Udgivet d.
3. marts 2019 - 15:07
Debat
Demokrati
Uddannelse
Ørestad Gymnasium præsenterer sig selv på hjemmesiden www.orestad.dk som et ”moderne gymnasium med en medieprofil”. Det med medieprofilen lever gymnasiet i disse dage til rigelighed op til, efter at en større gruppe af dets elever i torsdags mødte undervisningsminister Merete Riisager med buh-råb og skældsord. Sognepræst Katrine Lilleør, som også var tilstede, har udtalt, at der var ”en tumultarisk stemning, og det var uden for kontrol”. Jo, optrinet har bestemt givet gymnasiet en medieprofil – om end nok af en anden slags end ønsket.
Til gengæld har Ørestad Gymnasium ikke nogen særlig stærk faglig profil ifølge en opgørelse udarbejdet af min Cepos-kollega Henrik Christoffersen. Det vender jeg tilbage til.
Elevernes højlydte utilfredshed med undervisningsministeren skyldtes primært regeringens besparelser på uddannelsesområdet. Ironisk nok har de økonomiske vismænd få dage før protesterne offentliggjort en analyse, som sætter besparelserne i et positivt lys.
Vismændene finder, at besparelserne ikke har haft negative effekter på elevernes udbytte af undervisningen, målt ved andelen af elever, der færdiggør gymnasiet, karakterer samt tilbøjeligheden til at læse videre.
Vismændene konkluderer: ”Dermed kan besparelserne have øget produktiviteten målt ved de uddannelsesmæssige udbytter pr. tilskudskrone”.
Ifølge vismændene kan fraværet af negativ effekt af besparelser skyldes, at ”tilskudsniveauet i udgangsåret for analysen (2007) var så højt, at betydningen af den ændrede tilskudskrone har været lille”. Det forekommer meget sandsynligt. Som det fremgår af nedenstående figur er Danmark det land i OECD, der bruger flest penge på uddannelse.
Jo flere penge man bruger på en ting, jo mindre afkast får man af at bruge endnu flere. Fænomenet er velkendt blandt økonomer og kaldes ”faldende skalafkast”. Vi kender alle fænomenet fra vores hverdag: Den første øl er mere læskende end den tiende. Eller for at tage et andet eksempel: Det store flertal af danskere ejer i dag en smartphone, men meget få ejer to. Årsagen er, at afkastet af smartphone nummer to er meget lille sammenlignet med afkastet af smartphone nummer et.
Det er efter min mening et af Danmarks største samfundsproblemer, at vi tænker på velfærdsstatens kerneområder såsom uddannelse som områder, hvor afkastet af at bruge flere penge ikke er aftagende men konstant. Ligegyldigt hvor mange penge, vi bruger i forvejen, er antagelsen altid, at løsningen på velfærdsstatens udfordringer er at bruge endnu flere penge.
Vismændenes analyse viser, at det i hvert fald for gymnasierne ikke ser ud til at være tilfældet. Færre penge gav ikke dårligere resultater.
Og så er vi tilbage ved eleverne på Ørestad Gymnasium. Elevernes protester over urimelig smalhals fandt meget sigende sted i Ørestad Gymnasiums nærmest luksuriøse bygninger.
Eleverne protesterede også over nye regler vedrørende fravær, som blandt andet indebærer, at elever, der kommer for sent til en time, bliver registreret som fraværende i hele timen. Men det er da ganske rimeligt, at det har konsekvenser at komme for sent, forstyrre både lærer og de øvrige elever samt gå glip af undervisning.
Ørestads-elevernes protester er symptomatiske for en syge, der opstår i velfærdsstater: Alle søger at definere sig som ofre for udefrakommende uretfærdigheder. Alting er altid andres skyld, og svaret er altid, at man vil have flere af andre folks penge. Det falder ikke eleverne fra Ørestad Gymnasium ind, at de faktisk har det ret godt. Skatteyderne forærer dem en uddannelse, og fra de fylder 18 år, får de endda SU oveni. I stedet for at tage imod med taknemmelighed, møder eleverne fra Ørestad Gymnasium velfærdsstaten med buh-råb, ukvemsord og krav om mere. Flere penge.
I velfærdsstaten handler det i mindre grad om at se indad og gøre sig umage. Det handler i højere grad om at råbe op og kræve ind. Selv forventninger om at møde til tiden møder protester. Og det bringer os tilbage til Ørestad Gymnasiums faglige præstationer. Som det fremgår af tabellen, ligger Ørestad Gymnasium her tæt på bunden.
Ud af i alt 139 gymnasier ligger Ørestad på en ikke særligt flatterende 117. plads. Undersøgelsen måler danske gymnasiers ”undervisningseffekt” på baggrund af eksamenskarakterer. Undervisningseffekten er et udtryk for i hvor høj grad, skolen har løftet en elev i forhold til det forventede givet elevens socioøkonomiske baggrund. Opnår eleven en højere karakter end forventet, har skolen en positiv undervisningseffekt.
Eleverne på 116 gymnasier formår at gøre det bedre end eleverne på Ørestad.
Det var næppe alle eleverne på Ørestad Gymnasium, der deltog i eller støttede protesterne, og man skal ikke generalisere. Mit råd til de højtråbende elever på Ørestad Gymnasium er at vende blikket indad. Gør jer lidt mere umage med jeres studier. Kast ikke skylden på undervisningsministeren eller Folketinget. Lad være med at se jer selv som ofre for dårlige ydre omstændigheder. I har fantastiske ydre omstændigheder. Jeres gymnasium har ikke færre penge end de 116, der gør det bedre end jer. Opfør jer som frie ansvarlige individer. Tag ansvar for jeres eget liv, og grib de fantastiske muligheder, samfundet giver jer.
Jeg kan godt blive bekymret for, at det helt legitime ønske om at styrke NATO vil blive brugt herhjemme som anledning til at introducere de allerede hårdt beskattede danskere for endnu en skat.
Den måske største debat i det 20. århundrede om, hvad der kendetegner et retfærdigt samfund, blev skudt i gang for 50 år siden.
