Greta Thunberg og andre dommedagsprofeter tager fejl: 2019 var det bedste år nogensinde for menneskeheden

Fremtiden tegner lys, trods klimaforandringer.

Den svenske teenager og klimaaktivist Greta Thunberg er vor tids dommedagsprofet. Og folk labber det i sig. Ved sin tale i Davos i januar 2019 sagde Thunberg blandt andet, at hun ikke ønskede, at unge mennesker skulle være håbefulde. De skulle gå i panik.

Det er omtrent det dårligste råd, man overhovedet kunne give. Klimaudfordringen kræver omtanke og handling, der virker. Ikke panik. Og det er synd, at Thunberg og hendes følgere har haft held til at skræmme store grupper af unge fra vid og sans i en sådan grad, at mange vitterligt tror, at ”vi har 11 år til at redde verden”.

Thunberg afslutter året, ligesom hun begyndte det. Den 28. december skriver hun på twitter, at året 2019 kan opsummeres i fem ord: ”Our house is on fire”.

For enhver der åbner øjnene og rent faktisk ser på, hvad der foregår i verden, er Thunbergs budskab tydeligvis forkert. Hvis året skal opsummeres i fem ord, kunne det være noget i retning af: ”Det har aldrig gået bedre”. Det går generelt set fremad for menneskeheden, ikke tilbage. Selvfølgelig ikke på alle områder, men på de fleste og på de væsentligste.

Menneskeheden lever længere og sundere for hvert år, der går. Vi bliver mere velstående, færre lever i fattigdom, børnedødeligheden falder, flere unge end nogensinde før får en uddannelse.

Klimaforandringer er et problem, som vi skal forholde os til. Men vi skal ikke blæse det ud af proportioner. Thunberg og hendes mange følgere er fundamentalister, som insisterer på, at klimaforandringer er en altoverskyggende eksistentiel trussel, som derved tilsidesætter alle andre hensyn.

Men fakta fortæller os noget andet. Klimaforandringer har allerede været i gang i nogle årtier. Den globale middeltemperatur er steget med mere end 1 grad celcius siden den industrielle revolution begyndte for 200 år siden. Den samme periode har budt på de største fremskridt i menneskehedens historie, og de sidste tre årtier har været de bedste.

I 1960 var den globale forventede levealder for nyfødte 53,9 år, i 1990 var den 65 år og i 2016 var den steget til godt 72,2 år. Den forventede levealder for nyfødte i udviklingslande lå i 2016 på 70,3 år, hvilket er højere end niveauet i industrialiserede lande i 1960 (68,5 år). Det værste, man kan forestille sig som forældre, er at miste et barn, og derfor er det en velsignelse, at børnedødeligheden i dag er en fjerdedel af, hvad den var i 1960 (33 ud af 1000 børn i 2014 mod 113 i 1960).

I 1960 var BNP pr. indbygger på globalt plan 3.700 US dollar (USD) målt i 2010-dollars (faste priser), i 1990 var tallet ca. 7.000 USD og i 2018 var den gennemsnitlige velstanden per borger i verden øget til 10.900 USD (link til tal her). Velstandsfremgangen er særlig høj i udviklingslandene. Derfor ser vi den globale ulighed i indkomst falde. Udviklingslande har i dag i gennemsnit et større BNP pr. indbygger, end de industrialiserede lande havde i 1960.

Den mest opløftende konsekvens af denne brede velstandsfremgang i verden er, at antallet af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom (Ifølge Verdensbanken defineret ved, at man lever for under 1.90 USD om dagen målt i 2011-priser) falder i et meget hurtigt tempo. I 1990 levede 36 pct. af verdens befolkning i ekstrem fattigdom. I 2015 var andelen faldet til 10 pct.

Det betyder naturligvis ikke, at alt er godt. Jeg ville ønsker, at der allerede i dag slet ikke fandtes absolut fattigdom. Men i menneskehedens historie har det været normen, at de fleste levede i eller tæt ved absolut fattigdom. Sult og sultedøden var altid en risiko for de fleste mennesker. Takket være kapitalismen og ny teknologi er det nu realistisk at forvente, at vi indenfor få årtier for første gang i menneskehedens historie helt vil kunne udrydde absolut fattigdom. Det er en triumf.

Nogle vil indvende, at selvom det er gået godt indtil nu, behøver det ikke at blive ved i fremtiden. Og det er per definition korrekt. Vi kender ikke fremtiden. Men vores bedste viden fra FN’s klimapanel siger, at hvis man omregner alle de forventede omkostninger ved en temperaturstigning på 2 grader Celsius til tabt velstand, vil omkostningen i 2070 ligge mellem 0,2 og 2 procent af BNP (se dette link, side 19).

Det er meget store omkostninger, som vi skal forsøge at minimere, men vi skal ikke gå i panik eller lade os omhylle af sortsyn. Vi skal heller ikke overreagere med klimapolitikker, hvor kuren er værre end sygdommen.

Omkostningerne ved klimaforandringer på 0,2 til 2 procent af BNP skal ses i forhold til, at det globale BNP i 2070 kan forventes at være firedoblet -altså 400 procent større end i dag. Nedenstående figur illustrerer, hvad vi har i vente.

Den gennemsnitlige velstand per borger i verden ligger i dag som nævnt på ca. 10.900 USD (2010-priser). Den globale økonomi vokser med ca. 3½ pct. om året, hvilket svarer til 1,9 pct. per person, eftersom verdens befolkning vokser. Det har været tendensen de seneste årtier. Hvis vi fremskriver en vækst i velstanden på 1,9 pct. per verdensborger til 2070, får vi et velstandsniveau på godt 27.000 USD i gennemsnit uden omkostningerne ved klimaforandringer. Hvis vi anvender det høje IPCC-estimat for omkostninger på 2 procent og trækker dem fra, vil velstanden i 2070 reduceres 26.700 USD. Det er værd at tage alvorligt, men ingen katastrofe, al den stund gennemsnitsborgeren fortsat vil være 2,4 gange mere velstående end i dag.

IPCC’s vurdering er naturligvis usikker, og IPCC skriver selv, at omkostninger, der ligger over intervallet på 0,2 til 2 pct. af BNP formentlig er mere sandsynligt end omkostninger, der ligger lavere. Så lad os så imødekomme Thunbergisterne og male fanden på væggen. Lad os 15-doble klimapanelets skøn over omkostningerne fra 2 til 30 procent af BNP. En veritabel katastrofe! Men selv med denne ”i værste fald”-antagelse, får vi stadig i 2070 en verden, hvor menneskeheden er markant mere velstående end i dag, næsten dobbelt op.

Selvom klimaforandringer vil skabe problemer, må vi altså forvente, at verdens befolkning – herunder danskerne – generelt vil leve langt bedre liv i 2070 end i dag. Fremtiden tegner lys, trods klimaforandringer. Det er endvidere meget vigtigere for menneskets ve og vel i fremtiden, at vi sikrer fortsat høj økonomisk vækst, end at vi får bekæmpet klimaforandringer. Vi bør naturligvis gøre begge dele, men at forsage vækst til fordel for at bekæmpe klimaforandringer er en skidt idé.

Det er ikke noget nyt, at dommedagsprofeter har godt tag i os. Mennesket har altid været fascineret af dystopier. Det er næppe tilfældigt, at de fleste science-fictionfilm beskriver en verden, hvor afgørende ting på den ene eller anden måde et gået galt: enten styres verden af despoter (Hunger Games, Elysium, eller Orwells 1984 for at nævne nogle få) eller en katastrofe i form af krig, miljø-ødelæggelse eller ukontrolleret teknologi har indfundet sig (Mad Max, Matrix, Terminator). Ofte er der tale om en kombination af dårligdomme.

Den britiske samfundstænker John Stuart Mill bemærkede i 1828: ”Jeg har observeret, at det ikke er den, der håber, hvor andre fortvivles, men ham, der fortvivles, hvor andre håber, som opnår andres beundring som vismand” (se fodnote nederst). Med Thunberg er der ikke noget nyt under solen. Den form for dommedagsretorik, som hun prædiker, er set mange gange før. Og mange gange før er folk ukritisk og paradoksalt begejstret flokkedes om budbringeren og vedkommendes dystre budskab.

Gang på gang har de overvurderet problemernes størrelse og undervurderet menneskets evne til via kreativitet og hårdt arbejde at løse problemerne.

Ny teknologi og vækst er de vigtigste kilder til at sikre en bedre fremtid for mennesket og samtidig den bedste vej til at sikre, at vi kan håndtere klima- og andre miljøudfordringen (se fx denne video).

Der er naturligvis andre ting, man kan bekymre sig om her ved udgangen af 2019. Vil Vesten kunne bevare det liberale demokrati og åbne og frie markeder, eller vil socialister, islamister eller klimafanatikere kunne ødelægge vores samfundsorden og dermed også vores fremtidsperspektiver? Socialister er i de senere år lykkedes med det første i et land som Venezuela. Så bekymringerne er bestemt relevante. Nogle af disse store spørgsmål vil jeg berøre i en snarlig blog.

—

Fodnote: Mills citater er min oversættelse fra engelsk: “I have observed that not the man who hopes when others despair, but the man who despairs when others hope, is admired by a large class of persons as a sage”

Blogindlæg udgivet på Jp.dk d. 30. december 2020.