International handel Ricardos teori om komparative fordele

Indledning

At begge parter i en frivilligt indgået handel har fordel af at handle med hinanden (ellers ville de ikke gøre det), er en af de mest grundlæggende indsigter i økonomisk teori.

Handel er et plussumspil, hvorved begge parter stilles bedre, end før de handlede.

At handel er til gensidig fordel for to personer, der handler med hinanden, ved de fleste, men når det kommer til international handel mellem lande, bliver det straks sværere at forstå, hvorfor frihandel skulle være til fordel for alle lande – også for fattige og lavproduktive lande.

Spørgsmålet om, hvorfor lande handler med hinanden, og om alle lande altid har fordel af frihandel, er nogle af de vigtige spørgsmål, som økonomisk handelsteori besvarer.

I dette notat sættes fokus på de tidligste teorier om international handel, nemlig Adam Smith’s teori om absolutte fordele og Ricardos banebrydende teori om komparative fordele i udenrigshandlen. Ricardos model er vigtig, fordi den viser, at alle lande – også de lavproduktive – har fordel af at handle med andre lande, når de hver især eksporterer de varer, som de har en komparativ fordel i at producere.

Ricardos teori om komparative fordele er en meget simpel “model”, der let kan forklares med et numerisk eksempel, men alligevel er det en model, der kan forklare mange vigtige aspekter af international handel: hvorfor lande handler med hinanden, og hvori gevinsterne ved international handel består.

Selv om modellen er så simpel, er resultaterne, der kan udledes af Ricardos model, “robuste” i den forstand, at de også holder i mere avancerede handelsteorier, hvilket giver grund til at tro, at resultaterne kan verificeres empirisk og holder i virkelighedens verden.

Adam Smith og de absolutte fordele i udenrigshandlen

Adam Smith (1723-1790) er både nationaløkonomiens og den økonomiske liberalismes fader. I sit økonomiske hovedværk, Nationernes Velstand, fra 1776 gjorde han op med den såkaldte “merkantilisme”, ifølge hvilken et lands velstand skal måles ved mængden af guld og sølv i statskassen. Ifølge merkantilistiske doktriner skal den økonomiske politik være protektionistisk for at sikre overskud på handelsbalancen, så indstrømningen af guld overstiger udstrømningen. Smith viste, at det er et forkert mål for velstand, for ifølge Smith skal et lands velstand måles på værdien af den samlede produktion.

Adam Smith forklarer også, hvorfor lande handler med hinanden, og hvorfor frihandel er godt baseret på landenes absolutte fordele i produktionen af forskellige varer.

Antag at der i både England og Portugal er 20 arbejdere, og at der i hvert land er beskæftiget 10 arbejdere med at producere klæde og 10 med at producere vin. Hvis 10 arbejdere i England kan producere enten 100 enheder klæde eller 50 enheder vin, og 10 arbejdere i Portugal kan producere enten 100 enheder vin eller 50 enheder klæde, så har England en absolut fordel i produktionen af klæde og Portugal en absolut fordel i produktionen af vin, tabel 1.

Gevinsten ved international handel består i, at handlen øger forbrugsmulighederne i begge lande:

• Hvis England reducerer beskæftigelsen i vinproduktionen og øger beskæftigelsen i klædeindustrien med 1 arbejder, så falder vinproduktionen med 5 enheder vin, og klædeproduktionen stiger med 10 enheder klæde. Eksporteres de 10 enheder klæde til Portugal, så kan England modtage 20 enheder vin i betaling, og samlet er Englands forbrugsmuligheder af vin øget med 15 enheder.
• På samme måde kan Portugal øge sine forbrugsmuligheder af klæde ved at flytte en arbejder fra klædeproduktion vil vinproduktion, eksportere 10 enheder vin, og importere 20 enheder klæde, hvilket øger Portugals forbrugsmuligheder med 15 enheder klæde.

