Mødrehjælpen drager en tvivlsom konklusion baseret på flere ansøgninger om gratis julehjælp

Skrevet af Mia Amalie Holstein

Bragt i Berlingske den 2. december 2024

Julen nærmer sig, og igen i år er medierne fyldt med historier om, at flere og flere børn lever i fattigdom. Blandt andet fremlagde Kraka tal i Politiken forleden, der viste, at antallet af danske børn, der vokser op i fattigdom, er steget fra 43.000 børn i 2015 til 47.000 børn i 2022.

Og den økonomiske smalhals kunne Mødrehjælpen også mærke, understregede Mødrehjælpens direktør Ninna Thomsen , som i øvrigt forinden havde udsendt en nyhed, med ordene: »Behovet for julehjælp lader til at være stigende år efter år (…) der er noget, der ikke hænger sammen i vores samfund«.

Lad os se bort fra de helt oplagte kritikpunkter. For eksempel at tallene for relativ børnefattigdom toppede i 2017 med 64.500 børn i relativ fattigdom, hvorefter tallet faldt frem til 2022, hvorfor overskriften i Politiken burde have været: »Færre og færre børn lever i relativ fattigdom i Danmark«.

Politiken kunne også have ventet til 2023-tallene, der kom i sidste uge, og have skrevet historien: »Lille stigning i relativ fattigdom fra 2022 til 2023«. Og lad os se bort fra at Ninna Thomsen drager en meget tvivlsom konklusion, baseret på en årsagsforklaring mellem flere ansøgninger om gratis julehjælp og et samfundsbehov. For det virkelig interessante at diskutere er, hvad tallene for relativ børnefattigdom reelt viser.

Kraka anvender et relativt fattigdomsbegreb. Ifølge definitionen for relativ fattigdom er man fattig, hvis man har en indkomst – ækvivaleret disponibel indkomst – under halvdelen af medianen. Det vil sige den midterste indkomst i Danmark, hvis vi stiller alle op på en linje fra rigest til fattigst. Konkret betyder det, at man i 2024 er fattig, hvis man som enlig med et barn har mindre end 195.600 kroner om året efter skat. For en familie med to voksne og to børn er tallet 315.600 kroner om året efter skat.

Konsekvensen af dette relative fattigdomsbegreb er, at hvis vi alle, også de fattigste, bliver ti procent rigere, vil der ifølge definitionen stadigvæk være lige så mange fattige børn. Og omvendt, hvis alle får halveret deres indkomst, er der også det samme antal fattige. For ifølge dette begreb, er fattigdom en relativ størrelse. Ikke et spørgsmål om mangel på penge, mad eller husly.

Læg hertil, at hver generation bliver rigere end den forrige. Siden år 2000 er vi i gennemsnit blevet 34 procent rigere.

Så hvordan hænger det sammen med at børnenes forældre bliver fattigere?

Det gør det heller ikke. Lad mig uddybe.

Vælger man at anvende en absolut grænse for fattigdom i stedet for en relativ fattigdomsgrænse, vil billedet være et ganske andet. Hvis vi ser på niveauet af relativ fattigdom i år 2000, defineret som 50 procent af medianindkomsten, og dernæst årligt forhøjer niveauet med stigningen i forbrugerpriserne, kan vi anvende det som en absolut fattigdomsgrænse, det vil sige en grænse for, hvad vi anså som fattigt i år 2000.

Ifølge denne absolutte fattigdomsgrænse, er der 15.700 fattige børn i 2022, eksklusiv studerende og dem med formue over 100.000 kroner. Det svarer til mere end en halvering siden 2000, hvor der var 38.000 børn i absolut fattigdom. Det er jo en voldsomt positiv udvikling.

Overordnet skyldes det væksten, som har løftet de offentlige ydelser mere end inflationen. Til sammenligning er den relative fattigdom i samme periode vokset med 36 procent.

Det understreger ulempen ved begrebet »relativ fattigdom«. Det måler ikke udviklingen i levestandard, men alene udviklingen i indkomstforskelle. Og den skjuler den meget vigtige succeshistorie, at vi har vækst i vores samfund og at væksten kommer alle til gode. Ikke mindst de fattige børn og deres familier, som løftes ud af fattigdom.

Målet bør selvfølgeligt være et Danmark uden fattige børn absolut set. Ikke et Danmark med absolut lighed.