Politiken-segmentet er allerede forarget. Men her er fem årsager til ikke at bekymre sig om indkomstulighed

Skrevet af Mia Amalie Holstein

Bragt i Berlingske den 17. januar 2025

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) udgav for nylig en analyse, som viser, at indkomstgabet målt i disponibel indkomst til de allerrigeste er vokset. Siden 2013 har de rigeste danskere haft en realindkomstfremgang på knap 60 procent, mens den typiske dansker har oplevet en realindkomstfremgang på ni procent.

Denne forskel har sendt chokbølger gennem Politiken-segmentet. Senest skrev Politikens Mads Zacho, at indkomstforskelle skaber formuer, som igen skaber »ækelmilliardærer« som for eksempel Elon Musk, der skader demokratiet.

Men slå lige koldt vand i blodet. For det første er formueandelen blandt de ti procent rigeste faldet de seneste ti år. For det andet er der mindst fem gode grunde til, at indkomstulighed ikke bør bekymre os.

For det første er indkomstmobiliteten stor. AEs tal er ikke en opgørelse over enkeltpersoners indkomstfremgang, men indkomstgruppers fremgang. Havde AE lavet en opgørelse over enkeltpersoners indkomstfremgang de seneste ti år, ville vi have set en anden profil på indkomstudvikling. Den største indkomstfremgang ville tilfalde de laveste indkomstdeciler, mens de højeste indkomstdeciler ville have haft tilbagegang. Hvorfor? Fordi udskiftningen i indkomstgrupperne er stor. For eksempel har cirka 30 procent af de top 1 procent rigeste forladt gruppen efter ét år. Og efter tre år har cirka 50 procent forladt top 1 procent

For det andet ønsker vi ikke at leve i et samfund, hvor dem der løber risici, ikke også kan høste gevinster. Hvorfor skulle de ellers tage en risiko? Nogle gange er afkastet på deres investeringer stort. Det øger uligheden. Andre gange taber de, og uligheden falder. Også virksomhedsejeren bærer en markant større del af risikoen ved virksomheden, end lønmodtageren gør. Derfor er det også rimeligt, at ejeren kan trække en større gevinst ud.

For det tredje må vi huske, at ikke al ulighed er usund. Nogle gange skyldes den reformer, som er indført med det formål at øge væksten, men som ofte også øger uligheden. Et eksempel er Helle Thorning-Schmidts skattereform fra 2012, der nok er den enkeltstående reform, som har øget uligheden mest. Dels på grund af skattelettelser, men også på grund af mindrereguleringen af overførsler og den særligt lave kontanthjælp for enlige uden børn under 30, som skulle øge incitamentet til uddannelse.

Reformen forhøjede den strukturelle beskæftigelse med 15.800 personer og BNP med 0,7 procent. Væksten steg, hvilket også betød, at der blev mere at omfordele af. Her er det vigtigt at huske, at vækst er godt – også for dem, der er dårligst stillet. Set over de seneste 100 år står væksten for hele 91 procent af den indkomstfremgang, som de 40 procent fattigste har oplevet. Enten direkte eller indirekte, fordi der er blevet mere at omfordele af.

For det fjerde er Danmark et meget lige land. Skulle vi gennemføre en reform, som øger uligheden i en sådan grad, at vi flytter seks pladser ned på listen over OECDs mest lige lande, ville resultatet være, at vi får samme ulighed som i Sverige. Det ville vi nok også kunne leve med, uden at sammenhængskraften smuldrer.

Faktisk er det en smule tankevækkende: Sidst CEPOS undersøgte det, havde Gentofte en større ulighed end USA. Min fornemmelse er, at de trives meget godt med hinanden i Gentofte. Så måske er det ikke alene uligheden, der er ødelæggende for et samfunds sammenhængskraft.

For det femte er det vigtigt at forstå, at indkomstfordelingen i en markedsøkonomi ikke er et nulsumsspil. De rige bliver ikke rige på de fattiges bekostning. Markedet fungerer på den måde, at alle parter vinder ved handlen. Det er et plussumsspil. Var det ikke tilfældet, ville handlen gå tabt.

Hertil kommer, at et af de meget solide resultater i skatteøkonomisk teori er, at kapital ikke bør beskattes – selv hvis målet er at øge ligheden gennem yderligere omfordeling. For skat på kapitalafkast er en skat på opsparing, altså udskudt forbrug. Og det er ikke samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at beskatte forbrugsudskydelse. Tværtimod bør staten forholde sig neutral over for forbrugstidspunktet.

Samtidig er kapitalbeskatningen meget forvridende, fordi den forvrider både arbejdsudbudsbeslutningen og tidspunktet for forbrugsbeslutningen. Desuden er kapital meget mobil. Den flytter let over landegrænser. En høj kapitalbeskatning i Danmark flytter investeringer fra Danmark til udlandet. Således er kapitalbeskatning i et strukturpolitisk perspektiv mere skadelig end skat på arbejdsindkomst.

Der er mange forhold i verden, som vi reelt bør bekymre os om. Absolut børnefattigdom er et godt eksempel. Men indkomstulighed – i et af verdens mest lige lande – er ikke et problem. Særligt ikke så længe indkomstmobiliteten er høj.