Når to lande hver især har en absolut fordel (er mest produktiv) i produktionen af en vare, så vil begge lande have fordel af at eksportere den vare, som de har en absolut fordel i at producere.

Ricardos teori om komparative fordele

Mange mennesker tænker på international handel, som Adam Smith gjorde. At lande kun har fordel af frihandel, hvis de absolut set er mest produktiv, men det er forkert, hvilket David Ricardo viste, og det er en vigtig pointe.

Den engelske økonom David Ricardo (1772-1823) viste allerede i 1817, at gevinsten ved at handle med andre lande stammer fra landenes komparative fordele, ikke fra deres absolutte fordele.

Eksempel: En engelsk arbejder kan producere 10 enheder klæde eller 8 enheder vin, hvorimod en portugisisk arbejder kan producere 5 enheder klæde eller 6 enheder vin. England er altså mest produktiv i produktionen af både vin og klæde, og har således en absolut fordel i både klæde- og vinproduktion, men England er dobbelt så produktiv som Portugal, når det drejer sig om klædeproduktion, men kun en tredjedel mere produktiv i vinproduktion. England har derfor en komparativ fordel i produktionen af klæde, o¬¬g Portugal har en komparativ fordel i produktionen af vin.

Hvis der igen er 20 arbejdere i England og i Portugal, så kan England maksimalt producere 200 enheder klæde eller 160 enheder vin, og Portugal kan maksimalt producere 100 enheder klæde eller 120 enheder vin. Det er illustreret med produktionsmulighedsområderne i figur 1. Ved gradvist at forskyde beskæftigelsen fra klædeproduktion til vinproduktion kan England producere en hvilken som helst kombination af klæde og vin langs med den blå linje i figur 1, og Portugal vil kunne producere en hvilken som helst kombination af klæde og vin langs med den røde linje. 

Figur 1 viser de mulige kombinationer af klæde og vin, som England hhv. Portugal kan producere, men hvilken kombination af klæde og vin, de rent faktisk vil producere, kan vi ikke sige noget om uden at kende forbrugernes efterspørgsel.

For ikke at komplicere analysen, så antager vi blot, at engelske forbrugere efterspørger 100 enheder klæde og 80 enheder vin, og når et land er selvforsynende, så må produktionen svare til forbruget, så der må være 10 engelske arbejdere ansat i hver sektor. Lad os antage det samme om Portugal, så produktionen i England og Portugal er som angivet i tabel 2.

Gevinst ved frihandel 1: Øgede forbrugsmuligheder

Selv om England har en absolut fordel i produktionen af både klæde og vin, så er det en fordel for både England og Portugal at handle med hinanden ved hver især at eksportere den vare, som de har en komparativ fordel i at producere, og fordelen består som før i større forbrugsmuligheder:

• England kunne reducere beskæftigelsen i vinproduktionen og øge beskæftigelsen i klædeindustrien med 1 arbejder, hvorved vinproduktionen ville falde med 8 enheder vin, mens klædeproduktionen ville stige med 10 enheder klæde. De 10 enheder klæde kunne eksporteres til Portugal, hvor England ville modtage 12 enheder vin i betaling. Samlet set er Englands forbrugsmuligheder øget med fire enheder vin, mens forbruget af klæde er uændret.
• På samme måde kunne Portugal reducere beskæftigelsen i klædeindustrien og øge beskæftigelsen i vinproduktionen, hvilket ville øge produktionen af vin med 6 enheder og mindske produktionen af klæde med 5 enheder. Eksporteres de 6 enheder vin til England, kunne Portugal importere 7,5 enheder klæde, hvilket samlet set vil øge Portugals forbrugsmuligheder med 2,5 enheder klæde.

Der er altså gevinster ved handel for både høj- og lav-produktive lande, når de hver især eksporterer den vare, som de har en komparativ fordel i at producere.

