Mindstelønninger gør mere skade end gavn for lønmodtagerne

I en kommentar i Berlingske 13. november fortæller Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam Ibis, hvordan modtageren af Nobelprisen i økonomi 2021, David Card, i et studie fra 1994 nåede frem til den overraskende konklusion, at højere mindsteløn i New Jersey havde øget antallet af job. Men konklusionen var overraskende af en god grund: Den var ikke korrekt.

I studiet undersøger Card og hans medforfatter, nu afdøde Alan Krueger, effekten af at hæve mindstelønnen ved at sammenligne beskæftigelsen i fastfoodrestauranter i Pennsylvania og New Jersey, før og efter at mindstelønnen blev hævet i New Jersey. Men data for antal ansatte var indsamlet ved at ringe til fastfoodrestauranterne og spørge, hvor mange de havde ansat, og det var ikke uproblematisk. Senere sammenligninger viste nemlig, at restauranternes løndata ikke matchede de svar, de havde givet til Card-Krueger.

De to økonomer David Neumark og William Wascher udgav sidenhen et studie, hvor de i modsætning til Card-Krueger brugte restauranternes lønregistreringer – altså »hårde data«. Og Neumark-Wascher nåede frem til en mindre overraskende konklusion: I stedet for at øge beskæftigelsen reducerede New Jerseys mindsteløn beskæftigelsen. Præcis som økonomisk teori forudsiger.

I dag ved vi, at spørgsmålet om, hvorvidt mindstelønninger »virker«, er mere komplekst end at se på antallet af job. Den forskning, som Card var med til at anspore, fortæller os nemlig, at både Card-Krueger og Neumark-Wascher, undervurderer de negative effekter af mindstelønninger.

For når mindstelønnen hæves, behøver arbejdsgiverne ikke at fyre medarbejderne. I stedet kan de fjerne andre goder som for eksempel gratis mad, betalt arbejdstøj med videre, så mindstelønnen ikke får de samlede omkostninger til at stige. Og fordi der ikke findes gode data for disse goder, fremgår denne »tilpasning« ikke af studierne. Man kan derfor finde, at lønnen stiger, selvom medarbejderne reelt ikke er bedre økonomisk stillet.

Mange studier overser også, at løn kun udgør ét element i lønmodtagernes samlede velfærd. Økonomerne Jha og Rodriguez-Lopez viser for eksempel, kort fortalt, at mindstelønninger betyder, at de sjove, men lavtlønnede job som skiguide og kajakinstruktør forsvinder og erstattes af – for nogle – kedelige, men vellønnede stillinger i industrien. Til skade for de lønmodtagere, der gerne ville leve af deres hobby i en årrække.

Card fik Nobelprisen for at »udfordrede konventionel visdom (om arbejdsmarkedet, red.), hvilket førte til nye analyser og yderligere indsigter«. Nogle af de indsigter er netop, at virksomheder kan omgå reguleringen (ved at skære i goder), og at regulering langtfra altid gør livet bedre for dem, reguleringen er ment at hjælpe (fordi de foretrukne job forsvinder).

Mindstelønninger kan altså meget let ende med at skade lønmodtagerne. Og det ved Kristian Weise sandsynligvis godt. For hvorfor ellers stoppe ved $15 i timen frem for $100 eller $1.000?

(Bragt i Berlingske d. 22. november)