Danmark har et fleksibelt arbejdsmarked med høj jobomsætning
ABCepos: Danmark har et fleksibelt arbejdsmarked med høj jobomsætning.
Udgivet d.
25. februar 2022 - 10:23
Debat
Frihed
Sundhed
Tre forskere i biokompleksitet, Heltberg, Nielsen og Sneppen (HNS) kritiserede for et par uger siden et review og meta-studie udfærdiget af os.
Vores studie ser på sammenhængen mellem nedlukninger og covid-19-dødelighed. I metastudiet, som er en gennemgang af al empirisk forskning i sammenhængen mellem nedlukninger og covid-19-dødsfald, finder de gennemgåede studier, at nedlukningerne i Europa og USA kun har reduceret dødeligheden med 0,2 procent i gennemsnit. Det svarer til at der – hvis ikke vi havde lukket ned – havde været 2.505 døde i Danmark fremfor de cirka 2.500, der døde, før vaccinerne blev udbredt.
Borgerne i Europa og USA blev stillet væsentligt mere i udsigt, da deres regeringer lukkede deres lande ned. Så vidt vi ved, er vores studie det første af sin art i verden.
Vi byder generelt kritik af vores studie velkommen. Et væsentligt formål med at udgive det som et arbejdspapir ved Johns Hopkins Universitet i USA er netop at få kommentarer, som kan forbedre studiet og dermed bidrage til at samfundets viden om effekten af nedlukninger bliver størst mulig. Og vi har modtaget meget nyttig kritik. Men HNS kritik er desværre usaglig og vildledende på flere punkter.
Vi er stadig tidligt i evalueringen af pandemi-indsatsen rent forskningsmæssigt, og vi bliver hele tiden klogere. I vores metastudie finder vi således tegn på, at studier publiceret tidligt i pandemien generelt finder større effekter af nedlukningerne end studier fra forskere, der har haft adgang til flere data og længere tid til at undersøge tingene grundigt. Sådan fungerer videnskab. Vi bliver hele tiden klogere og klogere. Det ændrer dog ikke på, at det middelrette skøn lige nu – baseret på al tilgængelig forskning – er, at nedlukningerne generelt set har haft en meget begrænset effekt på antallet af døde af covid-19.
HNS kritisere, at vi »flager« vores konklusion for pressen, når nu der er usikkerhed om resultaterne, og studiet endnu ikke er fagfællebedømt. Dette er imidlertid normal praksis inden for blandt andet samfundsvidenskaberne, og studiet var desuden gennemlæst og kommenteret af en række internationale forskere inden for blandt andet sundhedsøkonomi, inden det blev lagt ud på Johns Hopkins hjemmeside.
I vores øjne overser HNS, at det gennem hele pandemien har været normalt at udgive arbejdspapirer for på den måde at få viden hurtigt frem. Samtidig er der stadig mange mennesker verden over, som lever under hårde nedlukninger, der er indført uden solid evidens for en effekt, og som vores metastudie viser, næppe har væsentlig effekt på antal døde. De har i vores øjne krav på at få hurtig adgang til ny viden, der potentielt kan forbedre deres situation.
Desværre kommer HNS også med påstande, som er direkte forkerte. Det er således ikke sandt, at ét studie bærer hele vores konklusion. Fjerner man det omtalte studie helt, vil vores centrale estimat – som vi også beskriver i studiet – blot ændre sig fra 0,2 procent til 3,5 procent, så der i stedet for 2.500 døde, ville have været 2.589 uden nedlukningerne. Set i forhold til de op imod 98 procent som blandt andet modelstudierne fra Imperial College stillede os i udsigt, eller de 35.000 sparede liv, som blev omtalt i danske medier for knap et år siden, er vores resultat altså stabilt, og der er tale om meget små effekter af nedlukningerne.
Til gengæld har HNS ret i, at vi ikke på baggrund af vores resultater kan afvise, at der kan være enkeltrestriktioner, som potentielt virker. Vi peger selv på, at nedlukningen af barer ser ud til at have haft en effekt. Og som NHS påpeger, kan man forestille sig, at den helt rigtige timing kan virke. Vi kan blot konkludere, at myndighederne generelt set ikke har været i stand til at ramme denne timing.
I Danmark har vi set meget mod Sverige, men der kan være masser af grunde til at Sverige – inden vaccinerne – havde cirka tre gange så mange døde som Danmark.
For eksempel viser to studier fra Københavns Universitet og Lund Universitet, at sen vinterferie førte til en hård pandemi i Sverige under første bølge, fordi flere svenskere tog smitte med hjem fra Alperne. Og på samme vis er der ganske givet adskillige grunde til, at Danmark havde cirka tre gange så mange døde som Norge og Finland.
Politikernes foranstaltninger mod pandemien bør være proportionale og sigte mod en rimelig balance mellem omkostninger og gevinster. Den empiriske forskning viser, at fordelene ved nedlukningspolitikken har været begrænsede. De økonomiske, sociale og politiske omkostninger ved nedlukningerne har til gengæld været enorme.
Vi håber, at vores metastudie kan bidrage til, at fremtidige krisepolitikker i langt højere grad bliver evidensbaseret og proportionale.
Bragt i Berlingske d. 25. februar 2022.
ABCepos: Danmark har et fleksibelt arbejdsmarked med høj jobomsætning.
Der er en meget klar korrelation mellem offentlig gældskvote og graden af korruption i EU-landene.