Resultat nr. 1: Handel mellem lande er bestemt af landenes komparative fordele, ikke af deres absolutte fordele. Hvert land eksporterer den eller de varer, som de har en komparativ fordel i at producere.

Resultat nr. 2: Handel mellem to lande vil altid være til begge landes fordel, hvis hvert land eksporterer den vare, som de har en komparativ fordel i at producere, og gevinsten består i øgede forbrugsmuligheder.

Det sidste er en vigtig pointe, som ofte overses, når talen falder på handelspolitik. Fordelene ved frihandel handler først og fremmest om øgede forbrugsmuligheder for forbrugerne.

Når begge lande kan øge deres forbrug, så må den samlede produktion også øges, men hvordan sker det, når mængden af arbejdskraft er konstant? Svaret er, at det sker ved, at landene tenderer til at specialisere sig i produktionen af den vare, som de har en komparativ fordel i at producere, og derved vokser den samlede produktion i de to lande.

Øget velstand via specialisering

Hvis England specialiserede sig fuldstændig i produktion af klæde, kunne engelske forbrugere maksimalt forbruge 200 enheder klæde, som i figur 1, men de 200 enheder klæde kunne også eksporteres til Portugal (og andre lande med tilsvarende produktivitet i produktionen af vin) og føre til en import af 240 enheder vin, som illustreret i figur 2.

På samme måde kunne Portugal ved specialisering i vin maksimalt producere og forbruge 120 enheder vin, men de kan også eksportere vinen til England og modtage 150 enheder klæde i betaling, hvorved Portugals forbrugsmuligheder af klæde er 150 enheder med handel, figur 2.

 Når to lande handler med hinanden, så behøver produktionens sammensætning ikke længere være sammenfaldende med forbrugets sammensætning i landet. Landet kan specialisere sig i produktionen af den eller de varer, som de har en komparativ fordel i at producere, og på den måde kan de øge forbrugsmulighederne som vist i figur 2.

Når lande handler med hinanden baseret på deres komparative fordele, så vil de producenter, der har de komparative fordele kunne opnå en højere pris målt i den anden vare ved at eksportere til udlandet frem for ved at sælge varen på hjemmemarkedet.

I Ricardos model er der kun én produktionsfaktor, arbejdskraft, så højere pris er ensbetydende med højere løn i Englands sektor for klædeproduktion og i Portugals vinproduktion, og det vil tiltrække beskæftigelse fra den mindre produktive sektor. Produktionen i England vil derfor tendere til at blive specialiseret i klædeproduktionen, og produktionen i Portugal vil tendere til at blive specialiseret i vinproduktion.

Vi kan vise med et eksempel, at det er muligt via en delvis specialisering at øge den samlede produktion i England og Portugal tilsammen af både vin og klæde:

Eksempel: Hvis Portugal specialiserer sig i vinproduktion, kan de producere 120 enheder vin. Hvis England specialiserer sig næsten fuldt ud i klædeproduktion, så 18 arbejdere beskæftiges med klædeproduktion og kun 2 med vinproduktion, så kan England producere 180 enheder klæde og 16 enheder vin, tabel 3. Tilsammen producerer de altså 136 enheder vin og 180 enheder klæde, hvilket er 16 enheder vin og 30 enheder klæde mere end før specialisering; sammenlign tallene i tabel 2 og 3.

Resultat nr. 3: Hvis lande går fra autarki (fuldstændig selvforsyning, ingen handel) til frihandel, så vil markedskræfterne føre til en øget specialisering i produktionen af den vare, som landet har en komparativ fordel i at producere.

Resultat nr. 4: Hvis begge lande specialiserer sig helt eller delvist i produktionen af den vare, som de har en komparativ fordel i at producere, så kan den samlede produktion af begge varer stige.

Bemærk: Frihandel fører til, at landene via specialisering kan øge den samlede produktion af begge varer, hvorved den globale velstand stiger.

