Højtlønnede som advokater og læger kan i den grad selv bestemme, om de vil tage nye klienter og kunder ind, og læger har mulighed for at bijobbe på privathospitaler mv. Ifølge Finansministeriet øges beskæftigelsen med 8.000 personer, hvis topskatten fjernes, og skatteprovenuet reduceres med ca. ni mia. kr. Uligheden øges lidt, hvis topskatten fjernes. Men ikke mere end at vi fortsat vil være blandt de lande i OECD med lavest ulighed. Uligheden vil fortsat være lavere end i Sverige.
Selskabsskat
Thornings produktivitetskommission konkluderede, at lavere selskabsskat er blandt de skatter, der øger væksten mest. Lavere selskabsskat gør det mere attraktivt for danske virksomheder at investere i nye maskiner og teknologi, og jo bedre maskiner, en lønmodtager arbejder med, jo mere kan han eller hun producere pr. time.
Det giver højere løn til danske lønmodtagere. Der er desuden en international skattekonkurrence i gang, hvor lande sænker selskabsskatten for at tiltrække udenlandske virksomheder. Eksempelvis har Sverige besluttet at sænke selskabsskatten til 20,6 pct., Østrig sænker den til 21 pct. og Storbritannien til 17 pct. I Danmark udgør selskabsskatten 22 pct. Min anbefaling er, at Folketinget lige efter valget vedtager en reduktion i selskabsskatten på 2 procentpoint til 20 pct.
Provenutabet er ca. to mia. kr. ifølge Finansministeriet. Frem mod 2025 bør selskabsskatten reduceres til 15 pct. Det vil øge BNP i Danmark med 19 mia. kr. Provenutabet udgør ca. ni mia. kr.
Aktieskat
Danmark har med 42 pct. den næsthøjeste aktieskat i OECD. I Sverige udgør aktieskatten 30 pct. En høj aktieskat gør det sværere for små og mellemstore virksomheder at tiltrække kapital til nye investeringer i teknologi og maskiner. Det hæmmer innovationen samt produktivitets- og lønudviklingen.
Aktieskatten bør reduceres fra 42 til 30 pct. Der er ingen grund til, at vi skal have højere aktieskat end Sverige. Provenutabet udgør blot to mia. kr.
Registreringsafgiften
Registreringsafgiften bør afvikles i Danmark som i Sverige, hvor der ikke er en registreringsafgift. Provenutabet udgør ca. otte mia. kr. Registreringsafgiften er en meget væksthæmmende skat, og hvis den afvikles, bliver det bl.a. mere attraktivt at bosætte sig i yderområder, fordi de lange transportafstande kan ske i en god og behagelig bil.
Ifølge de økonomiske vismænd er den samlede danske bilbeskatning alt for høj i forhold til de eksterne omkostninger, der er ved bilkørsel (forurening, CO2-udledning mv.) Beskæftigelsen øges med ca. 8.000 personer og BNP øges med ca. ni mia. kr.
Afgifter
En række afgifter fjernes for blandt andet at reducere grænsehandlen og for at reducere velfærdsstatens formynderiske regulering af danskerne. Jeg anbefaler, at man fjerner afgifterne på kaffe, slik, chokolade og vin, mens ølafgiften reduceres til EUs minimumssats. Denne afgiftspakke indebærer et provenutab på fem mia. kr.
Ovenstående skattelettelser udgør i alt ca. 33 mia. kr. Det kan finansieres inden for råderummet på 21,5 mia. kr. frem til 2025, og ved at man standser tilgangen til efterløn fra 2021 og reducerer dimittenddagpengene fra 13.000 kr. til 8.000 kr.