Mette Frederiksen tømmer råderummet frem til 2033 – det kræver nye arbejdsmarkedsreformer

Som respons på Ruslands invasion af Ukraine er der indgået en aftale om, at Danmark skal leve op til NATO-målsætningen om at bruge to procent af BNP på Forsvaret frem mod 2033.

Det svarer til 18 milliarder kroner ekstra i merudgifter. Jeg er enig i beslutningen om, at vi skal leve op til NATO-forpligtelserne. Danskernes frihed og sikkerhed er helt centrale.

Aftalen indebærer, at der budgetteres med et offentligt underskud på en halv procent af BNP i 2033. Aftalen indebærer også, at råderummet (de penge, politikerne frit kan bruge på offentlige udgifter og lavere skat) er brugt frem mod 2033. Et bredt flertal af politikerne vil lade det offentlige forbrug følge det demografiske træk. Det vil sige, at når der kommer flere ældre, så stiger udgifterne tilsvarende.

Det koster 35,5 milliarder kroner frem til 2033. Hertil kommer 18 milliarder kroner ekstra til Forsvaret. Dermed er råderummet på 53 milliarder kroner brugt – rub og stub. Dermed er der ikke plads til varige forhøjelser af offentlige udgifter på de næste 11 finanslove. Hvis man for eksempel varigt vil øge udgifterne til sundhedsvæsenet eller lette skatter, så er der ikke råderum til det. Det vil kræve ny finansiering.

Beslutningen om at øge udgiftsbudgettet med 18 milliarder kroner er en udfordring for arbejdsmarkedet. CEPOS’ beregninger viser, at antallet af ansatte i Forsvaret vil vokse med cirka 13.000. I dag går cirka 43 procent af forsvarsudgifterne til lønudgifter. Resten går til indkøb af våben mv. I CEPOS-beregningen lægges det til grund, at den fordeling fortsætter efter ressourcetilførslen. Hvis snittet mellem personel og materiel bliver anderledes fremover, ændrer det naturligvis stigningen i antallet af offentligt ansatte. Går man tilbage til 1990 ved slutningen af Den Kolde Krig, var der 13.000 flere ansatte i Forsvaret end i dag. Dengang anvendte Danmark også cirka to procent af BNP på forsvar. Så vi skal bruge den samme mængde ressourcer på forsvaret som i 1990.

13.000 flere ansatte i Forsvaret indebærer 13.000 færre ansatte i private virksomheder. Og det presser det private arbejdsmarked og virksomhedernes vækstmuligheder. Politikerne bør kompensere jobtabet i den private sektor via nye arbejdsmarkedsreformer. Arbejdsmarkedsreformerne kan også øge råderummet for politikerne.

En mulighed er en afvikling af efterlønnen, hvilket øger beskæftigelsen med 18.000 i 2030 og forbedrer de offentlige finanser med otte milliarder kroner i 2030. Yderligere kunne en SU-reform øge arbejdsudbuddet med 10.000 og give en budgetforbedring på seks milliarder kroner. Men der er mange andre reformmuligheder.

Et andet tiltag ville være nedbringelse af den offentlige beskæftigelse. Under coronapandemien er den offentlige beskæftigelse vokset med 34.000, og S-regeringen har kun planer om at nedbringe den med 16.000. Det vil sige en nettoudvidelse på 18.000 offentligt ansatte siden starten af pandemien. Det ville være oplagt at bringe niveauet ned til før-corona niveau.

Som sagt støtter jeg klart de ekstra 18 milliarder kroner til Forsvaret. Men milliardudvidelsen er desværre også optimale vilkår for budgetskandaler og dårlig ressourceanvendelse. Der er tale om en udvidelse af forsvarsbudgettet på cirka 50 procent. Det er meget markant.

Derfor anbefaler jeg, at der etableres en uafhængig økonomisk forsvarskommission, der skal overvåge, at de 18 milliarder kroner (og de øvrige forsvarsudgifter) anvendes effektivt.

Kommissionen skal løbende inddrages i de politiske beslutninger. Kommissionen skal vurdere, hvordan man får mest forsvar for pengene, herunder hvordan fordelingen bør være mellem materiel eller soldater. Og vedrørende materiel skal den vurdere, om der primært er brug for kampfly, kampvogne, ubåde eller missiler. Desuden skal kommissionen vurdere, om der bør indkaldes flere værnepligtige eller ansættes flere professionelle soldater.

Vi har desværre set en del eksempler på dårlig økonomistyring og løbske budgetter ved store offentlige investeringer. Og Forsvaret har tidligere haft sager med problematisk økonomistyring. Et eksempel fra det offentlige er det nye ejendomsvurderingssystem, hvor der har været en budgetoverskridelse på over 1.000 procent. Desuden viste Produktivitetskommissionen, at 37 procent af alle infrastrukturinvesteringer fra 2002-2013 gav et samfundsøkonomisk tab. Derfor er der behov for at sikre, at de 18 milliarder kroner bruges sådan, at vi får så meget forsvar som muligt for pengene.

Bragt i Berlingske d. 19. marts 2022.