Når velstand kræver destruktion

Bragt i Berlingske d. 13. oktober 2025

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Hvor kommer velstanden fra, og hvorfor bliver den ved med at stige? Det er måske økonomiens mest interessante spørgsmål. Det synes i hvert fald den svenske Nobelpriskomité at mene, som endnu en gang belønner forskning om økonomisk vækst. I år henholdsvis den hollandsk-amerikanske økonomiske historiker Joel Mokyr og de to teoretikere, franske Philippe Aghion og amerikanske Peter Howitt.

Så sent som sidste år var velstanden i centrum, da Acemoglu, Johnson og Robinson fik Økonomiprisen for at forklare, hvorfor samfund med ”åbne institutioner”, markedsøkonomi og liberalt demokrati, klarer sig bedre.

Set over korte tidshorisonter ser økonomisk vækst mere eller mindre automatisk ud. Det vækker mest opmærksomhed, hvis den årlige rate afviger fra 1-2 pct. Men det er ret nyt. Frem til for 200 år siden var stagnation det mest almindelige. De mest optimistiske skøn regner med ca. en fordobling af levestandarden fra Kristi fødsel til 1820. I de sidste 200 år er den gennemsnitlige levestandard i verden vokset 14 gange – i vores del af verden endnu mere.

Vækst kan grundlæggende komme to steder fra. Enten gennem mere kapital, som gør arbejdskraften mere produktiv. Eller gennem idéer til, hvordan ressourcerne kan bruges mere effektivt. Den første metode vil før eller siden løbe tør for damp, sådan som Robert Solow, Nobelpristager fra 1987, demonstrerede. Ny viden behøver derimod ikke slippe op, som Robert Lucas og Paul Romer, pristagere fra 1995 og 2018, viste.

Men hvordan omsættes viden til vækst? Hvordan ender virksomhederne med at producere bedre og billigere varer? Det er her, fokus ligger for årets Nobelpris.

Mokyrs historiske forskning peger på, at den industrielle revolution slog igennem i Storbritannien ikke blot som resultat af oplysningstidens nye videnskabelige viden eller kendskab til nye metoder, men nok så meget som resultat af samspillet mellem dem.

Det kan virke paradoksalt, at væksten kommer til udtryk gennem produkter fra virksomheder, som i sidste ende ikke er drevet af et ønske om at forny sig, men af at tjene penge. Det indebærer en proces, som langt fra er jævn og enkel. Den østrigsk-amerikanske økonom Joseph Schumpeter beskrev i 1942 denne proces som ”kreativ destruktion”, fordi den ikke alene skaber nyt, men også indebærer, at gammelt bliver opgivet og destrueret. Det gælder både produkter, produktionsprocesser og udstyr. Og det gælder virksomhederne selv.

Aghion og Howitt får deres halvdel af årets Nobelpris for i en vigtig artikel i 1992 at have opstillet en model, som beskriver kreativ destruktion matematisk. Modellen har vist sig bl.a. at have stærke empiriske egenskaber til at beskrive, hvordan virkeligheden har foldet sig ud siden den industrielle revolution.

Kernen i modellen er virksomheder, som ønsker at tjene størst muligt overskud til ejerne. I en dynamisk økonomi kræver det ikke kun, at man er effektiv til at holde omkostningerne nede – statisk effektivitet – men også at generere ny viden, som kan erobre markeder fra andre virksomheder eller forhindre andre i at erobre fra en selv. Men for den enkelte virksomhed – og i øvrigt også for økonomien som sådan – er der et ”trade-off” mellem at forny sig og at få mest mulig ud af det gamle. Det koster noget at opgive kapital og eksisterende profitmuligheder – at destruere. Det drejer sig om at finde balancen mellem gevinsten ved nye muligheder og tabet ved at opgive det eksisterende.

Kalkulen kan godt være forskellig fra gamle og nye virksomheder, iværksættere. Derfor er en af modellens implikationer, at virksomheder fødes og dør. Det passer med, at f.eks. godt 10 pct. af amerikanske virksomheder og jobs opstår og forsvinder hvert år. Denne omsætning er en vital del af den kreative destruktion, som i sidste ende driver velstandsfremgangen.

For den enkelte virksomhed er der naturligvis et alternativ til at tænke nyt. Det er at forsøge at bremse nye konkurrenter i at komme ind på markedet. En del af Mokyrs forskning handler netop om, hvordan politisk beskyttelse af etablerede interesser, både blandt virksomheder og lønmodtagere, blokerede for vedvarende økonomisk vækst før den industrielle revolution. På samme måde viste sidste års Nobelpristagere, Acemoglu et al, hvordan autokratiske politiske magthavere kan have en interesse i at bremse kreativ destruktion for at forhindre nye, uafhængige økonomiske magtfaktorer i at opstå.

Problemet er tilsvarende relevant for sektorer beskyttet mod konkurrence på grund af f.eks. protektionistisk udenrigshandel eller offentlig produktion. Især den offentlige sektor er velkendt plaget af ”Baumols omkostningssyge”,  hvilket i høj grad kan tilskrives mangel på kreativ destruktion, da offentlige institutioner ikke kan gå konkurs.

Aghion-Howitt-modellen kan også forklare, hvordan dramatiske udsving i kreativ destruktion på virksomheds- og brancheniveau kan ende med en forholdsvis jævn vækst i den samlede økonomi. Derfor kan den være med til at kvalificere diskussionen om væksteffekterne af f.eks. kunstig intelligens – et af de helt store og åbne spørgsmål om fremtidens vækst.