Specialisering er en af de “skjulte” gevinster ved frihandel og en af årsagerne til, at frihandel bidrager til at øge vækst og velstand i begge lande.

Komparative fordele handler om alternativomkostninger

Ricardos teori om komparative fordele tager udgangspunkt i Ricardos arbejdsværdilære, ifølge hvilken værdien af en vare er bestemt af den mængde arbejde, der medgår til produktionen af varen. Derfor antog vi ovenfor i tabel 2, at 100 enheder klæde kunne sælges for 80 enheder vin i England, og at 50 enheder klæde kunne sælges for 60 enheder vin i Portugal. 

Arbejdsværdilæren er for længst opgivet som en pristeori til fordel for en pristeori, hvor både udbud (produktionsomkostninger) og efterspørgsel (forbrugernes marginalnytte af varen) bestemmer en vares pris.

Ricardos resultat om de komparative fordele i udenrigshandlen afhænger imidlertid ikke af arbejdsværdilæren. Den handler grundlæggende om produktivitetsforskelle. Således var England i tabel 2 relativ mest produktiv i produktionen af klæde, og Portugal var relativ mest produktiv i vinproduktionen.

I en tysksproget artikel fra 1930 reformulerede den østrigske økonom Gottfried Haberler (1900-1995) Ricardos teori om komparative fordele, så den ikke afhang af arbejdsværdilæren. Haberler indså, at det er forskellen i alternativomkostninger i produktionen, der er afgørende.

Alternativomkostninger er det, man må give op for at opnå noget andet. Alternativomkostningen ved at producere 10 enheder klæde i England er 8 enheder vin, hvorimod alternativomkostningerne i Portugal ved at producere 10 enheder klæde er 12 enheder vin.

England har altså de laveste alternativomkostninger i produktionen af klæde, og Portugal de laveste alternativomkostninger i produktionen af vin.

Det er forskellen i alternativomkostninger, der giver mulighed for gensidigt fordelagtige handler. Et land har en komparativ fordel i produktion af en vare, hvis alternativomkostningen ved at producere den vare målt i andre varer er mindre end i andre lande.

Forklarer de komparative fordel handelsmønstre i international handel?

Der er en tendens til at lande i hovedtræk handler i overensstemmelse med deres komparative fordele.

Mange udviklingslande eksporterer landbrugsvarer og andre varer, som de kan producere billigt, fordi arbejdskraften er billig, hvorimod vestlige industrilande, eksporterer mere forarbejdede varer, der kræver en særlig ekspertise og avancerede produktionsteknologier.

Et fattigt land som Bangladesh har eksempelvis en stor tekstileksport, selv om de er mindre produktive end Kina, fordi arbejdskraften i Bangladesh er endnu lavere relativt til produktiviteten, så Bangladesh er konkurrencedygtig på trods af, at de er mindre produktive end Kina, Krugman et al (2015, 79).

Det er imidlertid kun en del af verdenshandlen, der er bestemt af komparative fordele. Danmarks største eksportmarkeder er Tyskland og Sverige, og i forhold til de lande eksporterer og importerer Danmark mange af de samme varer. Danmark eksporterer medicin, kemiske produkter, elektronik, maskindele m.m. til både Tyskland og Sverige, og vi importerer de samme typer af varer fra begge lande. Vi eksporterer også øl til Tyskland, samtidig med at vi importerer tysk øl. Det kaldes for intra-industri handel, altså handel med varer tilhørende samme type erhverv.

Andre gevinster ved handel

Der er en tendens til, at lande i hovedtræk handler i overensstemmelse med deres komparative fordele.

