Politikerne skal blande sig udenom mine børns sundhed. Det er et forældreansvar

Skrevet af Mette Dalsgaard

Bragt i Altinget den. 8. april 2025

Regeringen har lovet at præsentere en folkesundhedslov i 2026, der skal styrke kommunernes indsats inden for forebyggelse.

Intentionen er god – for der er uden tvivl plads til forbedring, da vores nordiske naboer lever længere end os.
Men en af de største udfordringer ved forebyggelsesarbejde er, at det ofte er svært at måle og modellere effekten præcist. I mange tilfælde kan der gå årtier, før effekterne for alvor viser sig.

Det kan være fristende for politikere at udvise handlekraft ved at indføre mere regulering og bureaukrati – også selvom der ikke er evidens for, at det i sidste ende gavner borgerne.

En række interesseorganisationer har budt ind med forslag til folkesundshedsloven, som blandt andet indeholder regulering, der rammer og begrænser befolkningen bredt.

Det gælder for eksempel forslag om oprettelse af statskontrollerede butikker til salg af alkohol og tobak. Herudover er der også forslag målrettet børn og unges vaner, som for eksempel fordobling af antallet af idrætstimer i folkeskolen. Men har alle børn i hele landet nødvendigvis brug for mere idræt i skolen – på bekostning af anden undervisning? Det har mine børn ikke.

De dyrker nemlig allerede rigeligt motion til deres forskellige
fritidsaktiviteter. Jeg vil derfor foretrække, at skoletiden bliver brugt på at lære noget. Børns behov er forskellige, og deres forældre ved typisk bedst, hvad de har brug for. Derfor skal man passe på med, at de gode intentioner om mere forebyggelse kommer til at betyde, at staten overtager ansvaret for borgernes sundhed.

De fleste danskere ved udmærket, hvad der udgør en sund livsstil, og de fleste er både villige og i stand til selv at handle på det. “Godt begyndt er halvt fuldendt”, som man siger. Derfor starter en vigtig del af indsatsen for forebyggelse i barndommen, hvor vi som forældre har et ansvar for at give vores børn gode vaner.

Jeg tror på, at det vigtigste, vi kan lære vores børn om et sundt liv, er at tage ansvar for sig selv – ikke at overlade sit helbred til anbefalinger og indsatser fra det offentlige. Trivselskommissionen har netop været ude med en række anbefalinger til
børneopdragelse, som bygger på, at vi skal styrke børn og unges tro på egne evner, ansvarsfølelse og vedholdenhed.

Jeg tror på, at der er en tæt sammenhæng mellem netop denne filosofi og at skabe rammerne for den bedste langsigtede forebyggelse for kommende generationer. Desværre er det ikke alle børn, hvis forældre formår at give dem de
gode vaner og livsråd fra barnsben. I stedet for regulering og store offentlige kampagner, som koster mange penge og rammer hele befolkningen, bør vi fokusere på og investere i målrettede løsninger for dem, der har et særligt behov for støtte.

Ellers risikerer vi at begrænse friheden for dem, der godt kan tage ansvar for deres egen sygdomsforebyggelse – og i øvrigt spilde offentlige midler, hvor det ikke var nødvendigt. Når politikerne sætter sig til forhandlingsbordet for at fastlægge rammerne for en ny folkesundhedslov, håber jeg, at de fastholder tilliden til, at vi som forældre selv er i stand til at træffe de bedste beslutninger for vores egen og vores børns sundhed, frem for at lade sig rive med af visse organisationers særinteresser.

Det kan være svært som politiker at bevare det lange lys og sige nej til forslag om bedre sundhed til borgerne. Det gælder også i de tilfælde, hvor evidensen for effekten på folkesundheden er meget tynd. Længere og bedre liv for danskerne er nemlig en målsætning, som vi alle sympatiserer med, men forebyggelsesindsatsen må ikke ende ud i øget formynderi, større offentlige udgifter og brede ‘one-size-fits-all’- løsninger.

I stedet bør den bygge på tillid til, at borgerne selv tager de bedste beslutninger for netop deres liv samt deres børns liv. Hvis staten tager over på områder, vi selv kan tage vare på, mister vi troen på egne evner, ansvarsfølelse og vedholdenhed.