CEPOS logo
Time5 min.

Her er opskriften på vores hemmelige succes

Udgivet d.

23. september 2024 - 00:00

Debat

Beskæftigelse

Erhvervsliv

EU

Konkurrence

Af Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS – bragt i Finans.dk den 23. september 2024

”Velkommen til 40 millioner polakker i EU” skrev den EU-skeptiske Junibevægelse i en stor annonce for 25 år siden. Formålet var at jage danskerne en skræk i livet over den udenlandske arbejdskraft, som med den frie bevægelighed kunne svømme ind over os – bl.a. fra kandidatlandet Polen.

Polakkerne kom faktisk strømmende og udgør i dag den største udenlandske gruppe på det danske arbejdsmarked. Og sammen med dem kom mange andre udlændinge. Hele 12 pct. af de beskæftigede er nu såkaldt ”international arbejdskraft”, mod 2 pct. da annoncen kørte og 6 pct. i 2010.

Derimod er skrækscenariet med, at udlændinge ville tage vores job og drive vores lønninger ned, udeblevet. Den udenlandske arbejdskraft er en dundrende succes, som økonomiministeren dokumenterer i sin seneste Økonomisk redegørelse.

Den tegner sig for 40 pct. af den økonomiske vækst siden 2015. Den er med til at jævne konjunktursvingningerne ud, giver overskud for de offentlige finanser og øger danskernes produktivitet og løn. Som enhver kan se ved selvsyn, er arbejdsløsheden lav. Udlændingene skaber lige så mange job som de besætter.

Historien står i skærende kontrast til de problemer, der som regel er i fokus i forbindelse med udlændinge: Kriminalitet, velfærdsturisme, ghettoer og dårlig integration. Måske derfor fik den gode historie ikke den fortjente opmærksomhed.

Den viser også noget om, hvordan integrationsproblemerne kan løses. Arbejdsmarkedet er en effektiv integrationsmotor. Et marked bygger på gensidige fordele. Og det handler ikke kun om, at polakker er dygtige og arbejdsomme – også flygtninge og familiesammenførte har bidraget til den voksende beskæftigelse, viser analysen. Der er til gengæld et stort potentiale i at få endnu flere af dem ind på det almindelige arbejdsmarked.

Succesen med udenlandsk arbejdskraft er også en understregning af, hvor EU’s potentiale ligger: At fjerne barrierer for vækst. Alle har efterhånden indset, at EU sakker bagud ikke mindst i forhold til USA, selv om vi egentlig burde ”catche up”, sådan som fattigere lande normalt gør. Desværre synes nogle at tro, at man kan kommandere væksten frem gennem politisk styring, flere udgifter og optagelse af lån.

Den fejlslagne industripolitik, som blev trængt i baggrunden af det indre marked med dets friere bevægelighed for mennesker, varer og kapital, er ved at melde sin tilbagekomst. Alt imens det indre marked har mistet damp. Måske skulle de europæiske politikere få bedre blik for hidtidige succeser og fiaskoer.

Relateret artikel

Beskæftigelsesgraden er over det historiske gennemsnit i 2023

26. december 2024

ABCepos: Beskæftigelsesgraden er over det historiske gennemsnit i 2023.

Relateret artikel

Deltagelsen på arbejdsmarkedet kun lidt højere end i 1950 – på trods af kvindernes indtog

26. december 2024

ABCepos: Deltagelsen på arbejdsmarkedet kun lidt højere end i 1950 – på trods af kvindernes indtog.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed