Udgivet d.
17. september 2024 - 11:13
Debat
Beskæftigelse
Ledighed
Skrevet af Mia Amalie Holstein
Bragt i Børsen den 17. september 2024
Sofie Holme Andersen (SHA) fra AE-rådet kritiserede igen i sidste uge Cepos’ analyse, der viser, at enlige forsørgere får markant højere offentlige tilskud og ydelser end par med børn. En enlig kontanthjælpsmodtager med to børn får f.eks. sammenlagt 10.700 kr. om måneden, mens par med to børn får 5500 kr. om måneden.
Denne forskel i offentlig støtte finder jeg problematisk. For principielt mener jeg, at staten skal forholde sig økonomisk neutralt til, hvordan mennesker lever deres liv. Og der skal ikke være forskelle i sagsbehandlingen, vi ikke kan forklare.
Derfor mener jeg ikke, at der skal være et økonomisk incitament til skilsmisse. Dette pointerer jeg også i den oprindelige artikel, men understreger, at der selvfølgeligt er en række andre forklaringer på, hvorfor forskellen i støtte er så stor. F.eks. at vi skal “sikre enlige forsørgere et rimeligt levegrundlag”, men den forklaring kan ikke forklare hele forskellen i støtteniveau.
Denne udmelding faldt dog SHA for brystet. “Bliver folk rent faktisk skilt på grund af ydelserne?” spørger hun. Vores svar er: Ja, ikke som folk er flest, men på marginalen har økonomi betydning. Det ved vi f.eks. fra nobelprismodtager Gary Beckers forskning i skilsmisser.
Eller fra diverse analyseinstitutters gennemgang af socialt bedrageri, som peger på, at nogle folk lader sig proformaskille for at få en højere ydelse. Vi har dog også understreget, at der selvfølgeligt er langt vægtigere årsager til, at folk bliver skilt end økonomi. Økonomiske incitamenter er heldigvis langt fra hele ligningen.
Men SHA holder fast. Hun skriver, at vi er “fjollede” og har “lav økonomfaglighed”. Ikke med hensyn til vores beregninger, som er rigtige, men hun pådutter os den holdning, at vi ikke mener, at der er andet bag skilsmisser end økonomi, for dernæst at fortælle alle, hvor vanvittig den holdning er.
Tendensen er egentligt lidt ærgerlig. Jeg ønsker for den offentlige debat, at vi bruger mere tid på at forstå hinanden og mindre tid på stråmænd.
Det eneste marginalt interessante i denne debat mellem os og AE kunne have været, at forskellen på at være rød og blå handler om, hvor meget staten må nudge, skubbe, regulere og tilskynde os.
Men dertil nåede vi aldrig. Og jeg beklager, kære læser, at dit tidsspild blev en følgeskade af denne meningsudveksling. Lad os sammen, AE, løfte niveauet for den offentlige debat.
Skaderne ved huslejereguleringen er ganske enkelt for store til, at vi som samfund kan holde fast i den gamle midlertidige regulering. Hvis LLO derfor bekymrer sig om omfordeling, bør de gå ind for en afskaffelse af huslejereguleringen.
ABCepos: Siden 1950 er verdens befolkning mere end 3-doblet fra 2½ mia. personer til ca. 8 mia. i 2021. Den historiske udvikling fortsætter dog ikke fremover.
