Kapitel 1 Konjunkturer og offentlige finanser
De økonomiske vismænd konstaterer, at presset på arbejdsmarkedet er stigende, og at det kan give anledning til højere lønstigninger. Vismændene vurderer dette som uproblematisk. Dette er jeg enig i. Vismændene vurderer dog også, at presset på arbejdsmarkedet kan øges yderligere, hvis den ventede tilgang af udenlandsk arbejdskraft ikke realiseres. I det scenarie er der ifølge vismændene risiko for en hård landing.
Vismændene vurderer, at de offentlige finanser er sunde, selvom der næste år er udsigt til et strukturelt underskud på 0,3 pct. af BNP. Dette er inden for budgetlovens underskudsgrænse på 0,5 pct. af BNP. Den strukturelle saldo ventes i 2025 at udvise et lille overskud på 0,1 pct. af BNP.
Vismændene vurderer desuden, at finanspolitikken samlet skønnes at dæmpe væksten med 0,2 pct. af BNP i 2019. Vismændene vurderer det som vigtigt, at den forudsatte finanspolitiske stramning gennemføres. Det skal her bemærkes, at jo mere af råderummet, der i 2019 anvendes på offentligt forbrug (sammenlignet med indkomstskattelettelser), jo lempeligere bliver finanspolitikken. I lyset af vismændenes fokus på aktivitetsvirkning af finanspolitikken, kunne det være hensigtsmæssigt i kommende rapporter også at belyse aktivitetsvirkningen af ændringer i skatter, offentligt forbrug og investeringer.
Vismændene vurderer, at med udsigt til en højkonjunktur med pres på arbejdsmarkedet, kan det være et godt tidspunkt at gennemføre arbejdsudbudsreformer. Dette er jeg enig i.
Vismændene anfører to forslag til at øge arbejdsudbuddet. Det ene er at lette adgangen for udenlandsk arbejdskraft ved at sænke beløbsgrænsen, og det andet er at fjerne topskatten for udlændinge de første 5 år i landet. Det kan undre, at vismændene lader sig begrænse til to (gode) forslag, som man oven i købet ikke har nogen skøn over virkningen af. Begge forslag retter sig mod udenlandsk arbejdskraft. Der er mange øvrige forslag, der kan iværksættes, hvor man kan skønne over effekten. Forslag, der får danskere i arbejde. Det kunne være en reduktion i dimittendsatsen, en reduktion i dagpengeperioden eller en lavere dagpengesats. Effekterne kan beregnes på baggrund af Dagpengekommissionens model. Vismændene gør i deres rapport opmærksom på, at dimittendledigheden er høj, og at dimittender udgør et beskæftigelsespotentiale. Her ville det være oplagt med beregninger af effekter af lavere dimittend-dagpenge. Desuden kan man overveje at reducere tilgangen til efterløn. Her er der også mulighed for at beregne arbejdsudbudseffekter. Desuden kan det beregnes, hvor meget arbejdsudbuddet øges, såfremt råderummet næste år (og de kommende år) anvendes på lavere marginalskat.
Jeg vil opfordre til, at vismændene fremover angiver mulige arbejdsudbudsreformer og deres forventede beskæftigelseseffekt. Det behøver ikke at være anbefalinger, men blot et overblik over reformmuligheder i forhold til at øge arbejdsudbuddet og hvilke fordele og ulemper, der kan være ved reformerne.
Vismændene kritiserer den nye aktiesparekonto for at være en unødvendig komplicering af det nuværende skattesystem. Jeg er enig i denne kritik. I stedet burde man have reduceret den eksisterende aktiebeskatning.
Vismændene roser regeringen for at lette elafgiften, da afgiften på el er højere end afgifter på andre typer energi set i forhold til den tilhørende CO2-udledning. Dette er jeg enig i, ligesom jeg er enig i, at man skulle gennemføre en endnu mere gennemgribende omlægning af afgifterne.
Vismændene kvitterer også for, at regeringen lægger op til mere teknologi-neutrale tilskud til vedvarende energi. Vismændene kritiserer, at regeringen bryder med den teknologi-neutrale tilgang ved at opstille et særskilt mål for havvind. Dette er jeg enig i.
Kapitel 2 Finanspolitisk holdbarhed
Vismændene vurderer, at de offentlige finanser er overholdbare svarende til 0,9 pct. af BNP. Det indebærer, at man kan reducere skatterne med 21 mia. kr., samtidig med at der er finanspolitisk holdbarhed. Overholdbarheden illustrerer dermed en ”overbeskatning” i forhold til de skatter, der er nødvendige for at finansiere de fremtidige udgifter.
Vismændene konstaterer, at der i en mellemperiode fra 2025 til 2040 sker en forværring af saldoen, som følge af at store årgange afløses af små årgange. Vismændene vurderer, at ”hængekøjeproblemet” er mindre end tidligere vurderet. På intet tidspunkt i vismændenes fremskrivning brydes budgetlovens underskudsgrænse på 0,5 pct. af BNP. Finansministeriet vurderer, at underskuddet i en mellem-periode overskrider den nuværende underskudsgrænse i budgetloven på 0,5 pct. af BNP. Vismændene nævner, at dette kan håndteres ved, at man hæver underskudsgrænsen til 1 pct. af BNP, hvilket er tilladt ifølge EU-reglerne. Dette er en oplagt mulighed. Hvis man derimod håndterer det midlertidige problem med for store underskud via budgetforbedringer, så bliver overholdbarheden endnu større.