Lande handler med hinanden af mindst to andre grunde end komparative fordele:

1. Ved at eksportere til verdensmarkedet kan lande producere i en større skala og dermed udnytte stordriftsfordele i produktionen og i forskning og udvikling. Ved at udnytte stordriftsfordele frigøres ressourcer, der kan anvendes til produktion af andre varer og services, så den samlede produktion stiger.
2. En skærpet konkurrence fra udlandet vil presse indenlandske virksomheder til at blive mere effektive, og denne produktivitetsvækst er dét, der skaber økonomisk vækst.
3. Ved at handle med udlandet får borgerne adgang til et større udvalg af varer – både fødevarer, tøj, sko, biler, elektronik, telefoner osv. – end de ellers havde adgang til, hvilket øger nytten for alle.

Sammenfattende kan vi pege på, at der er tre former for gevinster ved frihandel:

1. Større forbrugsmuligheder og større produktion og velstand som følge af specialisering.
2. Produktivitetsstigninger som følge af udnyttelsen af stordriftsfordele samt som resultat af et stærkere konkurrencemæssig pres til at innovere fra den udenlandske konkurrence.

Større nytte som følge af adgang til et støre udvalg af varer, der kan give en højere behovstilfredsstillelse.

Udvidelser af Ricardos model

I modellen præsenteret ovenfor, var der kun to varer, klæde og vin, men modellen kan let udvides til mange varer. Hvis varerne rangordnes efter deres alternativomkostninger, så gælder det, at hvert land vil eksportere de varer, som de har en komparativ fordel i at producere, hvilket afhænger af det relative lønniveau i de to lande, Krugman et al (2015, 72-74).

Modellen kan også udvides til at tage hensyn til transportomkostninger, for det er naturligvis ikke gratis at eksportere og importere til og fra udlandet. Transportomkostninger medfører, at der vil være nogle varer, som et land vil eksportere, nogle varer som det vil importere, og dertil en række ikke-handlede varer, som ingen af landene vil eksportere eller importere, og som hvert land vil producere for sig selv, Krugman et al (2015, 76-77).

Afsluttende bemærkninger: Begrænsninger ved Ricardos model

David Ricardos opdagelse af de komparative fordele i udenrigshandlen er en af de mest brillante indsigter i økonomisk teori, og relevansen af ideen om komparative fordele begrænser sig ikke til udenrigshandlen, men er et generelt resultat, idet det handler om at udnytte de laveste alternativomkostninger.

Ud fra Ricardos model kan vi udlede nogle vigtige resultater om, hvad der bestemmer handelsstrømme mellem lande, og hvori gevinsterne består, men Ricardos model er 200 år gammel, og teorien ser bort fra en række forhold, der er vigtige i virkelighedens verden: Efterspørgslens rolle for bestemmelsen af de relative priser på vin og klæde og dermed på, hvad der faktisk produceres, lønningernes højde, anvendelse af og aflønningen af kapital, jord osv.

I Ricardos model er der kun én produktionsfaktor, arbejdskraft, og arbejderne er altså både producenter og forbrugere. Der er derfor ingen forskel på gevinsten for England og for den enkelte arbejder. I virkelighedens verden medgår der også andre produktionsfaktorer som kapital og jord i produktionen af varer, og så gælder det ikke længere, at gevinsten for et land er identisk med gevinsten for alle landets borgere. International handel påvirker indkomstfordelingen mellem arbejdskraft, kapitalejere og jordejere, så der vil være vindere og tabere ved international handel. 

For at analysere spørgsmålet om indkomstfordeling, er det nødvendigt at formulere nogle mere avancerede modeller, hvori der indgår både arbejdskraft, kapital og jord, og i de følgende notater om international handel præsenteres mere avancerede modeller, der kan belyse effekten af frihandel på indkomstfordelingen.

Litteratur

Haberler, Gottfried (1930): “Die Theorie der komparativen Kosten und ihre Auswertung für die Begründung des Freihandels,” Weltwirtschaftliches Archiv 32 (1930):349–70; oversat og optrykt i Anthony Y. C. Koo (ed.), Selected Essays of Gottfried Haberler, Cambridge, MA: MIT Press (1985): 3–19.

