Pas på med at proble­ma­ti­sere integra­tion af interna­tional arbejds­kraft

Bragt i Børsen d. 2. september 

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Det offentlige forbrug ventes nu at stige med 5,4 pct. i år. Det er den højeste rate siden 1978. Finansloven for 2026 tegner til at blive en gavebod uden megen ekko af de alvorlige økonomiske formaninger ved regeringens dannelse.

Alligevel er der endnu ikke udsigt til, at Danmark vil stå tilbage med de flossede offentlige finanser, som vi har set historisk, og som mange andre EU-lande gør. Regeringens prognose for den finanspolitiske holdbarhed er blevet opskrevet til 1,4 pct. af bnp, og råderummet er trods den brølende offentlige forbrugsvækst blevet forøget markant.

Hovedforklaringen på, at økonomiens kapacitet er vokset så meget, er international arbejdskraft. Mere end hver ottende beskæftigede på det danske arbejdsmarked tilhører den kategori. 40 pct. af væksten de sidste ti år er drevet af international arbejdskraft.

Hvor udlændinge traditionelt indebærer et nettotræk på de offentlige finanser, bidrager international arbejdskraft positivt. Betydningen er ikke til at komme udenom.

Derfor er det både godt og naturligt, at regeringen før sommerferien tog initiativ til at lempe beløbsordningen for arbejdskraft fra ikke-EU-lande. Men der er samtidig ved at melde sig et kor af bekymrede røster.

Er vi på vej til de integrationsproblemer, som har karakteriseret flygtninge og indvandrere? Sommerens aftale rummer en positivliste, der skal afskære arbejdskraft fra lande, som frygtes at være problematiske.

Der er imidlertid et vigtigt forhold, som bliver overset i debatten. Der er markant hurtigere omsætning af personer, som kommer for at arbejde eller studere, end vi har været vant til for f.eks. personer med asyl eller familiesammenføring.

Hvor ni ud af ti fra den sidste gruppe stadig har ophold fem år efter indrejse i landet, gælder det kun halvdelen af dem, der kommer for at arbejde – hvad enten de kommer fra EU eller tredjelande. For studerende er billedet endnu mere markant. Kun tre ud af ti studerende fra EU-lande er tilbage efter fem år og kun godt én ud af ti studerende fra tredjelande er tilbage fem år efter indrejse.

Så også når det gælder ophold, er den internationale arbejdskraft anderledes.

Derfor skal man tænke sig godt om, inden man begynder at problematisere deres integration i det danske samfund. Så længe de fungerer godt på deres arbejds- eller studieplads, er det ikke nødvendigvis noget problem, at de ikke minder så meget om os andre. Og hvis man begynder at stille krav om større integration, vil det formentlig få den konsekvens, at omsætningshastigheden falder.

Vi vil i højere grad komme til at tiltrække dem, som er indstillet på at indvandre permanent, og afskrække dem, som kommer fra at arbejde. I værste fald vil bidraget fra international arbejdskraft ebbe ud.

Som i så mange andre sammenhænge skal man ikke slagte den gås, som lægger gyldne æg.