Der bliver flere og flere ældre, og det er derfor vigtigt at se på, hvordan vi udnytter ressourcerne bedre, så vi sikrer mest mulig ældreomsorg for pengene. En måde, at gøre det på, er at reducere det høje sygefravær blandt plejepersonalet på ældreområdet. CEPOS har derfor i en ny analyse set på forskellene i sygefraværet blandt privat- og kommunalansat personale på ældreområdet. Analysen viser, at forskellen er stor. Det kommunalansatte plejepersonale har således godt 40 pct. højere fravær end de privatansatte.
”Det kommunalansatte personale har i gennemsnit et sygefravær på 14,6 dagsværk pr. fuldtidsansat, mens det privatansatte personale har et sygefravær på 10,2 dagsværk pr. fuldtidsansat. Det er en væsentlig forskel og besparelsespotentialet er derfor stort, hvis det er muligt for kommunerne at nedbringe sygefraværet blandt personalet til det private niveau”, udtaler velfærdspolitisk chef Mia Amalie Holstein, CEPOS.
”Hvis det er muligt at reducere det kommunale sygefravær til niveauet for den private ældrepleje, vil det være muligt at høste en økonomisk gevinst på ca. 550 mio. kr. svarende til, at man kunne ansætte knap 1.400 ekstra SOSU-assistenter årligt. Et lavere sygefravær blandt personalet vil højne kvaliteten af den pleje, de ældre modtager”, udtaler velfærdspolitisk chef Mia Amalie Holstein, CEPOS.
”For at nedbringe sygefraværet, kan kommunerne enten tage ved lære af de private leverandører og øge fokus på sygefravær, trivsel og lederskab eller indføre bonusser, som udløses ved lavt sygefravær. Alternativt kan kommunerne udliciterede en større andel af ældreplejen til private udbydere. Det ville både give et lavere sygefravær, og derved potentielt en økonomisk besparelse, samt en højere brugertilfredshed”, konkluderer velfærdspolitisk chef Mia Amalie Holstein, CEPOS.