Aktieindkomstskatten er ikke en generel forhindring for at skaffe kapital til virksomheder, der har adgang til etablerede og internationaliserede kapitalmarkeder. Men for små og nye virksomheder kan det være nødvendigt med investorer, for hvem denne skat er en alvorlig hindring.
Det kan f.eks. være iværksætteren selv, som finansierer virksomheden med et lån i huset og lavere indbetalinger til pension. I så fald kan der være et markant spænd mellem rentefradraget (ned til 25 pct.) og PAL-skatten (15,3 pct.) på den ene side og aktieindkomstskatten på 42 pct. på den anden. Det mindsker det forventede gevinst ved at investere i virksomheden.
Der er ingen god grund til, at skatten på netop aktie- og kapitalindkomst skal være så høj, heller ikke fordelingspolitiske motiver.
Men én bekymring har spøgt for nylig – endda i forbindelse med KLAR-alliancens initiativ. Nemlig det såkaldte hovedaktionærproblem. Det består i, at hovedaktionærer ofte selv kan bestemme, om de vil tage overskuddet ud som løn eller udbytte. Ved tilfældets magt har marginalskatterne på at bruge de to kanaler være nogenlunde ens i mange år. Derfor har vi sluppet for regler, der opdeler overskuddet skattemæssigt. Simpelthen fordi det var underordnet.
Hvis aktieindkomstskatten sænkes, kan det ændre sig. Det vil imidlertid være en grov proportionsforvrængning at lade hovedaktionærproblemet stå i vejen. Andre steder i skattesystemet lever vi fint med at opdele overskuddet (f.eks. i virksomhedsskatteordningen), og andre lande klarer sig også fint med det. Hovedaktionærproblemet kan altså løses på anden måde end med ens satser.
Det bør i øvrigt bemærkes, at med regeringens skattereform er der allerede kommer ekstra spænd. Så tiden er i forvejen inde til at finde en ny løsning på et ret perifert problem.
Bragt i JP Finans den 29. maj 2024
