Bragt i Børsen d. 17. marts 2026
Skrevet af Otto Brøns-Petersen
Danmark er det vestlige land, hvor politikerne er mest afhængige af at beskatte borgerne for at skaffe penge til offentlige udgifter. Derfor kan det undre, at selv regeringsbærende partier er villige til at spille hasard med skattesystemet og inficere det med symbolpolitik.
Ikke desto mindre har Socialdemokratiet gjort en formueskat til flagskib i valgkampen. Forslaget, der første gang blev lagt på bordet under statsministerens valgudskrivelse, virker ikke gennemtænkt.
Der har af god grund været fokus på, at negative adfærdseffekter vil spise langt mere af provenuet, end Socialdemokratiet antager. Det peger både mine og andre økonomers analyser på. Hovedforklaringen er let at se med lidt rentes-renteregning.
Formueskatten sænker efter skat forrentningen af formuer over 25 mio. kr. Det vil sætte sig i stadig mindre formuer – og dermed skattegrundlag – end ellers.
Hvis man tager statsministerens egen begrundelse om, at hun ønsker mindre formueulighed alvorligt, så må det også føre til samme resultat. Hvad havde hun ellers tænkt sig? At formuefordelingen ikke blev påvirket af skatten?
Negative effekter
Men uden adfærd er det givet, at formueskatten aldrig kommer til at give provenu af betydning. Det har den heller ikke gjort historisk. Det var en af årsagerne til, at socialdemokraterne afskaffede den i 90’erne.
Derimod vil den få negative samfundsøkonomiske effekter. Den vil i praksis øge de mest forvridende skatter i skattesystemet: skatten på aktie- og kapitalindkomst. Under realistiske rente- og inflationsforudsætninger vil den reale skat på kapitalafkast kunne overstige 100 pct.
For virksomheder, der er afhængige af ejerkredsens finansiering, vil formueskatten kunne medføre et stort spring i det skattemæssige kapitaldræn.
Det er især et problem for iværksættervirksomheder og andre uden adgang til etablerede kapitalmarkeder. Det betyder også, at iværksættere skal tænke sig ekstra om, når de beslutter sig for, hvor deres og virksomhedens fremtid skal ligge.
Et godt spørgsmål er, hvor mange potentielle formueskatteydere der ville flytte ud. Her springer det i øjnene, at Sverige tilbyder markant bedre vilkår.
Ingen arve- eller formuebeskatning og lavere kapitalskat. Sverige er i forvejen et eksempel på, hvordan fremsynede reformer af kapitalbeskatningen (hovedparten under socialdemokratiske statsministre) har skabt et dynamisk miljø for nye vækstvirksomheder.
Formueskat handler ikke bare om at tage penge fra rige mennesker, men om samfundsøkonomi og produktivitet. Lavere produktivitet skader lønningerne ikke kun i de berørte virksomheder, men alle lønninger og overførsler.
Forhåbentlig er det ikke tanken, at den socialdemokratiske formueskat skal blive til noget.
Men selv risikoen kan sætte sig i de forventninger, økonomiske aktører baserer deres beslutninger på. Noget af skaden er nok allerede sket.
