Udgivet d.
12. september 2024 - 11:00
Debat
Bolig
Regulering
Af Jonas Herby.
Bragt i Altinget d. 12. september.
Det overrasker næppe nogen, at direktør i LLO Hovedstaden, Claus Højte, i sit indlæg d. 22. august udviser stor modstand mod mit forslag om at undersøge, hvordan den skadelige huslejeregulering ophæves på god og fair vis.
Det, der derimod overrasker, er kvaliteten af de argumenter, Claus Højte bringer på banen.
For eksempel hævder Claus Højte, at en håndfuld simple statistikker indsamlet af LLO’s svenske søsterforening, i højere grad skulle repræsentere “virkeligheden” end et litteraturstudie af 206 empiriske akademiske studier.
Højte formår at få det til at lyde overbevisende, men det er – undskyld mig – altså det rene nonsens.
Og det er faktisk nemt at indse, hvis vi kortvarigt skifter emne.
For forestil dig, at jeg havde præsenteret et litteraturstudie af 206 empiriske akademiske studier, som viste, at rygning er kræftfremkaldende, og Højte havde modargumenteret med statistikker som viste, at der var mange personer, der havde røget hele deres liv, som alligevel blev 100 år. Behøver jeg sige mere?
Højte hævder også, at “reguleringen i de sidste 85 år har medført, at vi i Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”.
Igen lyder det jo overbevisende, men Højte glemmer at fortælle, at man løbende har lempet reguleringen, netop fordi reguleringen viste sig at være enormt skadelig.
For eksempel fjernede man i 1990’erne huslejeloftet for nye boliger, fordi ingen ville bygge nye lejligheder under den gældende regulering.
Og man gav udlejere mulighed for at sætte huslejen op efter større moderniseringer (den såkaldte §5.2), fordi huslejereguleringen havde ført til misligholdte boliger.
Når vi har gode boligforhold i Danmark, er det fordi, vi har været villige til løbende at rydde ud i den dårlige regulering, man i hast indførte som en midlertidig foranstaltning op til Anden Verdenskrig.
Det er såmænd blot den udvikling, med løbende oprydning i skadelig regulering, jeg argumenterer for, skal fortsætte.
Vi ved fra videnskabelig empiri og historien, at reguleringen skader. Så hvorfor holde fast i den?
Højte skriver heldigvis også mere solide ting.
For eksempel er det – som både Højte og jeg påpeger – rigtigt, at huslejereguleringen har omfordelende effekter.
Men her skal man holde tungen lige i munden, for effekten er lille og ikke entydig – huslejeregulering kan faktisk også øge uligheden.
Man skelner nemlig mellem vertikal og horisontal ulighed.
Vertikal ulighed er det, vi som regel opfatter som ulighed. Det er, når skolelæreren tjener mere end kasseassistenten.
Og her har huslejeregulering en effekt. Men den er meget lille.
Vismændene viser for eksempel, at boligstøtte er tre gange så effektiv som huslejeregulering til at omfordele mellem høje og lave indkomster.
Årsagen er blandt andet, at huslejeregulering ofte kommer de velstillede til gavn, mens boligstøtte stort set udelukkende går til dem med lave indkomster.
Vi kunne som samfund altså få mere omfordeling samlet set, hvis vi flytter ressourcerne fra huslejeregulering til boligstøtte (og endnu mere, hvis omfordelingen var generel og ikke som boligstøtten krævede, at borgere med lav indkomst skal bo bestemte steder i bestemt boligformer, for at kunne få støtte).
Eller alternativt samme omfordeling for lavere samfundsøkonomisk omkostning.
Det burde være en “no brainer” ud fra et fordelingsmæssigt perspektiv.
Den horisontale ulighed beskriver uligheden mellem personer, der tjener det samme.
De fleste vil opfatte det som mest fair, hvis to ellers ens kasseassistenter får samme hjælp fra det offentlige. Men det gør de ikke med huslejeregulering, for her afhænger det af, om man har været heldig i boliglotteriet.
Derfor kan den ene kasseassistent have et rådighedsbeløb, der er flere tusinde kroner højere end den andens, selvom de på alle parametre er ens.
Her øger huslejeregulering altså uligheden.
Igen ville boligstøtte være bedre, fordi kasseassistenterne ville blive behandlet ens og kunne opnå den samme boligstøtte.
Huslejeregulering blev indført i hast som et midlertidigt indgreb i optakten til Anden Verdenskrig.
Den er et dårligt redskab til at opnå de politiske målsætninger, som ovenikøbet har enorme samfundsøkonomiske omkostninger og underminerer grundlæggende menneskerettigheder som ejendomsret og grundlovens bestemmelse om boligens ukrænkelighed.
LLO’s eksistensberettigelse ligger i høj grad i deres evne til at kunne gennemskue og navigere i det omfattende bureaukrati- og kontrolregime, som huslejereguleringen medfører.
LLO har derfor en enorm konkret viden, der kan blive central i forbindelse med en deregulering boligmarkedet.
Det er mit håb, at LLO vil tage ja-hatten på og bidrage til, at vi får huslejereguleringen afskaffet på en god og fair måde.
For skaderne ved huslejereguleringen er ganske enkelt for store til, at vi som samfund kan holde fast i den 85 år gamle midlertidige regulering.
ABCepos: Siden 1950 er verdens befolkning mere end 3-doblet fra 2½ mia. personer til ca. 8 mia. i 2021. Den historiske udvikling fortsætter dog ikke fremover.
ABCepos: Fra 1950 og frem til slutningen af 1960’erne fødte kvinder i gennemsnit 5 børn på verdensplan. Det er siden aftaget mærkbart til 2,3 børn per kvinde.
