Hvorfor er andre EU-landes gæld vores problem?

Bragt på Punditokraterne.dk d. 10. juli 2025

Skrevet af Otte Brøns-Petersen

Institutioner former politik.

Det er et tema, som optager os en hel del her på stedet, hvor vi interesserer os for public choice og konstitutionel økonomi. Gode institutioner – dvs. nogle der giver politiske beslutningstagere gode incitamenter – har gode konsekvenser. Så hvis vi ønsker os de gode konsekvenser, bør vi interessere os for at skabe gode institutioner.

Men sammenhængen går også den anden vej. Politik former institutioner. Derfor kan der være en god grund til at interessere sig for mere konkret politik også.

Det er en stor del af motivationen for, at jeg interesser mig for statsgældsproblemet i EU. Eller statsgældskrisen om man vil. Det har jeg for nylig udgivet en analyse om her og givet et interview til Information om her.

Det lyder måske kontraintuitivt at interessere sig for statsgæld i et land, som rigeligt opfylder EU-traktatens finanspolitiske regler og netop har opjusteret det finanspolitiske råderum voldsomt. Bruttogælden ligger langt under den tilladte grænse på 60 pct. af BNP, og tager man hensyn til, at staten har købt aktiver med arme og ben (senest Københavns Lufthavn), og kigger på nettogælden, så er den helt væk og erstattet af en nettoformue på 25 pct. af BNP. Vi har som bekendt overholdbare offentlige finanser med plads til at finansiere konsekvenserne af aldringen, uden at belaste kommende generationer.

Forklaringen på interessen er imidlertid to ting.

For det første er EU og især eurolandene så langt på vejen mod fælles hæftelse, at der er voksende risiko for, at vi kommer til at hæfte for andre landes gæld. Der er altså kommet et stadigt tykkere sugerør i den ellers bugnende danske statskasse. Det er en rent økonomisk bekymring.

For det andet kan fælles gæld – og fælles hæftelse i det hele taget – få afgørende betydning for vores politiske institutioner. Fælles gæld leder nødvendigvis til større centralisering. Vi er altså i gang med en ændring af vores forfatningsmæssige rammer – men uden først at have taget en demokratisk diskussion af det. Det er naturligvis en helt legitim politisk holdning at ønske et mere centralistisk EU i stil med USA. Men vi bliver nødt til at diskutere det først, og det bør ikke ske på en måde, hvor vejen til centraliseringen går over risiko for kaos – på grund af nationale gældskriser – og sprængning af unionen – på grund af modvilje mod at betale for andres finanspolitiske problemer.

Hvorfor leder fælles gæld og fælles hæftelse til centralisering? Af flere grunde.

For det første skaber fælles hæftelse meget usunde incitamenter for det enkelte land til at optage gæld på andres regning. Det er et såkaldt “commons problem”, navngivet efter den velkendte overgrasning af fælleder i Europa i tidernes morgen. F.eks. har de franske vælgere klart demonstreret, at de foretrækker at stemme sig til andre befolkningers penge. De italienske vælgere afsætter jævnligt deres regering, når de bliver trætte af reformpolitik. I sidste ende kan et commons problem kun løses på to måder. Enten må fælleden deles op i private stykker – dvs. at hvert land hæfter for sin egen gæld. Selv om EU-traktaten bygger på netop det princip, er det for længst tilsidesat. Eller også må der etableres en central magt, som overdrages evnen til at optage gæld fra medlemslandene. Det er sådan, USA blev organiseret efter sin gældskrise efter uafhængighedskrigen, og det er sådan, staten regulerer de danske kommuner.

For det andet kræver fælles gæld en tilstrækkelig stærk central magt – med både økonomisk og politisk styrke. Gælden skal finansieres, hvilket kræver indtægter. Det vil svække mulighederne for at optage gæld, hvis EU skal gå tiggergang til medlemslandene, hver gang gælder skal amortiseres.

For det tredje skal provenuet fra gælden fordeles. Det kan gå til enten projekter på EU-niveau eller uddeles til medlemslandene. I begge tilfælde vil det centralisere den politiske magt. Det gælder allerede for provenuet fra Genopretningsfonden, som landene får tildelt til centralt godkendte planer.

Der lægges da heller ikke skjul på, at der følger centralisering med, når ideen om fælles gæld bliver solgt. Både kommissionen og danske politikere peger på, at fælles gæld kan bruges til at opdrage andre lande til at gøre, hvad vi gerne vil have dem til: Gennemføre reformer, bruge flere penge på oprustning, lave grøn omstilling osv. Der er bare ét problem: Det bliver ikke Danmark, som kommer til at bestemme vilkårene. Det er simpelthen en logisk fejltagelse at ræsonnere: ”Hvis EU havde mere magt, kunne den bruges til [indsæt selv]. Derfor bør EU have mere magt”. Det kræver, at det også sandsynliggøres, at magten vil blive brugt på den måde.

En del af centraliseringen kan måske i praksis undgås ved, at landene bruger pengene, som de vil, uanset de formelle bindinger. I forvejen har landene som sagt i stort omfang set bort fra de fiskale regler og overgældsat sig massivt, uden det har fået konsekvenser. Men det vil blot øge behovet for centralisering yderligere – lige som de vedvarende overskridelser af de fiskale regler skubber i den retning.

At Danmark skulle kunne indrette Europa i vores eget billede, blot vi går med til fælles gældsstiftelse, er i bedste fald naivt.