Højere skatter giver færre penge i statskassen. Det får stor betydning for velfærdsstatens fremtid

Men hæver man en afgift, som i forvejen er ret høj, for eksempel fra C til D på figuren, så giver det kun en lille stigning i skatteindtægterne. Hvordan kan det være? I det konkrete eksempel med cigaretafgifter skyldes det, at jo højere afgiften bliver, jo mere påvirker den rygernes adfærd. I takt med at det bliver stadig dyrere at købe cigaretter, vælger flere og flere at holde helt op med at ryge eller at ryge mindre. Andre køber flere cigaretter i udlandet. Det indebærer, at når afgiften bliver hævet, så stiger indtægterne til statskassen fra afgiften ikke ret meget.

Efter et vist punkt vil cigaretsalget i Danmark falde så meget, at de samlede indtægter til statskassen slet ikke stiger, men faktisk falder, hvis man hæver afgiften yderligere. Det punkt kaldes lafferpunktet, opkaldt efter økonomen Arthur Laffer.

Lafferpunktet for cigaretafgiften nås ifølge skatteministeriet ved en cigaretpris på mellem 60 og 70 kr. Det er i øvrigt højt sat, for der er nogle effekter, som de ikke regner med.

Det er faktisk en del af formålet med skatten på tobak at påvirke rygernes adfærd. Politikerne ønsker, at færre skal ryge, fordi rygning er usundt. Og nok så væsentligt så mener de også, at en skat på tobak rent faktisk vil have denne effekt: altså få færre til at ryge. Det har de med stor sikkerhed ret i.

Alle partier i Folketinget ville desuden skrive under på, at en lang række andre skatter på lignende vis påvirker vores adfærd. Også her er det en vigtig del af formålet med skatterne (ud over at få flere penge i den altid sultne statskasse) at få borgerne til at ændre adfærd. Det er således bredt anerkendt på tværs af ideologiske skel, at skat på CO₂, alkohol og sukker får os til henholdsvis at udlede mindre CO₂, drikke mindre alkohol og spise mindre sukker.

Men enigheden, om at skatter påvirker adfærden, forsvinder pludselig, når talen falder på andre skatter såsom skatter på indkomst. Her vil især den politiske venstrefløj ofte benægte, at disse skatter kunne risikere at påvirke adfærden – i hvert fald i nævneværdig grad. Det skyldes formentlig, at vi her faktisk ikke ønsker de adfærdsvirkninger, som disse skatter har. Den politiske ønsketænkning er derfor at lade som om, at lige præcis disse skatter slet ikke har nogen adfærdsvirkninger.

Men sandheden er, at alle skatter påvirker adfærden hos dem, der bliver beskattet – nogle mere end andre, men generelt kan man sige, at jo højere skatten er, jo større er påvirkningen af adfærd. Det er svært at forestille sig, at en skat på arbejde på 100 procent, for at tage et ekstremt eksempel til illustration, ikke ville få folk til at arbejde mindre, at konvertere hvidt arbejde til sort og i det hele taget søge at undgå skattebetaling i langt højere grad end i dag.

Ligesom skat på rygning mindsker tilbøjeligheden til at ryge, så mindsker skat på indkomst tilbøjeligheden til at forsøge at opnå en højere indtægt. En højere indtægt kan man opnå ved at arbejde flere timer eller ved at gøre sig ekstra umage på jobbet. Skat på indkomst gør altså, at folk arbejder mindre og gør sig mindre umage. Man kan godt forstå, at dem, der gerne vil hæve skatterne på indkomst, ikke bryder sig om disse effekter.

Men effekterne er der nu engang. Her med Produktivitetskommissionens formulering:

”De oven for omtalte studier peger på, at lavere marginalskatter på arbejdsindkomst vil kunne øge produktiviteten ved at fremme mobiliteten på arbejdsmarkedet, styrke incitamentet til uddannelse og opkvalificering og øge tilskyndelsen til at vælge de uddannelser, der giver de bedste indtjeningsmuligheder på arbejdsmarkedet. Der kan også være andre produktivitetsfremmende effekter af lavere marginalskatter, f.eks. hvis de fører til, at nogle skatteydere yder en større indsats på arbejdet i håb om at opnå en lønforhøjelse eller forfremmelse, eller hvis de fremmer innovative iværksætteraktiviteter”.

Samt:

”En skattesænkning får nogle skatteydere til at arbejde i flere timer eller får flere til at deltage på arbejdsmarkedet”.

Skat på kapitalindkomst er skat på afkastet af opsparing. Og det giver mindre tilbøjelighed til at spare op og dermed færre investeringer i små virksomheder og iværksættere. Denne negative effekt på opsparingen er ligeledes veldokumenteret.

Der er altså en lafferkurve for både indkomst- og kapitalskat. Men hvor på lafferkurven ligger disse skatter i dag? Det er svært at fastslå helt nøjagtigt.

