Har demokratiet ret til at forsvare sig selv med antidemokratiske midler?

Af Mia Amalie Holstein.

En ny demokratidebat er dukket op i Danmark. Anstødsstenen er en invitation til samtale om »demokratisk sindelag«, som Folketingets Indfødsretsudvalg har sendt til tre ansøgere om dansk statsborgerskab. Men hvordan skal vi egentlig forholde os til vores demokrati, når det kæmper for sin egen overlevelse med ikkedemokratiske midler?

I sommeren 1945 – umiddelbart efter Besættelsen – indledte den kommunistiske professor Jørgen Jørgensen med indlægget »Demokratiet har ret til at forsvare sig« en hidsig demokratidebat. Anstødsstenen var et ønske i befolkningen om at forsvare demokratiet mod det antidemokratiske sindelag.

Jørgensens argument var, at der ikke er en nødvendig forbindelse mellem »Demokrati og Humanitet«, og at demokratiet derfor gerne må behandle sine modstandere hårdt og »gaa over til Haandgribeligheder« over for dem, der udviser »antidemokratisk Sindelag«. For »maskinpistolangreb kan desværre ikke slaas tilbage med Stemmesedler.«

Et ekko af denne demokratidebat synes at være dukket op igen.

I november modtog en kvinde og to mænd, der havde søgt om dansk statsborgerskab, en invitation fra Folketingets Indfødsretsudvalg om at komme til samtale om deres »demokratiske sindelag«.

De opfyldte ellers alle de objektive krav om at modtage det danske, rødbedefarvede pas: De havde blandt andet erklæret, at de ville overholde dansk lov, herunder Grundloven, og udvise loyalitet over for danske værdier, retsprincipper og demokrati, de havde opholdt sig lovligt i landet i minimum ni år i træk, var selvforsørgende og havde fuldtidsbeskæftigelse, de havde ikke have begået strafbare forhold (eller modtaget en bøde over 3.000 kroner) og havde bestået indfødsretsprøven.

På et punkt skilte de sig dog ud: De havde på Facebook skrevet opslag, som ifølge flere politikere ikke var foreneligt med danske værdier.

En havde blandt andet haft et profilbillede på Facebook af Saddam Hussein. En anden havde som reaktion på burkaforbuddet i 2018 skrevet: »Sindssyge folk i Folketinget. I skal gøre noget mod jeres homoseksualitet i stedet for.«

Disse udtalelser har fået flere politikere til at argumentere for, at det at få tildelt dansk statsborgerskab naturligvis ikke er en menneskeret. Det er et privilegium. Man inviteres ind i et fællesskab og tildeles rettigheder og pligter. I retur stiller vi krav til ansøgerne om, at de påtager sig den nationale identitet. For vi ønsker ikke at ernære »en gøgeunge i den danske rede som ved første lejlighed skubber os andre ud«, for at bruge Poul Henningsen ord fra demokratidebatten i 1945. Vi ønsker at bevare og værne om vores liberale demokrati.

Der er dog grænser for, hvordan vi må behandle statsborgerskabsansøgninger. Ifølge Justitsministeriet vil et »vilkårligt« afslag på en anmodning om statsborgerskab potentielt være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions princip om retten til privatliv (artikel 8) evt. i kombination med forbuddet mod diskrimination (artikel 14).

For folketingspolitikere må ikke ud fra vilkårlige skøn og ikke objektivt konstaterbare betingelser afgøre, om ansøgerens sindelag stemmer overens med hans erklæring om, at han vil være loyal over for det danske demokrati. Endvidere kan man spørge, hvordan denne sindelagskontrol stiller os i forhold til tanke- og ytringsfrihed (artikel 9 og 10)?

Paradoksalt nok risikerer folketingspolitikerne – i deres iver for at forsvare Grundloven og retsstatens grundprincipper – at komme til at krænke de selvsamme.

Men én ting er, om Folketinget har ret til at udøve sindelagskontrol. En anden er om det er klogt. Bør demokratiet kæmpe for demokratiet med ikkedemokratiske midler? Det spørgsmål fører os tilbage til efterkrigstidens demokratidebat.

I 1945 skrev Poul Henningsen, at han grundlæggende var bekymret over Jørgen Jørgensens tanke om et demokrati, som forsvarede sig selv gennem sindelagskontrol.

For det første fordi sindelagskontrol vil lære antidemokrater at holde ekstreme holdninger og konspirationer langt væk fra det politiske dagslys, hvor de møder modstand og modreaktioner. Vi mister således overblik over og kontrol med antidemokratiske bevægelser.

For det andet fordi sindelagskontrol er et lån fra det totalitære system, der giver politikerne en farlig magt i hænderne. En magt, som vores grundlovsfædre netop ønskede at undgå at give politikere ved at gøre vores friheder ubetingede. Først gælder sindelagskontrol ansøgere til statsborgerskab, men siden måske også for danske ansøgere om kommunal støtte, som for eksempel fremsat af Bertel Haarder og Jens-Kristian Lütken i Berlingske.

Det centrale spørgsmål er, om vi er villige til at skære »skaar og hakker i demokratiets grundtanke« for undervejs at sætte det demokrati, vi vil redde, »ud af funktion (…) for at lette politiets kontrol«.

Måske gør staten klogest i at indse, som påpeget af forfatteren Niels Møller i 1929, at tankefrihed er den frihed, »som den dog ikke kan hindre«, og at talefrihed »er en Menneskeret«.