Jeg ser ikke den danske rekord i ulighed som et stort samfundsproblem

Efter folketingsvalget i 2019 skrev Mette Frederiksens røde blok flere gange i deres »forståelsespapir«, at uligheden skulle reduceres.

Og før valget i 2019 udgav Mette Frederiksen en publikation, der hed »Danmark er for lille til store forskelle«. Hun ville reducere uligheden, hvis hun vandt regeringsmagten. Hvordan er det så gået?

I torsdags kom der tal for uligheden for 2021 fra Danmarks Statistik. Tallene viser, at uligheden målt ved Gini-koefficienten steg med 0,6 point i 2021. Gini-koefficienten er nu på 30,2 procent og dermed for første gang over 30 procent siden statistikkens begyndelse i 1987. Det er bemærkelsesværdigt, at uligheden er steget til det højeste niveau i nyere danmarkshistorie under en regering, der har haft som mærkesag at reducere uligheden.

Stigningen i uligheden skyldes blandt andet højere formueindkomst som i betydelig grad er tilfaldet de mest velstående. Den stigende formueindkomst skyldes blandt andet, at 2021 var et godt aktieår, hvor aktiemarkedet steg markant. De ti procent rigeste opnåede en fremgang i den reale disponible indkomst på godt seks procent. De ti procent med lavest indkomst havde en tilsvarende stor fremgang. Det skyldes blandt andet, at der i 2021 var færre på kontanthjælp og flere i beskæftigelse. Ser man på de 80 procent i midten af indkomstfordelingen så opnåede de en fremgang på 2-21/2 procent.

Også i 2020 var der en mindre stigning i uligheden, så der siden Mette Frederiksen tiltrådte i 2019 har været en stigning i Gini-koefficienten på 0,7 point. Dermed fortsætter den stigning i uligheden, der har været gældende siden midten af 90erne. Uligheden er steget i langt de fleste år i denne periode. Det klart største ulighedsfald var i finanskriseåret 2009. Bundlinjen er, at uligheden er steget under alle statsministrene Nyrup, Fogh, Løkke og Thorning og nu også under Mette Frederiksen.

Der er flere forklaringer på stigningen i uligheden siden midten af 1990erne. En væsentlig forklaring er flere ældre, flere indvandrere, flere studerende (disse tre grupper kan have lav indkomst) og flere højtuddannede (der ofte har høj indkomst). Hertil kommer, at de stigende boligpriser og aktiekurser har medvirket til øget ulighed gennem perioden.

Desuden er der gennemført reformer, der trækker i retning af øget ulighed. Nyrup afskaffede formueskatten, halverede dagpengene for unge under 25 år og reducerede den øverste marginalskat fra 68 til 63 procent. Under Fogh og Løkke indførtes kontanthjælpsloftet og integrationsydelse, en fastfrysning af ejendomsværdiskatten og den øverste marginalskat blev reduceret fra 63 til 56 procent. Og Thorning mindreregulerede overførselsindkomsterne med fem procent for at finansiere højere topskattegrænse.

Ser man på Mette Frederiksens samlede politik, så har Finansministeriets beregnet, at den på lang sigt medfører, at ni ud af ti indkomstgrupper får reduceret deres levestandard. Det skyldes blandt andet højere bankskatter (der ifølge regeringens økonomer rammer alle indkomstgrupper), streamingskat, tobaksskat, dyrere benzinog dieselbiler med videre. De 40 procent fattigste går mest ned i levestandard. Konsekvensen er, at uligheden øges yderligere, når Mette Frederiksens afgiftsstigninger indregnes.

Jeg ser dog ikke den stigende ulighed som et stort samfundsproblem. Danmark er fortsat et af de mest lige OECD-lande. Vi har den 7. laveste ulighed blandt 38 OECD-lande. Øget ulighed er ikke et mål i sig selv. Men øget ulighed er i mine øjne en acceptabel bivirkning, hvis det sker i en periode, hvor samfundet udvikler sig positivt. Og det har været tilfældet siden midten af 1990erne, hvor flere hundredtusinder er kommet i arbejde og velstanden er øget markant. Så meget, at vi i dag er det 6. rigeste land ud af 38 OECD-lande – lidt efter USA og Norge. Reformer, der øger beskæftigelsen, er som nævnt en medforklaring på den øgede ulighed. Reformer, der får flere i arbejde, har ofte som bieffekt, at uligheden øges. For eksempel når man sænker marginalskatten på arbejde eller øger incitamentet til at tage et job ved at reducere overførselsindkomsterne (for eksempel lavere dimittend-dagpenge, som Mette Frederiksen har gennemført).

Mette Frederiksen har sagt, at hun vil danne en bred reformregering. Og i medierne har det været nævnt, at man vil øge arbejdsudbuddet med 40.000 personer via nye reformer. Det vil have som bivirkning, at uligheden øges yderligere. Det er ikke noget problem, da det vigtigste er, at flere kommer i job og velstanden øges.

Bragt i Berlingske den 28. november 2022