Profitforbud vil gøre det lettere at drive dyrere og dårligere daginstitutioner

Det ville være mere retvisende, hvis partierne bag delaftale om profitforbud på daginstitutionsområdet kaldte den et konkurrenceforbud, for aftalen vil forringe konkurrencen og reelt gøre det nemmere at drive dyrere og dårligere institutioner, skriver Karsten Bo Larsen.

Jeg har i to tidligere debatindlæg beskrevet, hvordan profitforbuddet vil reducere antallet af private daginstitutioner. Dermed vil der blive færre alternativer til forældrene at vælge imellem, og dermed bliver der mindre konkurrence mellem alle daginstitutionerne.

Det er veletablerede lovmæssigheder fra den økonomiske videnskab, at færre udbydere giver mindre konkurrence, og mindre konkurrence fører til højere profit.

Derfor bekæmper man i alle andre tilfælde muligheden for skadelig stor profit ved at fremme konkurrencen gennem lovgivning, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrol og så videre.

Er de nye regler for daginstitutioner således udtryk for en genial økonomisk ”nytænkning”, når man i dette tilfælde – i modsætning til alle andre brancher – bekæmper profit med mindre konkurrence? Svaret er naturligvis nej. Profitten genopstår nemlig i en anden form, nemlig som højere omkostninger.

Dyrere og dårligere ydelser

Det fremgår af den politiske aftale om profitforbud for private daginstitutioner, at formålet med aftalen er at sikre, at de offentlige tilskud og forældrebetalingen udelukkende går til at finansiere daginstitutionens drift. Hverken i private eller offentlige daginstitutioner er det altså forbudt at bruge midlerne til for eksempel (for) høje lønninger til personalet, dyr unyttig efteruddannelse til personalet, en stor administration med videre, da det er driftsomkostninger.

Det vil i fremtiden faktisk blive nemmere at drive en institution, der på denne måde leverer dyre og dårlige ydelser, da forældrene har færre alternativer, de kan vælge, hvis de er utilfredse med deres børns daginstitution. De dårlige og dyre institutioner kommer således i mindre grad under pres som følge af svigtende forældretilslutning, og dermed har de mindre tilskyndelse til at øge effektiviteten.

Tilhængerne af profitforbuddet må jo mene, at bedre mulighed for at drive dårlige og dyre dagtilbud er en pris, der er værd at betale for, at de kan udleve deres ideologisk funderede modstand mod profit.

Selv hvis man anlægger dette synspunkt, burde man i det mindste have forsøgt at reducere de negative effekter af profitforbuddet ved at øge konkurrencen mellem til de tilbageværende private non-profit daginstitutioner (selskaber eller selvejende institutioner) og de offentlige daginstitutioner.

Indfør model som ved de frie grundskoler

Ud over antallet af institutioner har det afgørende betydning for konkurrencen, at man frit kan etablere en privat daginstitution, at daginstitutionerne kan gå konkurs, samt at der er gennemsigtighed i forhold til ressourceforbrug og resultater, som gør det muligt for forældrene at sammenligne daginstitutionernes pris og kvalitet.

I dag skal kommunen godkende etableringen af en selvejende daginstitution, hvilket man med fordel kunne ændre til en mere fri etableringsordning, hvor det ikke er kommunen, der skal godkende oprettelsen af en selvejende konkurrent til kommunens egne institutioner.

Man kunne eksempelvis indføre den model, der kendes fra de frie grundskoler, hvor det er staten, der godkender oprettelsen og dermed berettigelse til tilskud. Selvejet har blandt andet den fordel fremfor selskabsformen, at den type institution er nemmere at etablere for en kreds af forældre, uden de risikerer at skulle påtage sig et ejeransvar for en privatejet daginstitution resten af deres liv.

Private daginstitutioner kan gå konkurs, men det er ikke tilfældet for offentlige daginstitutioner. Derfor kunne man med fordel have ladet profitforbuddet ledsage af et krav om, at alle offentlige daginstitutioner skulle udskilles fra den kommunale økonomi i non-profit selvejende institutioner, der kan gå konkurs, og hvor indtægterne udelukkende består af forældrebetaling og faste offentlige tilskud og per barn.

Dermed bliver daginstitutionerne fuldstændig afhængig af forældrenes tilvalg af institutionen, hvilket øger konkurrencen.

Forskelle i den kommunale regnskabspraksis

Udskillelsen i særeje ville endvidere have den fordel, at alle daginstitutioner i Danmark så ville komme til at aflægge regnskab på institutionsniveau efter de samme principper, hvilket ville gøre det langt nemmere for forældrene at vurdere sammenhængen mellem omkostninger og kvalitet i de forskellige institutioner.

I dag er udgifterne til daginstitutioner ikke en gang sammenlignelige på kommuneniveau på grund af af betydelige frihedsgrader – og dermed forskelle – i den kommunale regnskabspraksis.

De offentligt ansatte stemmer hovedsageligt på S, SF og RV, og derfor vil partierne ikke genere dem med konkurrence og effektiviseringer. Det ville således være mere retvisende, hvis partierne kaldte deres politik på daginstitutionsområdet for et konkurrenceforbud i stedet for et profitforbud.

Det lyder bare så ubehageligt dobbeltmoralsk, når S, SF og RV tidligere har bakket op om konkurrencefremmende tiltag i forhold til realkreditsektoren, der i øvrigt i høj grad ligner dem, som jeg har foreslået i dette indlæg.

Bragt i Altinget d. 22. november 2021