Liberal familiepolitik: Er det gammel vin på nye flasker?

Skrevet af Jes Brinchmann

Bragt i Berlingske den 22. november 2024

I øjeblikket falder de borgerlige partier over hinanden i deres iver efter at lave familiepolitik. »Familiepolitik skal samle den blå familie igen«.

Sådan lød meldingen fra Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh , tilbage i september. Og på Venstres Landsmøde understregede formand, Troels Lund Poulsen , at Venstre nu vil rette op på, at familiepolitikken i Venstres partiprogram har været »fuldstændig fraværende«.

I dansk politik er dette fokus på familiepolitik et nybrud. Vi skal helt tilbage til De Konservatives kritik af formynderstaten i 1950erne og 1960erne for at finde valg, hvor familien i samme grad var i vælten. Dengang lød anklagen fra De Konservative, at velfærdsstaten havde funktionsudtømt familien og kollektiviseret ansvaret. Familien skulle styrkes, da den for De Konservative spiller en helt central rolle som moralsk og social institution.

Men hvad er egentlig en liberal familiepolitik? Måske den politiske liberalismes fader, John Stuart Mill (1806-1873), kan hjælpe os på vej.

På mange måder var Mill forud for sin tid. Kampen for ligestilling startede ikke – som mange tror – på venstrefløjen i 1970erne med rødstrømpernes bh-afbrændinger og Femøs kvindelejr. Allerede i 1869 udgav Mill bogen »Undertrykkelsen af kvinder«, hvor han krævede fuldkommen ligestilling mellem mænd og kvinder og et opgør med den despotiske magt, som staten havde tildelt mændene i ægteskabet.

Mill udviklede aldrig en egentlig familiepolitik, idet familiepolitikken først opstod i 1930erne , men hvis vi tillader os at anse familien som en gruppe på linje med andre grupper i samfundet, for eksempel religiøse og kulturelle grupper, så har Mill i bogen »Om friheden« (1859) en interessant teori om grupperettigheder, der måske kan inspirere familiepolitikken. Lad mig uddybe.

Ifølge Mill må den liberale position til hver en tid tage det udgangspunkt, at individets grundlæggende frihedsrettigheder skal beskyttes. En vigtig konsekvens er, at familien ikke kan være rettighedsbærende. Kun individer kan bære rettigheder. For accepterer man, at familier er mere end bare summen af individer, så tildeler man familiens overhoved en magt, som kan bruges til at undertrykke familiens medlemmer. Den går ikke.

Med dette udgangspunkt har mennesket ifølge Mill »friheden til at forene sig med hvilket som helst formål«, så længe man ikke skader andre.

Der er dog to forbehold: 1) Man skal være myndig for at indtræde i gruppen og 2) Man må ikke være tvunget eller bedraget ind i gruppen. Siden tilføjede den liberale filosof Brian Barry et tredje forbehold, nemlig 3) at man skulle have en reel exitmulighed fra gruppen.

Givet at disse forbehold er opfyldt, må mennesker indgå i alle de liberale og illiberale grupper, de måtte ønske. Selv dem der handler om dominans og undertrykkelse.

Omsat til sigtelinjer for en liberal familiepolitik betyder dette, at:

1. Familien kan ikke være rettighedsbærende, kun individer kan bære rettigheder. Dvs. at alle politiske forslag, hvor familien behandles som en rettighedsbærende entitet, må forkastes. Det gælder for eksempel Isabella Arendts forslag om at fremme kernefamilien, ved kun at give offentlig støtte til kernefamilier. Ikke skilsmissefamilier .

2. Staten skal have fokus på at sikre frivillighed og reelle exitmuligheder. For eksempel skal kvinder selvfølgelig sikres muligheden for at forlade den voldelige mand, tage på hjem og få økonomisk støtte. Særligt skal børn skærmes mod fysisk og psykisk skade, da de hverken er myndige, frivilligt har valgt familien til eller har nogen oplagt mulighed for at forlade familien.

3. Uddannelse bør spille en særlig rolle i familiepolitikken, da man qua uddannelse får indsigt og udsyn, der muliggør, at man kan forlade den familie og familiekultur, man fødes ind i, hvis man måtte ønske det.

4. Staten skal sikre familien størst mulig fleksibilitet, frihed og selvbestemmelse. Det indbefatter for eksempel lavere personskat, der muliggør tilkøb af for eksempel børnepasning eller rengøring. Private alternativer, der muliggør institutioner med forskellige værdigrundlag. Og offentlige tilskud, der følger barnet, så man frit kan vælge, om barnet skal passes ude eller hjemme etc.

Men stop engang. Det er jo ikke noget nyt.

En snigende mistanke at melde sig: Givet at familien ifølge de liberale aldrig må bære rettigheder. Givet at de liberale – modsat De Konservative – ikke giver familien forrang. Kan en liberal familiepolitik da nogensinde indeholde andet end den almindelige individrettede politik, partiet normalt fører? Er en liberal familiepolitik pr. definition gammel vin på nye flasker?

Måske vi finder svaret i Venstres kommende partiprogram.