Oxfam bedriver misinformation for udviklingskroner

Debatindlæg af Mia Amalie Holstein
Bragt i Berlingske d. 27. januar 2025

Hvert år begræder Oxfam Danmark, at de rigeste er blevet rigere. Men de glemmer at fortælle, at den globale ulighed – både formueuligheden og indkomstuligheden – er faldet gennem mere end to årtier.

Udviklingsorganisationen Oxfam udgiver hvert år en ulighedsrapport. Hvert år begræder den danske del af organisationen, Oxfam Danmark, at de rigeste er blevet rigere. Hvert år undlader de at nævne, at den globale ulighed – både formueuligheden og indkomstuligheden – er faldet gennem mere end to årtier.

I realiteten burde Oxfam Danmark glædes.

Glædes over at den globale formueulighed målt ved Gini-koefficienten er faldet siden 2000 fra 87,0 procent til 84,7 procent, hvilket primært skyldes, at flere ikkevestlige lande indhenter Vesten målt på formuevækst.

Og glædes over at den globale indkomstulighed er faldet siden 2000 målt ved Gini-koefficienten fra 71,2 procent til 67,5 procent, hvilket blandt andet hænger sammen med, at levevilkårene er blevet forbedret for mange af de fattigste mennesker i verden. Andelen af verdens befolkning, der lever i ekstrem fattigdom, er reduceret fra 29 procent i 2000 til ni procent

Når Oxfam Danmark alligevel år efter år taler uligheden op, så bygger deres udtalelser typisk på et ekstremt snævert fokus på formueudviklingen for en meget lille gruppe mennesker, nemlig dollarmilliardærerne. På verdensplan er det 2.700 mennesker, svarende til 0,0003 promille af verdens befolkning.

Denne meget lille gruppe bliver i øjeblikket hurtigere rigere end os andre. Men som sagt, for den brede befolkning går det den modsatte vej: Den globale ulighed falder.

Også hvis vi ser på indkomst- og formueandelen for de 10 procent rigeste.

Men Oxfam Danmark er bekymrede, og de er ikke de eneste. I en artikel i Information udtaler ekstern lektor på Københavns Universitet Niels Ploug på baggrund af Oxfams rapport og med henvisning til klimadebatten: »Med den her rapport mener jeg, at vi er nået til et tipping point i forhold til økonomisk ulighed«.

Hvordan man overhovedet kan tale om et tipping point for ulighed i en situation, hvor ligheden stiger globalt, står meget uklart. Særligt når indkomstfordelingen i markedsøkonomier ikke er et nulsumsspil, og de rige ikke bliver rigere på de fattiges bekostning.

For Oxfam Danmark er løsningen en formueskat for de rigeste, hvilket grundlæggende er en dårlig idé. For som påpeget i min seneste klumme er en sådan skat på de mest produktive meget forvridende og vil reducere vækst og velstand.

I denne sammenhæng skal man huske, at afkastet fra formuer i forvejen er hårdt beskattet gennem aktieindkomst- og selskabsskat. Og det var ikke uden grund, at den socialdemokratiske regering afskaffede formueskatten i 1997.

Når det er sagt, så findes der selvfølgelig urimelig ulighed. For eksempel når rigmænd i korrupte regimer får tildelt ret til at »drive virksomheder på markeder med monopollignende tilstande« (Oxfams formulering). Det er en bremse på den økonomiske vækst – ikke mindst i verdens fattigste lande. Og vækst er netop det, som løfter de fattigste ud af fattigdom.

Jeg ville ønske, at Oxfam brugte lidt flere kræfter på, hvordan man kan mindske svig, korruption og bestikkelse og lidt færre kræfter på, at problematisere en i forvejen faldende ulighed.