Jo flere medlemmer af Folkekirken, desto bedre drift af kommunen

Der er betydelig sammenhæng mellem, hvilke kommuner der klarer sig bedst i Indenrigsministeriets benchmarking-analyser, og hvilke kommuner der har flest medlemmer af Folkekirken.

Den nye benchmarking-enhed, som Økonomi- og Indenrigsministeriet (nu Social- og Indenrigsministeriet) etablerede i 2018, er kommet i gang med arbejdet. Der foreligger allerede væsentlige resultater, som bør påvirke de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi i 2020, og ikke mindst kommende forhandlinger om det kommunale finansieringssystem og den kommunale udligning.

Jeg har netop set på de første ni færdige analyser. De omfattede forskellige momenter, som alle mere eller mindre var relaterede til arbejdsmarkedet: Kommunens beskæftigelsesindsats, evnen til at få de unge ind i videreuddannelsesforløb, evnen til at forebygge sygefravær.

Jeg ville se, om der allerede inden alle kommunale opgaveområder er dækket af analyser, kunne udpeges gennemgående forklaringer på, hvilke kommuner der leverer stærke præstationer, og hvilke der leverer svagere præstationer. Det var slående, at jeg fandt nogle tydelige og synlige overordnede mønstre.

Folkekirken som fingerpeg om værdier
Når de enkelte kommuner karakteriseres ved hjælp af forskellige faktuelle kendetegn, lader det sig gøre at forklare omkring 15 procent af forskellene i præstationsniveau mellem kommunerne. Der ser ud til at være tendens til, at kommuner med en stærk position på nogle områder også viser sig at have stærke positioner på andre områder.

Denne trods alt langtfra dækkende forklaring fik mig til at søge efter forklaringer af anden art. Jeg satte fokus på forklaringer af værdimæssig art. Der findes ikke noget enkelt mål for værdier, så jeg valgte at bruge et kendetegn ved lokalsamfund, som alligevel udsiger træk, der peger i retning af bestemte værdisæt.

Spørgsmålet var, hvorvidt medlemskab af folkekirken fungerer som sådan et kendetegn. Det er selvfølgelig ikke medlemskabet i sig selv, som repræsenterer den egentlige årsagssammenhæng, men tanken var, at andelen af borgere, som er medlem af folkekirken, alligevel fungerer som en form for mekanisme, der opfanger en dybere realitet.

Det viste sig, at modellens forklaringsevne blev voldsomt øget. Nu var det 37 procent af forskellene mellem kommunerne, som blev forklaret.

Alt i alt peger analyserne på, at der råder betydende regionale forskelle i de værdier, som driver såvel borgernes som kommunernes adfærd. Et helt fundamentalt spørgsmål er da, om kommuner, hvori der tages lidt løst på tingene, har krav på kompensation fra kommuner, som fungerer bedre. Vi er godt på vej til en tilstand, hvor dette bliver reglen.

Serviceniveau bør stadig beregnes
I et halvt århundrede har det kommunale finansieringssystem været bygget op på den præmis, at alle kommuner i princippet skal have mulighed for at holde det samme serviceniveau for den samme skat, og serviceniveauet skal måles ved hjælp af såkaldte objektive udgiftsbehovsfaktorer, som karakteriserer henholdsvis demografiske og socioøkonomiske forhold i kommunen.

Selve denne kerne i det kommunale finansieringssystem blev i dette forår sprængt i luften af den daværende indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), som efter pres fra jyske borgmestre dekreterede, at det ikke længere gav mening at beregne serviceniveau.

Da serviceniveauet er lig med udgifterne i forhold til udgiftsbehovet, og da ministeriet fortsat beregner udgiftsbehovet og opgør udgifterne, er det i sagens natur ligetil at beregne det tal, som indtil nu har heddet serviceniveau. Det vil vi selvfølgelig fortsat gøre i Cepos, og Indenrigsministeriet vil så irettesætte os og meddele, at udgiftsbehov kun gav mening i finansieringssystemets første halve århundrede, men fra foråret 2019 aldeles intet siger om behov for udgifter.

Herved er vejen banet for slappe kommuner, som kan påvise, at det ikke går så godt hos dem. De har i hovedsagen alle høje udgifter i forhold til udgiftsbehov, men med Simon Emil i ryggen kan de nu sige, at det kan man ikke bruge til noget. Derved er det aldeles overladt til et politisk slagsmål at fastlægge den kommunale udligning og fordelingen af bloktilskud. Men det er også givet, at slappe kommuner bliver ved med at være slappe.

Debatindlæg udgivet på Altinget.dk d. 13.09.19