Forkast Hummelgaards nye tryghedspakke – du får hverken frihed eller tryghed

Skrevet af Mia Amalie Holstein

Bragt i Berlingske den 15. marts 2025

I mandags præsenterede justitsminister Peter Hummelgaard (S) regeringens nye tryghedspakke .

Udspillet indebærer, at der i 2025 skal opsættes for 8,6 millioner kroner nye overvågningskameraer på offentlige steder, fordi de såkaldte »tryghedskameraer« ifølge justitsministeren har vist en »stor kriminalitetsforebyggende effekt«, som han mener vil forhindre overfald og voldtægter.

Der kan siges meget om overvågning, for eksempel at det letter efterforskningsarbejdet, men næppe at det har en stor kriminalitetsforebyggende effekt.

For eksempel har både Det Kriminalpræventive Råd i Danmark og Sverige samt Justitia flere gange påpeget, at videoovervågning kun forhindrer kriminalitet i meget specifikke situationer såsom »hærværk og indbrud i biler på offentlige parkeringspladser«, men at der ikke er et klart forskningsbaseret belæg for, at det kan »forebygge voldsomme hændelser«.

Men det slår ikke Hummelgaard ud af kurs. Over for Jyllands-Posten understreger han, at det ikke er »på baggrund af rapporter eller mangel på samme«, at han baserer sine »politiske ønsker«. Hans input er hentet fra virkeligheden.

Og her hopper kæden af.

Hvorfor præsentere et udspil, der ikke virker?

Særligt når borgerne ude i virkeligheden ifølge Justitsministeriets egen Tryghedsundersøgelse generelt er trygge i deres nabolag, og når niveauet har ligget konstant højt (knap 90 procent) siden 2013.

Ser man på kriminalitetsstatistikkerne, er udviklingen heller ikke entydigt negativ. En oversigt over strafferetlige afgørelser de seneste 20 år viser, at antallet af fældende afgørelser, hvor en person er kendt skyldig i voldsforbrydelser, er faldet – både når det kommer til simpel vold, alvorligere vold og særlig alvorlig vold.

Men for Socialdemokratiet er subjektiv tryghed en politisk mærkesag – uanset det objektive behov.

Instinktivt bør sådanne udspil altid mødes med stor modstand. For den socialdemokratiske tryghed kommer med en pris.

Som påpeget af den engelske filosof Thomas Hobbes i 1600tallet trækker tryghed og frihed i hver sin retning. Når trygheden vinder frem, taber friheden terræn. I dette tilfælde betaler vi for falsk tryghed (overvågning, der ikke forebygger) med vores ret til privatliv.

Og det er ikke første gang.

Skive for skive skærer vi hjørner af den personlige frihed. Først gennem flere kameraer, så mere ansigtsgenkendelse, så logning og samkøring af digitale spor, og til sidst har vi åbnet døren for ulovlig overvågning uden for demokratisk kontrol.

»Men jeg har jo intet at skjule,« tænker du måske. Men du glemmer, at retten til privatliv netop er dit værn mod staten den dag, hvor staten ikke er din ven, og du faktisk behøver et privatliv, som rækker ud over de få kubikcentimeter inden for din hovedskal.

Og hvis den seneste geopolitiske uro viser noget, så er det, at vi ikke kan tage demokratiske retsstater for givet. Verdens ældste moderne folkestyre vakler, og førend vi aner det, kan vi stå i en situation, hvor den retsstat, vi skatter så højt, pludselig ikke skatter os.

Men »uden tryghed, ingen frihed«, argumenterede den daværende justitsminister Nick Hækkerup i 2019. Det er dog socialdemokratisk argumentspaghetti. Frihed er ikke tryghed. Og du har ret til at blive beskyttet mod uberettiget overvågning i det offentlige rum – ligesom vi værner om din brevhemmelighed, din boligs ukrænkelighed og dine personlige oplysninger.

Så lad nu være med ukritisk at opgive grundlæggende frihed for at vinde en indbildt tryghed. For sandheden er, at du i den byttehandel ikke kun mister din frihed – du får heller aldrig den tryghed, du blev lovet.