Privathospitalerne har mistet hver femte offentlige patient

Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Et nyt CEPOS-notat viser, at danske privathospitaler fra 2010 til 2012 har mistet hver femte offentligt finansierede patient. Således blev 133.773 offentligt finansierede patienter behandlet på et privathospital i 2010, mens tallet kun var 107.777 patienter i 2012. Denne udvikling bakkes op af et tidligere CEPOS-notat, der viste store fald i privathospitalernes markedsandel, som ifølge de nyeste tal er på 1,25 pct. 

”Antallet af offentlige patienter på privathospitalerne er faldet markant. Dette underbygges af privathospitalernes lave markedsandel, som på nuværende tidspunkt ligger omkring 1,25 pct. Det er langt mindre end i fx Sverige, hvor privathospitalernes markedsandel ifølge de nyeste tal udgør ca. 12 pct. og i Frankrig, hvor privathospitalernes markedsandel ligger på omkring 24 pct. For danske privathospitaler har denne udvikling naturligvis medført en periode med konkurser og konsolideringer, men udviklingen vil heller ikke være uden konsekvenser for patienter og samfundsøkonomien. Faldet kan nemlig betyde, at vi får mindre sundhed for pengene, mindre valgfrihed og øgede ventelister”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS.

”Mange regioner melder om betydelige besparelser, når de via udbud sender behandlinger videre til privathospitalerne. Det er ikke overraskende. Analyser viser, at privathospitalernes takst under udbud ligger på ca. 48 pct. af DRG-taksten, dvs. umiddelbart på halvdelen af taksten for en tilsvarende behandling i det offentlige. Derfor er det glædeligt at se, at regeringen og regionerne lægger op til en større brug af OPP-samarbejde, som kan være med til at sikre mere sundhed for pengene. Jeg vil for både patienternes og samfundsøkonomiens skyld anbefale, at man tager skridtet videre og indfører en egentlig udbudspligt på sundhedsbehandlinger. Vi har nemlig som skatteydere krav på, at regionerne køber behandlinger der, hvor de er bedst og billigst, så flest muligt behandles for de tilgængelige ressourcer. Privathospitalerne bør derfor være velkomne i vores sundhedsvæsen, hvis de – fx via udbud eller private wings på offentlige hospitaler - kan byde ind med behandlinger, der både er bedre og billigere”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS. 

”Et stort antal patienter på privathospitaler er selvfølgelig ikke et mål i sig selv. Men faktisk bidrager privathospitalerne til at styrke det danske sundhedsvæsen. For det første øger privathospitalerne konkurrencepresset på de offentlige hospitaler. Det sikrer, at vi danskere får mest sundhed for skattekronerne. For det andet muliggør eksistensen af privathospitaler, at patienterne kan ’stemme med fødderne’, dvs. blive behandlet privat, hvis ventetiden i det offentlige bliver for lang. Det betyder igen, at danske patienter kommer hurtigere tilbage på arbejde efter en sygdom samt, at de offentlige udgifter til sygedagpenge reduceres. Sidst men ikke mindst ligger der også et stort potentiale ved en stærk privat sundhedssektor, hvis vi ligesom andre lande kunne tiltrække sundhedsturister til gavn for dansk vækst og beskæftigelse”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS.

Se tidligere CEPOS-notat: ”Privathospitalernes markedsandel er lavest i årevis”

Fodnoter

    Tags

    Hent analyse

    Hent Filstørrelse: 363,4 KB

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS

    Hent analyse

    Hent Filstørrelse: 363,4 KB

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS

    Andre analyser af denne forfatter

    Se alle