Produktivitetskommissionen konkluderede, at hvis man hæver den øverste marginalskat på 56 procent, så er der risiko for, at man ikke får flere kroner i kassen. Eller med deres egen formulering: ”Det kan … ikke udelukkes, at selvfinansieringsgraden ved en sænkning af topskattesatsen i Danmark er tæt på eller endog større end 100 pct.” Vismændene sagde omtrent det samme i 2012: ”Der er stor sandsynlighed for, at en ekstra skat på de højeste arbejdsindkomster vil reducere de samlede skatteindtægter”. Topskatten må derfor ligge tæt på lafferpunktet, når det er usikkert, om der overhovedet kommer ekstra penge i kassen, hvis man hæver den, og den kan sågar tænkes at ligge over lafferpunktet, så skatteindtægterne ville stige, hvis man sænkede den.

Hvad er så den optimale skatteprocent? Er det den, der skaffer flest mulige penge i statskassen og dermed ligger på lafferpunktet? Hvis man har samfundets samlede ve og vel på hjerte, så er det en alt for høj skatteprocent. Faktisk bør man stoppe med at hæve skatteprocenten længe inden man når lafferpunktet – især når man beskatter noget, vi ikke ønsker os mindre af (såsom tobak eller forurening) men tværtimod mere af såsom arbejdsindsats og investeringer. Allerede når det begynder at blive usikkert, om en skattesats ligger på lafferpunktet, er skadevirkningerne enorme.

Lad mig illustrere pointen ved at tegne lafferkurven igen, men på en lidt anden måde, jf. figuren nedenfor. På x-aksen ser vi, hvor mange kroner borgernes velstand reduceres, og på y-aksen ser vi, hvor mange kroner, der kommer ind i statskassen.

Hvis skatten i forvejen er lav, og man hæver den lidt, så svarer statens indtægter omtrent til det tab, borgerne lider. Hvis borgerne mister 100 kr., kommer der omtrent 100 kr. i statskassen. Samlet set er velstanden i samfundet omtrent uændret, der er blot overført penge fra borgerne til staten. Men efterhånden som man nærmer sig lafferpunktet, kommer der stadig færre penge i statskassen for hver 100 kr., borgerne mister i velstand.

Længe inden lafferpunktet når man et sted, hvor staten kun får for eksempel 25 kr. ind for hver 100 kr. borgernes velstand reduceres. Det indebærer et tab for Danmark som helhed på 75 kr.

I Danmark ligger en række skatter tæt på kafferpunktet. Det gælder ud over topskatten også flere kapitalskatter, f.eks. aktie- og kapitalindkomstskatten, spiritusafgiften samt registreringsafgiften. Det er altså skatter, som reducerer danskernes velstand meget for hver krone i skatteindtægter. Det er et stærkt argument for at sænke dem, da det vil øge velstanden.

Det større perspektiv i dette er, at velfærdsstaten har en skjult omkostning: Ud over de direkte omkostninger til driften lider samfundsøkonomien også et tab, fordi en række af de skatter, som finansierer de offentlige udgifter, påvirker borgernes adfærd på en måde, som reducerer velstanden i samfundet. Det er ikke målet med disse skatter, men det er en negativ bivirkning.

Meget tyder på, at vi er ved at have nået grænsen for, hvor mange penge velfærdsstaten kan skrabe ind. Den kan derfor ikke blive ret meget større.

Det er sådan set ikke så besynderligt, når man tænker på, at Danmark har verdens næsthøjeste skattetryk – kun overgået af franskmændene, som i disse måneder er gået på gaden i voldelige demonstrationer, som startede som en reaktion imod planlagte yderligere stigninger i skattetrykket dér. Præsident Macron har nu besindet sig og lover skattelettelser for at imødekomme demonstranterne.

Der er næppe mulighed for at hæve skattetrykket ret meget mere i Danmark. Tværtimod er der brug for at sænke det, så de mest velstandsreducerende skatter kommer længere væk fra lafferpunktet.

Der er dog intet, der tyder på, at borgerne ikke fortsat ønsker flere og bedre velfærdsydelser. Det bliver derfor nødvendigt at reformere velfærdsstaten. Det kan ske på flere måder

1. Ved en bedre prioritering, så stat, regioner og kommuner bruger færre penge på mindre vigtige ting, så der bliver flere penge til mere vigtige opgaver eller til lavere skat.
2. Ved at øge produktiviteten i velfærdsstaten, så danskerne kan få flere ydelser for de samme penge. Jeg har i min seneste bog, Velfærd i det 21. århundrede, samt i en række blogs (se for eksempel her, her og her) skrevet om det store potentiale for dette.
3. Ved at ændre den måde hvorpå vi finansierer velfærd, så mindre finansieres ved skatter og afgifter og mere via privat forsikring og ægte brugerbetaling. Den udvikling har vi blandt andet set på pensionsområdet, hvor den har været en stor succes. Perspektiverne ved øget privat finansiering af velfærd er ligeledes beskrevet i min bog.

I praksis bliver der nok tale om en kombination af alle tre reformretninger. De møder alle stor modstand fra velfærdsstatens særinteresser, men på langt sigt vil presset for at løse velfærdsstatens voksende problemer formentlig vise sig større end presset fra særinteresserne. Så forvent, at disse tre reformretninger kommer til at præge velfærdsstatens udvikling i de kommende årtier. Alt sammen på grund af lafferkurven.