Krugman, Paul R., M. Obstfeld and M.J. Melitz (2015): International Economics. Theory and Policy. 10th ed. Boston.

Ricardo, David (1823): Principper for den politiske økonomi og beskatningen. 3. udgave, København 1978.

Sandmo, A. (2011): Economics Evolving. A History of Economic Thought. Princeton.

Skousen, Mark (2009): The Making of Modern Economics. 2nd ed. Armonk N.Y.

Smith, Adam (1776): Nationernes Velstand. København, 2013.

Appendiks 1. Komparative fordele

I Ricardos model vist i tabel 2, antog vi et arbejdsudbud på L = 20 enheder i både England og Portugal. I England kunne 10 enheder arbejdskraft producere 80 enheder vin eller 100 enheder klæde, så til produktion af én enhed vin eller klæde kræves det 10/80 = 0,125 hhv. 10/100 = 0,1 enheder arbejdskraft.

Lad os betegne mængden af arbejdskraft for at producere én enhed vin hhv. klæde med X _V  hhv.X _K 

Det gælder så, at produktionsmulighederne er begrænset af arbejdsudbuddet:

Indsætter vi tallene fra tabel 2, så har vi:

Produktionsmulighedsområdet er bestemt ud fra ligning (1,1), og ved at isolere på venstresiden som en funktion af arbejdsinputparametrene og klædeproduktionen, får vi ligningen for den rette linje i figur 1:

Første led på højresiden er skæringspunktet på y-aksen i figur 1. Indsætter vi tallene 20/0,12 =160, så får vi netop skæringspunktet. Det maksimale antal enheder vin, som England kan producere.

Andet led i ligning (1,2) er produktet af (–a_K / a_V) der er hældningen på kurven, og mængden af klæde produceret på x-aksen.

Alternativomkostningerne for klædeproduktion målt i vin for England er 

Lad is anvende bogstavet b for antal enheder arbejdskraft, der er nødvendige for at producere én enhed vin hhv. klæde i Portugal. Alternativomkostningerne for Portugal er dermed

Vi har altså, som vi så ovenfor, at alternativomkostningerne ved at producere klæde er større i Portugal end i England, idet

hvilket måske ses lettere ved at indsætte tal:

Den (negative) hældning på produktionsmulighedskurven for Portugal er dermed større end for England, en stejlere kurve, figur 1.

Om TANK&TÆNK

Denne publikation er en del af CEPOS’ TANK&TÆNK.

CEPOS’ TANK&TÆNK henvender sig til elever og lærere på de gymnasiale uddannelser, studerende og andre, som ønsker indsigt i samfundsvidenskabelige sammenhænge, friheds- og rettighedsbegreber, det danske samfunds opbygning og udfordringer samt naturvidenskab.

På vores hjemmeside www.cepos.dk vil du kunne finde undervisningsmateriale i form af korte tekster og videoer, som bl.a. kan bruges i undervisningen på landets gymnasier – eller blot til at blive klogere. Undervisningsmaterialet er under konstant udvikling, og der vil løbende blive tilføjet nye temaer og emner til siden. CEPOS lægger vægt på, at artiklerne er skrevet af fagpersoner med solid viden og indsigt, så det faglige indhold er i højsædet. Nogle af artiklerne formidler alene et fagligt indhold, mens andre er debatterende, dvs. at forfatteren enten drager egne konklusioner eller argumenterer for et synspunkt. Enkelte artikler er sat op overfor hinanden som forskellige vinkler på samme problemstilling.

Undervisningsmaterialet fra CEPOS’ TANK&TÆNK er til fri afbenyttelse, så længe man husker at angive tydelig kilde. Vi håber, at gymnasieelever, lærere, studerende, undervisere og øvrige interesserede vil få glæde af materialet, som forhåbentlig kan danne baggrund for gode debatter og medvirke til, at vi alle bliver klogere.