Økonomisk vækst kan øge uligheden – og det er ikke nødvendigvis et problem

Bragt i Berlingske d. 4. februar 2026

Skrevet af Niklas Praefke 

Indkomstulighed er ikke et mål i sig selv – hverken at øge eller mindske den. Det kan lyde kontroversielt, men er det ikke.

Tidligere overvismand Christen Sørensen langer i Berlingske 2. februar ud efter undertegnede for at mene, at »det vigtigste er, at alle bliver rigere. At andre skal blive fattigere for at komme ned på mit niveau, gør ikke mig rigere.«

I min optik er det vigtigere, at alle får det bedre økonomisk, end at vi for enhver pris jagter større lighed. I supermarkedet betaler man med penge – ikke med lighed. Ser man på konkrete reformer i Danmark, må man fortsat forvente en vist afvejning: Tiltag, der øger den økonomiske velstand, kan også føre til større indkomstforskelle.

Og det var netop udgangspunktet for citatet. En ny analyse fra CEPOS viser, at der siden 2019 – året hvor Mette Frederiksen første gang blev statsminister – har været bred fremgang i familiers disponible indkomst. Det tillader jeg mig at glæde mig over, også selv om uligheden er steget.

En del af stigningen hænger blandt andet sammen med, at tusindvis af danskere slipper billigere i skat som følge af, at topskattegrænsen er hævet fra årsskiftet, og at der er indført en ny mellemskat.

Lad mig dog slå fast: Indkomstulighed er ikke et mål i sig selv – hverken at øge eller mindske den. Det kan lyde kontroversielt, men er det ikke. Det afgørende er, hvad der driver udviklingen i uligheden.

Indretter sig forskelligt

Vækst og frihed kan øge indkomstforskellene, fordi mennesker får mulighed for at indrette deres liv forskelligt.

Nogle vælger at arbejde mindre og tjener derfor mindre. Den frihed er i sig selv et gode, selv om den statistisk øger uligheden.

Omvendt kan ulighed også være et resultat af manglende muligheder, monopoler eller politiske privilegier – altså forhold, der begrænser frihed og mobilitet.

Derfor giver det ikke mening at stirre sig blind på selve indkomstforskellene. Det centrale spørgsmål er ikke kun, hvor store forskellene er, men hvorfor de opstår.

Christen Sørensen henviser til en OECD-rapport fra 2015, som efter hans opfattelse viser, at ulighed hæmmer den økonomiske vækst. Rapporten læner sig blandt andet op ad et studie, som det daværende økonomi- og indenrigsministerium tidligere har konkluderet ikke kan overføres til danske forhold.

»Det vurderes på den baggrund, at analysen ikke kan bruges til at omsætte udviklingen i indkomstforskellene til en effekt på BNP i Danmark.«

OECD-rapporten ser på globale mønstre på tværs af vidt forskellige økonomier. Den debat, Sørensen blander sig i, handler derimod om konkrete danske reformer, hvor overførbarheden er begrænset.

Baggrunden er blandt andet, at studiet peger på manglende adgang til uddannelse som en central forklaring på både stigende ulighed og lav vækst. Her adskiller Danmark sig markant. Vi har fri og lige adgang til uddannelse, og uddannelsesniveauet er steget betydeligt siden midten af 1980erne.