Vismændene opfordrer til, at man i regeringen og Folketinget forholder sig til overholdbarheden på 21 mia. kr. Dvs. om og i givet fald hvordan pengene skal disponeres. Det havde været oplagt, at vismændene selv angav et svar på det første spørgsmål.
Kapitel 3 Uddannelsesstøtte på de videregående uddannelser
Vismændene har udarbejdet et godt og spændende kapitel om SU og uddannelse. Vismændene beregner, at videregående uddannelser er oversubsidierede (bl.a. i form af SU og skattefinansierede universitetsudgifter) i forhold til den forvridning, der sker af uddannelsesbeslutningen via det progressive skattesystem. Vismændene finder, at det neutrale uddannelsessubsidie udgør 30 pct. for personer, der ikke betaler topskat. For topskatteydere udgør det skatteneutrale uddannelsessubsidie 50 pct. Til sammenligning udgør det gennemsnitlige uddannelsessubsidie til videregående uddannelser ca. 60 pct.
Når støtten til uddannelse ligger over det skatteneutrale niveau, så er implikationen, at der investeres for meget i humankapital med et lavt samfundsøkonomisk afkast til følge. Oversubsidieringen kan dermed medvirke til over-uddannelse i Danmark. Dvs. at flere tilskyndes til at tage en videregående uddannelse ud over det, der ville blive realiseret ved et skatteneutralt niveau/det der er samfundsøkonomisk rentabelt.
Vismændenes analyse af oversubsidiering af uddannelse er interessant. Vismændene burde have inddraget dimittenddagpenge i beregningen af uddannelsessubsidiet. Såfremt man havde inddraget dimittend-dagpengene i analysen, ville oversubsidieringen være endnu større.
Vismændene konstaterer også, at da mange personer med en videregående uddannelse over et livsperspektiv tjener en relativ høj indkomst, er der ikke stærke fordelingsmæssige argumenter imod at yde en større andel af studiestøtten som lån frem for SU. Det fremgår af rapporten, at den danske SU ligger dobbelt så højt som niveauet i Sverige og Norge.
Vismændene refererer et engelsk studie, der finder, at 1.000 £ ekstra i SU i UK øger studiesøgningen med 3,95 pct. point. I Danmark finder et dansk studie, at 1.000 dollars ekstra i SU øger studieoptaget med 1,35 pct. Den mindre effekt i Danmark kan skyldes, at flere unge i Danmark starter på en videregående uddannelse, og derfor er potentialet for flere optagne mindre. Et dansk studie finder, at højere SU øger studielængden.
Vismændene skriver, at litteraturen finder, at studielån øger studieoptaget. Der refereres til et studie, der finder, at muligheden for studielån reducerer frafaldet på studier. Ifølge vismændene finder simuleringer på svenske data, at sammensætningen af lån og SU (for et givet samlet støtteniveau) ikke har signifikant betydning for studievalg og frafald.
Vismændene argumenterer for, at SU på kandidatdelen på universitetet helt eller delvist afløses af lån. Dette har CEPOS også tidligere anbefalet. Vismændene fremfører 3 gode argumenter for forslaget: For det første er den enkelte ret sikker på at kunne gennemføre studiet, når vedkommende har bestået bachelor-delen. For det andet har den enkelte studerende på kandidatdelen et godt overblik over indtjeningsmuligheder efter endt studie. For det tredje kan personer med en kandidatuddannelse forvente en høj indkomst gennem livet. Vismændene konstaterer i den forbindelse, at den nuværende studiestøtte øger uligheden set over et livsperspektiv.
Det er interessant, at vismændene konkluderer, at studieoptaget kun i begrænset omfang er påvirket af, om ydelsen gives som stipendie (SU) eller lån. Vismændenes beregning viser, at hvis SU'en reduceres med 10 pct. og erstattes med lån, så vil oversubsidieringen blive reduceret, og optaget på de videregående uddannelser vil blive reduceret med 0,2 pct.point. I dag starter 85 pct. af en gymnasieårgang på en videregående uddannelse. Hvis SU’en nedsættes med 10 pct., og låneandelen øges tilsvarende, så reduceres andelen, der starter på en videregående uddannelse fra 85 til 84,8 pct. Andelen, der afslutter deres videregående uddannelse, reduceres med 0,3 pct.point.
Det bør bemærkes, at selv efter en reduktion i SU’en på 10 pct., vil der stadig være en betydelig oversubsidiering til de studier, som ikke giver anledning til topskattelønninger.
Vismændene viser, at der er betydeligt større oversubsidiering af de uddannelser, som kun i mindre grad giver anledning til topskattebetalinger ift. de uddannelser, som typisk giver højere lønninger, som der skal betales topskat af. Det er problematisk, at den samlede effekt af uddannelsessubsidier og skatter tilskynder unge til at vælge uddannelser med lave afkast.
Vismændene nævner muligheden for at gøre stipendier til udeboende studerende afhængig af forældrenes indkomst. Jeg vil advare imod dette forslag, da det vil hæve forældrenes marginalskat og derved mindske deres arbejdsudbud.
