s andel af de samlede skattebetalinger
• Udviklingen i antallet af personer i lavindkomstgruppen, dvs. personer med en disponibel indkomst (indkomst efter skat), der er under halvdelen af medianen
• Udviklingen i antallet af personer i gruppen, der af Thorning-regeringen blev betegnet som relativt fattige
• Graden af ulighed i Danmark i et internationalt perspektiv
• Udvikling i global indkomstulighed og ekstrem fattigdom