Radikales forslag om pensionsalder på 70 år svækker de offentlige finanser med ca. 40 Mia. kr.

Resumé og kommentar

CEPOS har udarbejdet en analyse af de Radikales nye forslag om at fastfryse pensionsalderen på 70 år fra 2040 og frem.

“Det er en af de mest opsigtsvækkende meldinger i dansk politik i mange år. De Radikale har været de mest ivrige fortalere for levetidsindekseringen. Og nu vender partiet 180 grader. Den helt nye radikale politik svækker den finanspolitiske holdbarhed med 41 mia. kr. Vi går fra at have supersunde offentlige finanser til at have et betydeligt holdbarhedsproblem på de offentlige finanser. Hvis det røde flertal i Folketinget følger den nye Radikale politik, så har vi et langsigtet hul i de offentlige finanser på 19 mia. kr.”, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS

”Med det Radikale forslag går holdbarhedsindikatoren på de offentlige finanser fra et overskud på 22 mia. kr. til et underskud på 19 mia. kr.”, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS

“Aftalen om tilbagetrækning er helt afgørende for holdbarheden på de offentlige finanser. Hvis levetidsindekseringen fjernes, så er vi tilbage i rillen med holdbarhedsproblemer. Problemet er, at hvis pensionsalderen fastholdes på 70 år, så vil en stadig større andel af befolkningen være på folkepension, når levetiden øges. Og så skal skatterne hæves, det offentlige forbrug beskæres, eller der skal laves nye reformer” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS

“Jeg gad nok vide, hvad de Radikale forestiller sig, der nu skal ske, hvis de får deres nye politik igennem, som graver et dybt hul i de offentlige finanser. Skal efterlønnen fjernes, dagpengeperioden halveres eller skal skattetrykket hæves markant ?” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS

”De Radikale droppede desværre at få en arbejdsudbudsmålsætning ind i det røde flertals forståelsespapir. I stedet fik de en sætning ind om, at ”initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende”. Den nye radikale pensionspolitik reducerer umiddelbart beskæftigelsen med 60.000 personer fra 2050. Sidenhen reduceres beskæftigelsen yderligere, når de aftalte forhøjelser af pensionsalderen sættes ud af kraft. Hvilke forslag vil R levere, der retter op på beskæftigelsestabet på 60.000 personer?” spørger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS

Analyse

• De Radikale har foreslået, at pensionsalderen fastfryses på 70 år fra og med 2040
• Det vil belaste de offentlige finanser markant på længere sigt. Det skyldes, at andelen af befolkningen på folkepension vil stige kraftigt efter 2040 (i takt med stigende levetid)
• Forslaget indebærer, at Danmark går fra at have særdeles sunde offentlige finanser til at have et betydeligt holdbarhedsproblem.
• De offentlige finanser går fra en overholdbarhed på ca. 1 pct. af BNP til et minus på 0,8 pct. Det svarer til en forværring på 41 mia. kr.
• Holdbarhedsindikatoren går fra et overskud på 22 mia. kr. til et underskud på  19 mia. kr.
• Hvis det radikale forslag gennemføres, skal der efterfølgende gennemføres betydelige politiske tiltag, som styrker de offentlige finanser med ca. 20 mia. kr.
• Det kan ske ved at hæve skatterne, reducere overførselsindkomsterne så som dagpenge, kontanthjælp og efterløn eller ved at mindske det offentlige forbrug, fx hospitals- og daginstitutionsudgifter.

Som følge af velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsaftalen fra 2011, forhøjes folkepensionsalderen med ½ år hvert år fra 65 år i 2018 til 67 år i 2022. Herefter indekseres folkepensionalderen til den forventede levetid. Dvs. når levetiden går op så øges pensionsalderen. Sigtepunktet er, at danskerne i gennemsnit skal forvente at have 14½ år på folkepension[1]. I tabel 1 fremgår de besluttede og planlagte folkepensionsaldre.

Morten Østergaard (RV) foreslog i et interview i Jyllands-Posten[1] at aflyse levetidsindekseringen efter 2040, så pensionsalderen fastholdes på 70 år fra 2040 og i al fremtid. Den nuværende aftale om tilbagetrækning er helt afgørende for holdbarheden på de offentlige finanser. Når levetidsindekseringen fjernes, så svækkes de offentlige finanser mærkbart. Problemet er, at hvis pensionsalderen fastholdes på 70 år, så vil en stadig større andel af befolkningen være på folkepension, i takt med at levetiden fortsat øges efter 2040.

[1] Folketinget skal løbende vedtage forhøjelsen af folkepensionsalderen hvert 5. år med 15 års varsel. I år (2020) skal man således vedtage, at folkepensionsalderen forhøjes til 69 år i 2035.

[2] Jyllands-Posten d. 10. juli 2020.

Umiddelbart kan det lyde voldsomt, at folkepensionsalderen er på 70 år i 2040. Her er det vigtigt at huske på, at den forventede levetid også vokser. For en 60-årig er middellevetiden siden 1995 vokset med 4 år (fra 79,6 år til 83,9 år i 2020), jf. figur 2. Derfor giver det god mening at hæve pensionsalderen – også i 2040. Selv hvis folkepensionsalderen forhøjes som planlagt, vil pensionister have 4 år mere på folkepension i 2040 end i 1995. Det skyldes, at pensionsalderen kun hæves med 3 år fra 67 år i 1995 til 70 år i 2040, mens levetiden er steget med 7 år.

Personer, som går på pension i år, har en ekstraordinær lang pensionsperiode på ca. 18 år. Det skyldes imidlertid kun, at indfasningen af forhøjelserne af pensionsalderen sker relativt langsomt, samt at levetiden er vokset mere end forventet, da man indgik velfærdsaftalen i 2006.

Morten Østergaards forslag, om at aflyse forhøjelserne af folkepensionsalderen fra og med 2045, er meget dyrt. Med forslaget går vi fra at have særdeles sunde offentlige finanser til at have et betydeligt holdbarhedsproblem. De offentlige finanser går fra en overholdbarhed på ca. 1 pct. af BNP til et minus på 0,8 pct. Det svarer til en forværring på 41 mia. kr.[1] , hvor et årligt varigt overskud på 22 mia. kr. forvandles til et underskud på  19 mia. kr., jf. figur 3.

[3]  Beregnet med udgangspunkt i Finansministeriets regnemetoder samt diverse svar fra Finansministeriet til Folketinget om effekter af ændret pensionsalder.

Hvis det radikale forslag gennemføres, skal der efterfølgende gennemføres betydelige politiske tiltag, som styrker de offentlige finanser med ca. 20 mia. kr. Det kan ske ved at hæve skatterne, reducere overførselsindkomsterne så som dagpenge, kontanthjælp og efterløn eller ved at mindske det offentlige forbrug, fx hospitals- og daginstitutionsudgifter.

Forslaget har ligeledes store negative konsekvenser for beskæftigelsen. Et forsigtigt skøn er, at beskæftigelsen i 2050 vil blive reduceret med 60.000 personer og på længere sigt meget mere. I regeringens forståelsespapir fremgår det, at initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen skal modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minum øger beskæftigelsen tilsvarende. Det Radikale Venstre har endnu ikke fremlagt forslag, som øger beskæftigelsen tilsvarende.