Pas på hovedløsheden ikke breder sig over Atlanten

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Bragt på Punditokraterne.dk

Donald Trump har sendt chokbølger gennem verden. Stort set hele dagsordenen er præget af Trump og hans konstante strøm af groteske og destruktive udfald. Næste ombæring bliver efter alt at dømme højere toldsatser.

Jeg kan godt bekymre mig for, at hovedløsheden smitter lidt.

For det første er det let at komme til at betragte Trump som almægtig. Sandt nok, han har verdens mægtigste embede, men amerikansk økonomi er ikke usårlig over for dårlig politik. Protektionismen vil primært skade amerikanerne selv. Han har heller ikke al magt – langt fra endda. Foreløbig har han benyttet sig af præsidentens muligheder for at udstede administrative ordrer, men de er trods alt begrænsede. Lovgivning kræver flertal i Kongressen, og Højesteret vogter ret nidkært (sammenlignet ikke mindst med den danske) over, om han holder sig inden for forfatningens rammer.

For det andet er det let at komme til at sætte lighedstegn mellem Trump og USA. Men der er langt fra enighed om de meget kontroversielle dele af hans mange udspil. Han har ikke søgt og ikke fået mandat til gå Putins ærinde mod Ukraine eller indlemme nabolande i USA. Kun halvdelen af vælgerne stemte på ham. Demokraterne i Kongressen er klart imod hans nye udenrigspolitik, men også i hans eget republikanske bagland er der modstand, selv om han er dygtig til at kue folk til tavshed. Amerikanerne har heller ikke vendt NATO ryggen en bloc. Der er helt sikkert en – forståelig – folkelig skepsis over for amerikansk intervention i udenlandske krige, men er der jo heller ikke tale om i Ukraine. Det drejer sig om støtte til et land, der selv kæmper sin krig – på samme måde som i tilfældet med Israel.

For det tredje er det fristende at sætte lighedstegn mellem Europa og os. Nogle debattører konkluderer, at når amerikanerne har svigtet, så er Europa nødt til at tage over selv. Men ligesom USA ikke er lig med Trump, er EU ikke lig med Danmark. Det kan vise sig farligt at basere sig på en illusion om et Europa, der ikke findes. Der er desværre mange Putinverstehere i de europæiske befolkninger, og ikke kun i Ungarn. AfD, der er mildt sagt kritisk over for støtten til Ukraine, fik hver femte af stemmerne ved det tyske valg. Samme tendenser findes i andre tunge EU-lande. Lige så falsk som billedet af det anti-ukrainske USA er, er billedet af det entydigt pro-ukrainske EU. Det ser broget ud begge steder.

Det er også værd at bemærke, at den økonomiske støtte – navnlig den militære – til Ukraine fra stort set samtlige EU-lande ligger langt under den danske på over 2 pct. af BNP og faktisk også under den amerikanske. Det var sensationelt, at Tyskland under Scholz overhovedet gik med til militær støtte, og den gik da i praksis også i stå igen. Realiteten er formentlig, at EU kunne have skaffet Ukraine om ikke overhånd så markant stærkere position i forhold til Rusland, hvis de øvrige EU-lande havde doneret tilsvarende og givet tilsvarende frie hænder til at bruge de donerede våben.

Der er utvivlsomt gået chokbølger gennem europæiske NATO-lande fra den tvivl, Trump Administrationen har sået om det amerikanske NATO-engagement – for ikke at tale om forræderiet mod Ukraine og de skandaløse ”fredsforhandlinger” med Rusland. Der er helt givet en større villighed til at ruste op i Europa. Men man skal ikke være blind for, at betalingsviljen er meget lille. I Tyskland har den nye kansler Merz simpelt hen gennemtvunget en forfatningsændring, som gennemhuller den tyske budgetlov, så oprustning, Ukrainehjælp og en masse udgifter til grøn omstilling og infrastruktur kan lånefinansieres. Det er ekstremt kortsigtet og hasarderet – ikke mindst fordi det åbner en ladeport for mere gældsætning i resten af EU. Hvis Tyskland – inklusive en tysk kommissionsformand – ikke vil vogte EU’s finanspolitiske regler længere, så kan det udløse et kapløb mellem vælgerne om at gældsætte sig på andre EU-landes bekostning. Italien har for længst slået fast, at man ikke vil betale for mere forsvar selv, og de franske vælgere har gjort oprør mod selv spage reformer, som ikke engang formår at bremse landets eskalerende gæld på snart det dobbelte af det tilladte ifølge EU-reglerne. Storbritannien er måske det europæiske land, som er mest opsat på at øge sit forsvarsbudget, og regeringen har faktisk sat en omprioritering af udgiftsbudgettet i værk. Men også UK er stærkt forgældet, og som man erindrer satte Truss’ underskudsplaner hurtigt gang i et pres på pundet.

De store gældsproblemer og manglende evne til at håndhæve den finanspolitiske disciplin kan vise sig at være Europas største svaghed. Fokus vil hurtigt flytte sig fra forsvar og sikkerhed, hvis det skrøbelige økonomiske fundament begynder at ryste. Det andet store problem er den svage økonomiske vækst, der dog heldigvis er kommet lidt mere opmærksomhed på, men hvor mange de foreslåede redskaber – statsstøtte, fælles gæld, industripolitik – vil gøre problemet større.

En stærkere europæisk økonomi er i sidste ende det centrale også når vi taler sikkerhed. Det er økonomiens størrelse, der gør, at vi kan bruge flere ressourcer på militær end Putin kan. En god økonomi er også vigtig for den politiske stabilitet og vælgeropbakningen til ikke-populistiske partier.

Men er stærk økonomi er ikke noget, man bare opnår gennem højtidelige politiske erklæringer eller ineffektiv symbolpolitik. Vi er også langt fra den opbakning til Ukraine, som er nødvendig for at holde russerne stangen på længere sigt.

Det europæiske alternativ er ikke noget, der bare kan tilvælges. Det skal først skabes. Det vil kræve en hel del knofedt.