Har politikerne slet ikke evnen til at prioritere?

I økonomisk teori er kollektive goder et væsentligt argument for at have en stat. Et kollektivt gode er karakteriseret ved at være ikkeekskluderbart (du kan ikke forhindre folk i at forbruge godet) og ikke rivaliserende (den enes forbrug af godet forhindrer ikke andre i at forbruge godet).

Det bedste eksempel på et offentligt gode er landets forsvar. Forsvaret er ikkeekskluderbart, fordi man ikke kan forhindre Gunner på Gratistvænge 42 i at få gavn af Forsvaret, selv om han ikke betaler til det. Og Forsvaret er ikkerivaliserende, fordi Gunners gavn af Forsvaret ikke forhindrer, at hans naboer får gavn af det.

Der er derfor et økonomisk argument for at lade staten finansiere Forsvaret med skatter, som Gunner og de andre danskere tvinges til at betale.

Det er ganske enkelt en af de bedste – måske den eneste – måder at sikre, at landets borgere bliver forsvaret mod overgreb fra andre nationer. Landets forsvar er derudover – sammen med bl.a. politi og retssystem (der beskytter borgerne mod interne overgreb) – et af de helt centrale argumenter for overhovedet at have en legitim stat, som kan beskytte dens borgere mod overgreb.

Af denne årsag har Forsvaret også historisk været noget af det første, et samfund har prioriteret. Og derfor har udgifter til Forsvaret historisk udgjort en betydelig andel af statens udgifter. Sidst i 1600-tallet udgjorde udgifter til hæren og flåden således mere end 50 pct. af statsudgifterne.

Alligevel er vi i Danmark endt i en diskussion om, hvordan vi overhovedet får finansieret Forsvaret. Og som om det ikke er nok, stiger ventetiderne ved domstolene så kraftigt, at Dommerforeningen er bekymret for retssikkerheden.

Den danske stat har altså – på trods af at Danmark har nogle af verdens højeste skatter – svært ved at sikre, at to af dens mest centrale opgaver bliver løst tilfredsstillende.

Til gengæld kunne Carl Valentin (SF) forleden på Twitter fejre, at der er afsat 675 mio. kr. frem til 2030 til at øge danskernes forbrug og produktion af plantebaserede fødevarer.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil uddele et kulturpas til udsatte unge uden forskningsmæssigt belæg for en effekt. Og regeringen vil nedsætte et råd, der kan “afdække og diskutere, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser”.

Disse initiativer kommer der muligvis noget godt ud af, men de kan næppe betegnes som afgørende for beskyttelsen af danske borgeres sikkerhed.

Det siger en del om politikernes evne til at prioritere statens indtægter, at de fejrer og opfinder nye udgifter i en tid, hvor helt centrale opgaver i staten ikke bliver løst tilfredsstillende. Mit håb er, at landets politikerne spænder hjelmen og får prioriteret statens helt centrale opgaver. Først hvis politikerne formår at løse disse opgaver, bør vi diskutere, om de også bør bruge skatteborgernes penge på virkningsløse luftkasteller.

Bragt i Børsen den 7. Februar 2023