Hvordan man ikke hjælper verdens fattigste

Bragt i Børsen d. 25. november 2025

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Verden har på 200 år bevæget sig fra en tilstand, hvor kun lande med de allerbedste betingelser kunne skabe vedvarende vækst i levestandarden, til én, hvor kun de ringeste regimer ikke kan. Joel Mokyr har netop modtaget Nobelprisen i økonomi for sin forskning i de enestående betingelser der skulle til, for at den industrielle revolution brød i gennem i England.

En vigtig forudsætning for væksten efter den industrielle revolution har været adgangen til fossile brændsler. Stern og Kander viser i en simulering, at levestandarden i Sverige ville være stagneret snarere end løftet sig 25 gange (fra 1850 til 2000) uden en markant stigning i energiforbruget og overgang til moderne brændsler.

Det siger sig selv, at de lande, der først fik industrialisering, har efterladt sig et stort drivhusgas-fodaftryk. Men betyder det, at vi har en ”klimagæld” til lande, der er kommet sent i gang, og som ikke alle kan anvende samme mængde fossiler, uden at den globale opvarmning bliver for stor? Det spørgsmål har længe forpestet internationale klimaforhandlinger, senest COP30 i Brasilien.

Præmissen for ”klimagæld” er grundlæggende forkert. Den tidlige industrialisering har ikke stillet resten af verden dårligere, men bedre. Den har trukket en uset stigning i levestandarden med sig, uanset at mulighederne for at bruge yderligere fossile brændsler også er blevet indskrænket, og uanset at global opvarmning som følge af brug af fossile brændsler isoleret set vil have negative effekter på levestandarden. De negative effekter overdøves markant af de positive.

En central mekanisme bag væksten i levestandarden i den 3. verden er således ”cathing-up” – dvs. vækst trukket af imitation af og handel med teknologisk ledende lande. Uden væksten i Vesten ville hele verden have været meget fattigere. Danmark har ikke tabt på, at England industrialiserede først og brugte mere fossilt brændsel. Det skal vi tværtimod være lykkelige over.

En anden gal præmis er, at overførsler fra de rige lande for at “afdrage klimagælden” ville havne i lommerne på verdens fattige. Den omfattende empiriske litteratur viser, at effekten af udviklingsbistand på væksten i 3. verdenslande er skuffende lille.

Det bedste, vi i de rigsteste lande kan gøre for den tredje verden, er at bremse udledningerne af drivhusgasser, så verden ikke passerer det punkt, hvor omkostningerne ved brug af fossilt brændsel overstiger gevinsterne. Den omstilling er vi heldigvis godt i gang med i Vesten, og gennem snart tyve år har drivhusgasudledningerne fra OECD-landene været aftagende (mens de fortsat stiger i resten af verden). Det skyldes en politisk indsats, men også en teknologisk udvikling, som har nedbragt væksten afhængighed af fossile brændsler igen.

Det er det oplagte svar på klimaudfordringerne – ikke global omfordeling baseret på falske forestillinger om ”klimagæld”.