Når kommunerne sættes fri, bliver den enkelte borger retsløs

Med så stor enighed fra højre til venstre side i Folketinget skulle man måske umiddelbart tro, at der med sikkerhed er tale om en éntydigt super god idé. Det er der dog ikke, hvis man spørger Ældre Sagen, hvor man mener, at det går ud over de ældres retssikkerhed, når man fjerner statslige regler for den service, som kommunerne skal tilbyde de ældre. Ifølge Ældre Sagen fjerner politikerne med aftalen næsten samtlige regler om fx forebyggende hjemmebesøg, hjemmehjælp, personlig pleje og madservice, aflastning, kommunernes eget tilsyn og reglerne om plejehjem og friplejeboliger. Dermed fjerner man ifølge Ældre Sagen de ældres ret til pleje, praktisk hjælp og genoptræning. Samlet set konkluderer Ældre Sagen, at aftalen begraver de ældres rettigheder.

Ældre Sagen har helt klart en pointe, for det kan naturligvis ikke lade sig gøre at fjerne regler for, hvad de ældre har ret til fra kommunen, uden man svækker de ældres rettigheder. Det er dog ikke et problem, når det gælder kommuner, plejehjem og medarbejdere, der er gode til at drive en effektiv og god ældrepleje. Her vil ophævelsen af de statslige regler skabe et øget råderum for at finde endnu bedre og mere pragmatiske løsninger for de ældre, der bedre kan tilpasses den enkeltes behov, fordi løsningerne ikke nødvendigvis skal leve op til et regelsæt, der naturligvis ikke kan være designet til at tilgodese alle ældres individuelle behov. Her vil aftalen være et fremskridt præcis som partierne forestiller sig i aftaleteksten. Problemet opstår i de tilfælde, hvor de ældre bor i en dårlig, ineffektiv kommune, får plads på et dårligt drevet plejehjem, møder en dårlig hjemmehjælper osv.

Hvis man selv har prøvet, at ens pårørende har været uheldig i ældreplejen, så ved man, hvor lidt der skal til. Bare en enkelt inkompetent person på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, kan gøre forskellen mellem kosmos og kaos. De dårlige eksempler findes der masser af, og de mest ekstreme bliver løbende til historier i medierne om svigt i ældreplejen. En del af disse mediehistorier har faktisk dannet baggrund for en række af de regler, som alle folketingets partier nu vil afskaffe. Regler, som de selv – eller deres forgængere – har indført. Hvis de ældre er uheldige og lander i den dårligt fungerende del af ældreplejen, er deres eneste ”redning” at have nogle klare regler og rettigheder, som de kan henvise til i deres kamp med kommunen, plejehjemmet, hjemmehjælpen mv.

Problemet med at fjerne regler, der skal sikre serviceniveauet for borgerne, er relevant på både dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet. Derfor er spørgsmålet altså, hvordan vi kan få fordelene ved færre regler uden at gøre borgerne retsløse. Det centrale element i løsningen må uundgåeligt være at øge borgernes ret til frit at vælge en alternativ leverandør af serviceydelsen og i den forbindelse lade den fulde omkostning følge med borgeren til den nye leverandør. Dermed kan man uden rigide regler for udførelsen af opgaverne give borgerne en forbedre retsstilling overfor de offentlige institutioner og deres medarbejdere. Hvis borgeren ikke er tilfreds med den serviceydelse vedkommende modtager, kan vedkommende bare vælge en anden leverandør. Dette vil gøre ondt på kommunen/plejehjemmet, da de mister den gennemsnitlige totale omkostning for den serviceydelse, som borgeren modtager. I sidste ende kan det også ramme medarbejderne, hvis tilstrækkeligt mange vælger dem og deres institution fra, da det i givet fald før eller siden bør føre til afskedigelser.

I den før omtalte aftale om øget frisætning af kommunerne på ældreområdet er det lykkedes for de borgerlige partier at få sat hegnspæle omkring de nuværende regler for frit valg af leverandør, så kommunerne ikke kan bruge deres nye frihedsgrader til at forringe borgernes frie valg. Problemet er bare, at da kommunerne bliver sat fri på andre områder, vil det samlet set forringe borgernes retsstilling overfor kommunen. Set i lyset af at den nuværende regering har haft store ambitioner om at komme de private leverandører til livs gennem profitforbud mv., er det måske det bedst opnåelige resultat i den nuværende situation. Det ændrer dog ikke på, at den nye aftale udelukkende sætter de offentligt ansatte i ældreplejen fri, hvorimod de ældre medborgerne mister rettigheder, som Ældresagen helt rigtigt påpeger.

Det bør således være et krav fra ethvert parti, der har fokus på frisætning af både de offentligt ansatte og af borgerne, at man ikke kan øge frihedsgraderne i opgaveløsningen for førstnævnte, uden tilsvarende at forøge frihedsgraderne til at vælge en alternativ privat leverandør for sidstnævnte.

Der bør i den forbindelse bemærkes, at der er mange muligheder for at forbedre borgernes frie valg af velfærdsleverandør. Eksempelvis kan borgerne kun benytte det frie valg, hvis de er informeret om deres frie valgmuligheder. Alene på dette helt grundlæggende område er der betydeligt potentiale i kommunerne for at forbedre information om de nuværende rettigheder til frit valg – fx vedrørende hjemmehjælp, plejebolig, daginstitutioner. Derudover er der mange muligheder for at forbedre borgernes frie valg af velfærdsleverandør ved at lade de fulde omkostninger følge borgerne på alle velfærdsområder, gøre det nemmere for private leverandører at etablere sig (f.eks. på forskellige lokationer og i forskellige selskabsformer), forbedre kommunens regnskabsgrundlag for takstberegningen osv. Det kræver dog naturligvis, at partierne bag udvidelsen af velfærdsaftalerne har lige så meget fokus på borgernes frihed, som de har på de offentligt ansattes frihed. Det har desværre indtil videre ikke været tilfældet.

Bragt i Jyllands-Posten d. 9. august 2022.