Ingen god grund til de høje danske kapitalskatter

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Bragt i JP Finans den 27. juni 2025

De danske skatter på kapitalafkast er voldsomt forvridende. De medfører meget store samfundsøkonomiske omkostninger. Det gælder især de astronomiske satser på aktieindkomst og kapitalindkomst. Det viser en ny Cepos-analyse.

Der er tre årsager til de store samfundsøkonomiske forvridninger.

For det første er marginalskatterne på kapital meget høje. Når man tager hensyn til inflationen, ligger de reale skattesatser for aktie- og kapitalindkomst på et næsten konfiskatorisk niveau: 84 pct. For det andet er opsparingen ret følsom over for beskatning, mere end f.eks. arbejdsudbuddet. Skatterne udløser relativt store adfærdsændringer.

For det tredje er forskellige former for opsparing beskattet meget forskelligt. Pensionsopsparing og boligkøb (så længe det ikke er til den progressive sats for ejendomsværdiskat) rammes mindre hårdt end aktie- og kapitalafkast. Derfor søger opsparingen naturligt nok over i de lidt mere lempeligt beskattede former.

Problemet er, at porteføljeforvridningen har en samfundsøkonomisk omkostning. Samtidig udhuler den noget af beskatningens fordelingseffekt.

Men kapitalbeskatning er grundlæggende slet ikke egnet til fordelingspolitik. Det er et velkendt skatteøkonomisk resultat, at selv politikere, som ønsker at omfordele fra høje til lave indkomster, bør afholde sig fra at beskatte kapitalafkast i det hele taget, netop fordi det forvrider ekstra meget i forhold til lønindkomstbeskatning.

Ikke desto mindre ligger de danske kapitalskatter både højt og tilfældigt. Der er ingen god grund til, at to skatteydere med samme samlede opsparing skal rammes af vidt forskellige skattesatser.

De høje kapitalskatter kan heller ikke forklares med behovet for at finansiere offentlige udgifter. Udgifterne bør finansieres med de mindst forvridende skatter – og det er som sagt ikke skatterne på kapital.

Faktisk er de højeste marginalskatter på kapital så høje, at de ikke indbringer nogen indtægter, men reducerer skatteprovenuet. De gør ikke kun den enkelte skatteyder fattigere, men os alle sammen.

Når det stadigt voksende råderum i den offentlige økonomi skal fordeles, bør det gå til at nedsætte de mest forvridende skatter. Men når det gælder de højeste skatter på kapital, behøver politikerne ikke at prioritere pengene, fordi de er fuldt selvfinansierende at nedsætte –  i hvert fald i starten.

Det er nok ikke tilfældigt, at stort set ingen andre lande har valgt at beskatte kapital med samme høje satser som i Danmark.