Mon ikke V og M havde fået mere indflydelse uden for regeringen?

Regeringsgrundlaget rummer kun reelle reformer på blot 19.000 ekstra personer i arbejdsudbud. Og først i 2030.

For Venstre (V) og Moderaterne (M) var alternativet til at gå i regering ikke at stå udenfor indflydelse. Tværtimod er det svært at se, at regeringsdeltagelse har givet partierne mere indflydelse, end de kunne have fået i opposition.

Rød blok fik et elendigt valg. Blokken gik ni mandater tilbage og fik kun flertal takket være de oversøiske mandater, som sikrer, at Mette Frederiksen kunne blive statsminister.

Men det spinkle røde flertal på ét mandat ville i de fleste sammenhænge have været tæt på ubrugeligt for Mette Frederiksen, da de nordatlantiske mandater traditionelt ikke blander sig i syddansk indenrigspolitik. I Syddanmark er rød blok i mindretal. Var Mette Frederiksen blevet statsminister for en mindretalsregering uden Venstres og Moderaternes deltagelse, havde hun altså været nødt til at samarbejde tæt med den borgerlige opposition. Det havde givet stor borgerlig indflydelse og formentlig en ganske skrøbelig regering med mulighed for nyvalg og en borgerlig valgsejr om for eksempel et par år.

Hvad V og M kunne have opnået uden for regering, får vi aldrig at vide. Men vi ved, at Mette Frederiksen gik til valg på at lette skatten i bunden med fire milliarder kroner. V og M fik kun én milliard lagt oveni ved at gå i regering. Det er sandsynligt, at de kunne have opnået mindst det samme uden for regering. Ovenikøbet kommer den beskedne ekstra skattelettelse med en ubehagelig omkostning i form af den tåbelige top-topskat, som svækker Danmark i konkurrencen om internationale højtlønnede talenter og svækker dansk produktivitet og velstand.

Med Venstre og Moderaterne uden for regeringen havde vi næppe fået top-topskatten, hvis idé ikke er undfanget af Mette Frederiksen, men af Løkke Rasmussen. I Moderaternes skatteforslag var den kombineret med markante lettelser af selskabs- og kapitalskatter, som ville have været til stor gavn for investeringer, vækst og innovation. Men alt det gode blev droppet og kun det dårlige blev beholdt, endda i en kraftigt forværret udgave.

For at det ikke skal være løgn, har Venstre ved at gå i regering reelt opgivet skattestoppet, som står tilbage i en kraftigt udvandet version, der på ingen måde garanterer imod nye skattestigninger i valgperioden. Forvent sådanne.

Regeringsgrundlagets reformer, der skal øge beskæftigelsen med 45.000, lyder umiddelbart som en betydelig borgerlig skalp. Men reformerne skal først have virkning fra 2030, hvilket mange vist endnu ikke helt har opdaget. Ovenikøbet står der intet i regeringsgrundlaget om, hvornår reformerne skal vedtages. Bliver det overhovedet i denne valgperiode, der jo som bekendt slutter længe inden 2030?

Endelig er de 45.000 i ekstra arbejdsudbud et fuptal, som er pustet gevaldigt op med tiltag, der mere er ønsketænkning end egentlige reformforslag. For eksempel at flere indvandrere skal i arbejde, uden at det specificeres hvordan.

Regeringsgrundlaget rummer i bedste fald reelle reformer for blot 27.500 ekstra personer i arbejdsudbud. Og altså først i 2030. Og selv det tal inkluderer meget tvivlsomme 8.500 fra afskaffelse af store bededag. Men som overvismanden har påpeget, vil den langsigtede effekt være nul. Folk holder omtrent så meget fri, som de selv ønsker på langt sigt. Arbejdstagerne vil derfor kompensere for fjernelse af store bededag ved at holde tilsvarende fri på andre tidspunkter.

Så er der sølle 19.000 i reelle reformer med blivende virkning tilbage. Til sammenligning gennemførte Thorning-regeringen reformer, der øgede beskæftigelsen med 38.500 – helt uden regering over midten. Regeringen sætter desuden et meget uambitiøst mål for, hvor meget vækstfremmende reformer skal øge velstanden, nemlig med blot en procent af BNP i 2030, svarende til 0,15 procent om året – en tredjedel af, hvad økonomiske reformer de foregående 30 år har bidraget til væksten.

Det mest perspektivrige i regeringsgrundlaget er intentionen om reformer af den offentlige sektor i retning af øget frit valg og konkurrence. Men her er regeringsgrundlaget meget vagt. Og bemærk, at Mette Frederiksen ikke nævnte frit valg med ét ord i sin nytårstale. Frit valg og konkurrence i den offentlige velfærdssektor skal kæmpes igennem af Løkke og Ellemann. Men de har begge valgt ministerier, hvorfra de er ringe stillet til at gøre dette. De to mest magtfulde ministerier – finans- og statsministerierne – er begge styret af socialdemokrater.

Bragt i Berlinske den 11. januar 2023