20 måneder inde i pandemien kan vi stadig ikke få svar på, hvilken covid-19-strategi regeringen følger. Om nogen. Det er uacceptabelt.
Der er nu igen indført restriktioner. At coronapas er til at leve med er ikke ensbetydende med, at det er velbegrundet. Det er et indgreb i danskernes frihedsrettigheder og en byrde for dele af erhvervslivet. Langt værre er det, at skolelukninger fortsat finder sted, selvom det er påvist, at de gør stor skade på nogle af børnene, uden at der er påvist en væsentlig effekt på smittespredningen.
Covid-19 er nu igen klassificeret som samfundskritisk, hvilket tildeler et folketingsudvalg vide og potentielt indgribende beføjelser uden den sædvanlige parlamentariske lovgivningsproces, som sikrer åbenhed om beslutningerne og mulighed for, at berørte parter bliver hørt.
Indtil marts 2020 ville hvert enkelt af disse indgreb have været betragtet som ekstremt vidtgående. Alligevel er det uklart, hvad der begrunder dem i dag. I marts 2020 begrundede regeringen nedlukningen med, at smittespredningen skulle forsinkes, så sundhedsvæsenets intensivafdelinger ikke blev overvældede af for mange patienter. Dengang blev det kommunikeret, at i spidskapacitet kunne der frigøres cirka 1.000 respiratorer til covid-patienter.
Er det fortsat denne kapacitetsgrænse, regeringen styrer efter at beskytte? Der er i skrivende stund 49 med covid indlagt på intensivafdelinger og heraf kun 22 i respirator – altså to procent af, hvad vi i foråret 2020 fik at vide, var kapacitetsgrænsen. Hvordan berettiger det coronapas og skolelukninger? Anvender man i dag en anden kapacitetsgrænse? I givet fald hvilken? Eller styrer man efter noget helt andet? I givet fald hvad?
Noget tyder på, at grænsen for, hvad regeringen (og Folketinget?) opfatter som gyldig grund til restriktioner har flyttet sig, så der ikke længere behøver at være en overhængende fare for, at sundhedsvæsenet bliver overvældet, som vi så det i Norditalien i foråret 2020. Nu begrundes krav om indgreb (tilsyneladende?) med risiko for travlhed og overarbejde på landets sygehuse.
Det går ikke. Vi kan som borgere i et liberalt demokrati ikke acceptere, at der bliver skruet ned for vores frihedsrettigheder hver gang, der er risiko for ekstra travlhed på landets sygehuse. Og vi kan heller ikke acceptere, at det sker på basis af uklare kriterier, herunder lægers og sygeplejerskes fornemmelser for graden af travlhed. Hvilken kapacitetsgrænse styrer Epidemiudvalget efter? Vi vil se nogle tal og have en regelbaseret strategi.