Penge er kun papir og kan ikke finansiere statens forbrug

Debatindlæg udgivet på Finans.dk 23/03/2019

Begrebet penge diskuteres meget i disse måneder. Men mange misforstår grundlæggende, hvad penge er. Det er blot et middel, der får tingene til at hænge gnidningsløst sammen, skriver specialkonsulent i Cepos, Jonas Herby

Økonomer bliver ofte anklaget for kun at tænke på penge. Det er min påstand, at det er lige omvendt. 

Alle andre tænker på penge, mens rigtige økonomer tænker på tid og goder og i sidste ende velvære (eller på økonomsprog: nytte). Altså velværet ved at forbruge bl.a. de varer, serviceydelser osv., som vi producerer i vores arbejdstid. Penge er i økonomers øjne blot et middel til at få goder og tid til at fordele sig gnidningsfrit mellem mennesker.

Desværre bliver penge ofte misforstået som alt muligt andet. Et eksempel er, når nogle mener, at det offentliges forbrug er med til at holde økonomien i gang. Argumentet lyder typisk lidt alá »når staten opkræver skat, bruger den pengene på at købe varer. Dermed er der andre, der tjener penge, som de så betaler skat af, og på den måde holdes økonomien i gang«.

For nylig var det næstformand i Rethinking Economics Denmark, Asker Voldsgaard, der kom til at vildlede læserne i sit debatindlæg på Finans, hvor han skrev, at »statens forbrug er kilden til penge, og statens gæld samtidig er borgernes formue«. Der kan være gode grunde til at opkræve skatter (dog næppe så høje skatter som i Danmark), men at holde økonomien i gang og være »kilden til penge« er ikke en af dem. Misforståelsen bunder i, at mange glemmer hvad økonomien egentlig består af: nemlig tid brugt på produktion af varer og serviceydelser. Pengene er blot et middel, der får tingene til at hænge gnidningsløst sammen.

Et eksempel på, hvor godt penge virker til dette formål, kan man læse i historien om blyanten ”I, Pencil”. Pointen i historien er, at ikke én mand i hele verden kan lave en blyant, men at det kræver hjælp fra titusindvis af andre mennesker at skabe noget så simpelt som en blyant. Pengenes rolle i historien er, at de hjælper mennesker overalt i verden til at bytte få minutter af deres egen tid til mikrosekunder af tusinder af andre menneskers tid. For det er i praksis det, du gør, når du i butikken bytter pengene fra din månedsløn (din tid) for en blyant (mange andres tid).

Når staten opkræver skatter, lægger den i virkeligheden beslag på en del af produktionen — og dermed tiden — i samfundet. Bruger staten 10.000 kr. på grænsebomme, betyder det reelt, at den bruger for 10.000 kr. af danskernes tid. Tid som danskerne ellers kunne have brugt på at producere andre ting, end lige netop grænsebomme. Det er derfor ikke nok at se på aktiviteten i grænsebommefirmaerne. Man er nødt til at se på hele økonomien. Og hvis staten med 10.000 kr. tilskynder en person til at bruge sin tid på at opsætte grænsebomme, så kan samme person ikke lave andet i den samme tid. Hvad personen alternativt havde lavet, ved vi selvfølgelig ikke. Men det er netop det smukke ved en markedsøkonomi: at menneskers tid (via priserne) kan blive til et utal af mikrosekunder, som du kan bytte dig til for din egen tid nede i butikkerne, uden at du behøver at vide, hvem der har lavet hvad og hvorfor.

Voldsgaard vildledte også læserne ved at skrive, at »stater med egen valuta ikke kan løbe tør for penge, som husholdninger og virksomheder kan«. Det er muligvis rigtigt, at de ikke kan løbe tør for penge. Men samfundet kan løbe tør for tid. Og det er tid, der er det centrale i en økonomi – ikke statens seddelpresse, som reelt set bare er en anden måde at opkræve skat på.

Til sidst kan man jo spørge sig selv, hvordan man egentlig bidrager til økonomien? Det forkerte svar er forbrug.

Det rigtige svar er produktion. Når du skaber noget, får du noget at bytte med. Hvad du skaber, er ikke vigtigt, så længe der er andre, der er interesseret i at bytte lidt af deres tid for det. Derfor kan unikke, håndlavede lerkrukker være lige så godt som store industrimaskiner, skuespil eller højteknologiske apps. Det afgørende er, at du skaber værdi for andre. Og gerne så høj værdi som mulig. For der er nok ingen tvivl om, at Apple-stifter Steve Jobs skabte mere værdi for andre end du og jeg. Og derfor var så mange mennesker villige til at bytte en del af deres tid med en lille bitte smule af hans.

Du bør altså glemme det klassiske råd om at følge pengene, hvis du vil forstå økonomien. Lyt hellere til Dodo and the Dodos, når de synger ”Penge er kun papir”. For dér rammer de plet.